"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Medierne hverken kan eller skal sagsbehandle personalesager i offentligheden

18. oktober 2020 - Artikel - af Aia Fog

Mediernes definition af ”offentlighedens interesse” og inkompetente sagsbehandling af personalesager i pressen, åbner for en ladeport af lovløshed, for der er i disse MeToo-tider ingen bagatelgrænse for, hvilken adfærd, der kan anses for krænkende: den grænser sætter alene den krænkedes oplevelse og synsning.

Den 17. marts 2018 begik den tidligere direktør for Stockholms Stadsteater, Benny Fredriksson, selvmord på sit hotelværelse i Sydney.  Forud var gået måneders MeToo-udhængning i de svenske medier om Fredrikssons ledelsesstil, som blev betegnet som hård og uberegnelig: han blev beskyldt for at have presset en medarbejder til abort, have udsat en anden for sex-chikane, dækket over krænkende adfærd og skabt en tavshedskultur på teatret.

Allerede to dage efter, at Aftonbladet bragte den første artikel, trak Benny Fredriksson sig fra sin stilling – og fire måneder senere valgte han så at tage sit eget liv.

Benny Fredrikssons skæbne burde i disse uger, hvor MeToo-bølgen rammer Danmark for fuld styrke, stå som skræmmebillede for de medier, der lige nu jagter sex-krænkere blandt landets politikere og mediefolk i en uskøn blanding af utidig nyfigenhed og sensationshunger. Ikke mindst fordi de selvsamme medier for blot to år siden var ganske grundige i deres dækning af Fredrikssons selvmord, baggrunden for den – og ikke mindst: i at påtale mediernes ansvar.

Det er utvivlsomt i offentlighedens interesse at kende til ellers skjulte problemer med mandlige chefers krænkende adfærd over for (unge) kvinder, hvis og når det er et udbredt problem, men i så fald er det lige så indlysende, at behandle problemstillingen i generaliseret form og kun med anonymiserede, konkrete eksempler.

Alt for mange af de historier, der nu bringes til torvs med navns nævnelse og slibrige detaljer, er ikke bare overflødige og unødvendige for at forklare det overordnede billede – de udskammer og defamerer også de mænd, der angiveligt har opført sig krænkende i en grad, så det de facto er ødelæggende for deres liv og fremtid.

Hvad er den offentlige interesse i at kende indholdet af en privat sms-korrespondance mellem en nu tidligere P1-vært og dennes ekskæreste? Hvorfor skal vi kende til mere eller mindre frivillige blowjobs til julefrokoster eller ustyrlig fuldemandslider på Folkemøder?

Det er forhold og historier, der hører enten privatlivet til eller som skal indgå i en personalesag (eller i grove tilfælde politisag) mod krænkeren, hvor begge parter kan blive hørt og hvor en eventuel sanktion kan modtages, eksekveres og udstås på en måde, så man(d) har reel mulighed for at komme tilbage eller starte forfra på en frisk.

Den mulighed fratager de selvsamme medier, der for få år siden lagde deres spalteplads i alvorlige, selvransagende folder efter Benny Fredrikssons selvmord nu de mænd, de i disse uger eksponerer.  For når vi taler MeToo har den krænkede altid ret – også de krænkede, der år efter, at de er blevet krænket, kan poste billeder på Facebook, hvor de står henført med armene om selvsamme mand.

Mediernes definition af ”offentlighedens interesse” og inkompetente sagsbehandling af personalesager i pressen, åbner for en ladeport af lovløshed, for der er i disse MeToo-tider ingen bagatelgrænse for, hvilken adfærd, der kan anses for krænkende: den grænser sætter alene den krænkedes oplevelse og synsning.

Det må nødvendigvis efterlade en meget stor gruppe mænd på Herrens Mark og i frygt og bæven for, om de skulle være kommet til at krænke nogen til en våd julefrokost. Vi må håbe, at medierne besinder sig gevaldigt mens tid er, og holder op med at behandle personalesager i fuld offentlighed. Det går nemlig, som i Sverige, ofte gruelig galt.