"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Lauritz strammer skruen

18. december 2012 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Uwe Max Jensen

Lauritz.com's afblæsning af en berammet auktion over et maleri af julemanden viser at frygten for at krænke muslimer breder sig, skriver Uwe Max Jensen.

I januar 2010 afviste auktionshuset Lauritz.com at sælge en tegning af Kurt Westergaard til fordel for det jordskælvsramte Haiti  . Auktionshuset ønskede ikke at blive sat i forbindelse med Westergaards navn trods det noble formål. Nu strammer Lauritz censurskruen yderligere.

Da beboerbestyrelsen i Egedalsvænge i Kokkedal besluttede, at bebyggelsen for første gang i en menneskealder ikke skulle have et juletræ, der markerede den kristne højtid, udløste det en medie- og Facebook storm, der har været en af årets kraftigste.

Jeg kommenterede også på sagen, da jeg malede et billede af en vred julemand, der skumlede i skægget over det bortcensurerede træ. 

Pludselig afblæst

Jeg blev så begejstret for resultatet, at jeg satte maleriet, der bærer titlen Jul i Kokkedal, til salg hos auktionshuset Lauritz.com's afdeling i Aalborg for at se om, maleriet kunne indbringe lidt penge inden jul. Maleriet blev af Lauritz's kunstfaglige ekspert vurderet til 1000 kroner, og auktionen blev programsat.

Men da auktionen skulle til at gå i gang, blev den afblæst. 

Det undrede jeg mig over, og jeg kontaktede auktionshuset for at få en forklaring. I Aalborg afdelingen fortalte de, at de var blevet beordret til at afblæse auktionen af hovedkvarteret i Herlev. Samtidig lovede de, at jeg senere ville få en forklaring af hovedkvarteret vedrørende afblæsningen af auktionen. Den forklaring har jeg stadig til gode. 

Da jeg hentede mit maleri hos Lauritz i Aalborg fredag aften, spurgte jeg, hvorfor auktionen var blevet afblæst. Damen i skranken oplyste, at hovedkvarteret i Herlev havde krævet auktionen afblæst, fordi julemanden på mit billede "så arabisk ud". Det synes at være en poetisk omskrivning af det faktum, at min julemand har visse ligheder med Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. 

På bloggen Denfri skrev jeg om Lauritz's afblæsning af auktionen. Dagen efter var fotoet af mit maleri, der hidtil havde været tilgængeligt på Lauritz's hjemmeside, væk. 

Sagen har været omtalt kort i den lokale avis Nordjyske. Ellers har der ikke været nogen medieinteresse. Nogle vil måske indvende, at en afblæst auktion er en mindre sag. Jeg er ikke enig.

Frøen i gryden

Jeg har de seneste år solgt omkring 50 malerier via Lauritz.com, og jeg har ikke tidligere oplevet en afblæsning af en auktion. For mig at se fremdrager episoden på sin egen stille facon en vigtig pointe.

Nu er man ikke bare bange for Kurt Westergaard og hans tegning, man er også bange for ting, der alene kan give associationer til Kurt Westergaard. Det er en ret interessant, omend tragisk udvikling, og den minder mig om en historie fra Flemming Roses bog om Muhammed-krisen, hvor det fortælles, hvordan man koger en frø.

Hvis man smider en frø i en gryde med kogende vand, springer den straks op af vandet. 

Derfor smider man frøen i en gryde med lunkent vand og tænder for blusset, så vandet bliver varmet langsomt op. Den langsomme opvarmning gør, at frøen ikke opfatter temperaturforskellen og frivilligt lader sig koge. Frøen lægger ganske enkelt ikke mærke til, at den er ved at dø, fordi ændringerne sker gradvist. 

Med Lauritz.com's afblæsning af en berammet auktion over et maleri af julemanden er vandet i gryden blevet lidt varmere.  

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg