Jeg har igennem mere end et år været fast tilknyttet som kommentator hos Human Rights Services internetside rights.no. Jeg har længe inden med interesse og respekt fulgt frontfigurerne Hege Storhaug og Rita Carlsens arbejde med tænketanken, der især beskæftiger sig med integrationens bagsider og muslimske børn og kvinders sårbare situation i dagens Europa. For det er et Europa, der i stigende grad baner vej for, at fremmede kulturers tradition og religion får lov at overtrumfe de rettigheder, kvinder og børn ellers er tilsikret i et vestligt demokrati.
Læseren skal derfor vide, at jeg er forudindtaget. Man må selv læse Hege Storhaugs nye bog og give mig ret eller uret i min bedømmelse: Jeg finder den fremragende.
At norske "anti-racister" beskylder Storhaug for at være fremmedfjendsk og for at skabe et ”fjendebillede af islam” viser, hvor betændt debatklimaet er. Dette er ingen vred eller fjendtlig bog, det er en nødvendig bog, skrevet af et menneske, der mener, at Norge og Europa grundet årtiers fejlslagen indvandringspolitik er på vej mod, hvad den tyske islamforsker og liberale muslim Bassam Tibi kalder ”det arabiske Vesten”.
Storhaugs mission er at råbe politikere og borgere op, og få os til at forstå, at den frihed, vi har i denne del af verden, ikke er givet til evig tid. Som hun skriver i det indledende kapitel:
”Friheden vi i dag nyder som norske borgere er enestående. Fra vi fødes til vi dør står der en omsorgsfuld og veludviklet velfærdsstat parat til at dække vore behov.” Og videre: ”Den personlige frihed vi har er suveræn i et historisk og internationalt perspektiv. Jeg tænker særligt på det åbne og frie forhold mellem mænd og kvinder, præget af ligestilling og gensidig respekt.” Ja.
Storhaug forklarer, at i løbet af få år vil indvandrere udgøre majoriteten af befolkningen i det Oslo, hvor Muhammed allerede i dag er et af de mest populære navne til nyfødte, og hvor fem norske skoleelever skal integrere 15 indvandrerbørn. En så godt som umulig opgave.
Islam og kønslemlæstelse
Inden udgangen af århundredet vil Norges befolkningsflertal have sine rødder i andre kontinenter end Europa. Hvilket Norge bliver det? Storhaug tøver ikke med at pege på en af de alvorligste hindringer for muslimers integration i Vesten: Islams syn på kvinden. Muhammed, der som Storhaug skriver, ikke blot var religionsstifter men også kriger, tyran og kvindeundertrykker, indførte den polygame familie og kontrollen med kvindens seksualitet. En kontrol, der synes lige så stærk i Europas immigrantmiljøer som på profetens tid, og som naturligvis kræver, at kvinden er tildækket. Sløret er både hagekors og jødestjerne, krigsmaskine og undertrykkelsesinstrument, og et af de mest provokerende emner, man kan diskutere med muslimer, siger Storhaug, er ægteskab uden for deres religion.
Forfatteren anskueliggør problematikken med cases og baggrundsstof. Bl.a. fortæller hun om det enorme antal muslimske ægteskaber, hvor ægtefællen hentes i hjemlandet, ofte til ulykke for de muslimske kvinder og for integrationen i al almindelighed. Hun beskriver kønslemlæstelse (det, vi her i landet stadig kalder kvindelig omskæring) og rapporterer fra den historiske retssag i Frankrig i 1999, hvor Mama Greou, som hun blev kaldt, fik otte års fængsel for at have lemlæstet 48 småpiger. Forstemmende er det at læse, at hvor advokaten Linda Weil-Curiells synspunkt om, at kønslemlæstelse skal sidestilles ikke kun med mishandling, men med alvorlig legemsbeskadigelse, har vundet indpas, er en række efterfølgende sager endt med betingede straffe. Forsvarerne vinder frem med argumentet om, at det ikke var hensigten at skade barnet eller påføre det smerte. Men det er et forkert ræsonnement, mener Weil-Curiell: Intentionen er at ødelægge den seksuelle lyst hos den fremtidige hustru.
Storhaug punkterer også myten om, at kønslemlæstelse ikke har rod i islam. Vist opfordrer Koranen ikke til det, men muslimske retslærde kan henvise til en religiøs fortælling, hvori Muhammed taler for en begrænset form for kvindelig omskæring. Ingen kristen kopter, der går ind for kønslemlæstelse, kan gøre noget lignende, og kønslemlæstelse praktiseres ikke af majoritetsbefolkningen i et eneste land, som er domineret af en anden trosretning end islam. Storhaug henviser også til, at en autoritet som Yussuf al-Qaradawi, præsident for Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, der er domineret af Det Muslimske Broderskab, anbefaler kvindelig kønslemlæstelse i en fatwa, altså et juridisk responsum.
Den islamofile elite
Nogle erindrer måske B.T.s afsløringer sidste år af børnetransporterne, som betød, at pakistanske piger ved imamers hjælp blev sendt tilbage til Pakistan. Det var Storhaug og Carlsen, der tippede B.T., da de afslørede, at bl.a. Minhaj ul-Quran bevægelsen sender norske og danske piger tilbage til Pakistan, hvor de anbringes på rædselsvækkende og brutale Koran-kostskoler. Også denne rejse er beskrevet i bogen.
Men bogen handler langtfra kun om muslimske kvinder og børns forhold. Storhaug er i stigende grad bekymret for islamismen som trussel mod det vestlige, sekulære demokrati. Hun gennemgår væsentlige træk i islams historie og beskriver de unge europæiske muslimers vækkelse. Også i Norge vinder islamistiske ideologer som den afdøde Abu'l Mawdudi, der grundlagde det ekstremistiske parti Jamaat-e-Islami i Pakistan og den nulevende Tariq Ramadan, barnebarn af stifteren af Det Muslimske Broderskab, frem.
Storhaug skoser politikerne for ikke i tide at have forstået, at integration ikke blot handler om at få folk i arbejde, men om værdier. Hun giver eksempler på ubehagelige knæfald for islam, som da den daværende integrationsansvarlige Erna Solberg modtog en af Pakistans mest radikale islamister og accepterede, at de ikke skulle give hinanden hånden. Og hun erindrer hædersmanden og politikeren Halgrimm Berg, der repræsenterede Høyre i Stortinget. I 1991 gik han på talerstolen i Europarådet i Strasbourg, da rapporten om ”Den islamiske civilisations bidrag til europæisk kultur” skulle til afstemning. Berg ville ikke stemme for denne rapport, der var kemisk renset for kritik af den islamiske verden, herunder behandlingen af kvinderne: ”Mine damer og herrer, dette er ingen dialog, det er en monolog i islams favør. Vi må arbejde for reel dialog, som ikke gør den frie tanke, intellektuel generøsitet og tolerance til en envejssag.” Men ingen lyttede, og rapporten blev vedtaget uden ændringer.
Storhaug undrer sig over en intellektuel og politisk ”islamofil” elite i dagens Norge, der benægter, hvilken afgørende betydning religiøse og kulturelle værdier og traditioner har for et samfund. Og som ikke forstår, hvor vigtig ytringsfriheden er, f.eks. i relation til sagen om Muhammed-tegningerne. ”Ytringer kan være umoralske, men ikke ytringsfriheden,” fastslår hun. Samtidig møder denne elite sine kritikere med hån og fjendtlighed. Da redaktøren af en kristen avis Vebjørn Selbekk valgte at trykke Muhammed-tegningerne, blev han udsat for en hadkampagne uden lige og stemplet som ekstremist på linie med voldelige, muslimske ekstremister. Ved et offentligt møde beklagede og undskyldte Selbekk. Til gengæld forsikrede Islamisk Råd i Norge den drabstruede Selbekk, at han nu stod under rådets beskyttelse og ikke ville blive udsat for et attentat!
Mandlig beskyttertrang
Og hvor er feministerne henne? For Storhaug er kvindetemaet helt afgørende i den ideologiske kamp om Europas fremtid. Men feministerne, ja, de går på banen, når det drejer sig om ”retten til at bære slør”. Mange af feministerne synes at være gamle socialister, ”blindet af den multikulturelle drøm”. Denne drøm ender med at acceptere kvindeundertrykkelse i brede befolkningslag.
Påfaldende er det, skriver Storhaug, at af alle de henvendelser, hun i årenes løb har fået fra mennesker, der er bekymrede over overgreb mod hustruer, mødre og døtre i indvandrermiljøer, kom de fleste fra mænd i alderen fra 40 til 60 . Er det mon mænds beskytterolle, der gør sig gældende, spørger Storhaug?
I slutningen af bogen giver hun en lang række anbefalinger til, hvad samfundet bør gøre. Herunder at sørge for beskyttelse af kvinder og børns rettigheder gennem en række praktiske foranstaltninger, bl.a. ved at forbyde hovedtørklæde o.lign. tildækning i skoler og offentlige institutioner. Øge opmærksomheden om den muslimske antisemitisme. Forlange ti års gyldigt ophold før tildeling af statsborgerskab. Sætte gang i forskning om, hvilken betydning henteægteskaber har for befolkningsfremskrivningen.
Hun giver også en række konkrete eksempler på, hvad hun tror vil være en realitet i Norge i en ikke fjern fremtid: Autonome, muslimske områder, hvor islamister ved hjælp af vold og pres gennemtvinger deres egen retsorden. En radikalisering af fremtidige muslimske grupper, som somaliere og irakere. En stigning i voldtægtssager, hvor ofrene er etniske, norske piger og kvinder, og gerningsmændene har ikke-vestlig baggrund. Udvisning af radikale imamer. Flere og flere konvertitter og en radikalisering af konvertitter, også de kvindelige, der kan kulminere i kvindelige selvmordsbombere på norsk grund.
I øvrigt mener Storhaug, at det er opfattelsen af islam som ”den tredje vej”, mellem den rent materielle marxisme og den åndelige kristendom, der er drivkraften for mange konvertitter, der ikke sjældent kommer fra den yderste venstrefløj. I islam finder de en radikal ideologi, der omfatter alt.
Ikke for de feje
I dagene efter mordet på filminstruktøren Theo van Gogh var Storhaug i Amsterdam. Hun tog ud for at fotografere den moské, som gerningsmanden kom i. Fra det øjeblik, ”kameraet pegede på bygningen”, tog det mindre end ti sekunder, før syv mænd af arabisk, afghansk og pakistansk herkomst, i alderen 25-35 år, stormede ud af bygningen og gik til angreb på Storhaug og kameraet. Ingen af de hollændere, der overværede optrinnet, kom hende til hjælp. Overfaldsmændene fik deres vilje, billederne blev ødelagt. Storhaug slap med skrammer og denne afskedssalut fra islamisterne: ”You go back home. This is our country.”
”Pas godt på fremtiden,” sagde Theo van Goghs mor ved sin søns begravelse. Hun sagde også: ”Frihed er ikke for feje mennesker.”
Som Storhaug skriver: ”Jeg tror at vi i en ganske nær fremtid vil opleve, at de som har været uvidende og passive, ikke vil blive vist særlig sympati, om de er intellektuelle eller politikere. Som andre samfundsaktører vil de en dag blive mødt med spørgsmålet: Hvilken side stod du på, da det virkelig gjaldt?
Var du blandt dem, som stod på frihedens og demokratiets side, eller var du blandt dem som stod for dialog med totalitære kræfter og som veg til side i misforstået respekt?”
