"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Lars Hedegaard hyldet i Bruxelles

11. juli 2012 - Artikel - af Ingrid Carlqvist

I over to år kæmpede Lars Hedegaard mod anklager om racisme, inden han til slut blev frifundet. I mandags kom belønningen – en official udmærkelse som frihedsforsvarer. Som den første nogen sinde fik Hedegaard prisen Defender of Freedom Award. Den canadiske forfatter Mark Steyn overrakte prisen med ordene: "Du er en europæisk helt, Lars."

Mark Steyn motiverede tildelingen af prisen til Lars Hedegaard. Foto: Steen Raaschou

Under meget hemmelighedskræmmeri havde menneskeretsorganisationen ICLA, International Civil Liberties Alliance, indkaldt til møde i EU-parlamentet mandag den 9. juli.

Salen var booket af det belgiske parti Vlaams Belang, og de ca. 120 deltagere kom fra såvel Europa som Nordamerika og Egypten. Blandt de indbudte var repræsentanter for de danske og svenske Trykkefrihedsselskaber, bl.a. undertegnede og Lars Hedegaard.

Taler efter taler vidnede om, hvordan islamiseringen af deres lande indskrænker borgernes frihedsrettigheder. Bestsellerforfatteren Mark Steyn satte hovedet på sømmet, da han indledte sin tale med at berette om, hvordan han var blevet advaret mod at lade sig se ved dette møde, i selskab med sådanne kontroversielle mennesker.

- Men de siger aldrig noget til at lade sig se i samme rum som eksempelvis den muslimske leder Bilal Philips, sagde Mark Steyn. Philips talte for nyligt ved en konference om det multikulturelle Canada og forklarede der, hvad han mener, når han siger, at homoseksuelle skal dræbes:

"Det gælder jo bare homoseksuelle i muslimske lande og kun når fire personer har bevidnet handlingen. Folk har en tendens til at tage mine ord ud af sammenhæng."

Tag en Twilight Walk i det nye Europa

Mark Steyn fortalte, at han for to år siden var i København og hørte Lars Vilks beskrive brandattentatet mod sit hus, der blev udført af to muslimske brødre, som ville slå kunstneren ihjel, fordi han havde haft den frækhed at tegne Muhammed som en hund i en rundkørsel.

Heldigvis var disse jihadister så klodsede, at de måtte nøjes med at sætte ild til deres egne bukser. Desuden efterlod de deres legitimation i haven og kunne derfor pågribes.

- Dagen derpå tog jeg til Malmø for at opleve dette Sverige, sagde Mark Steyn. Jeg drak kaffe på det dejlige middelalderlige torv midt i byen og kom i snak med to søde blondiner. I skumringen besluttede jeg mig, trods blondinernes advarsler, for at spadsere til Rosengård. Under den tyve minutter lange gåtur blev der stadigt længere mellem blondinerne og stadigt kortere mellem de skæggede mænd og de tilslørede kvinder. Netop der gik det op for mig, at sådan ser Europa ud. Jeg anbefaler alle at foretage denne Twilight Walk og med egne øjne se, hvad der er sket.

Jo mere muslimsk – des mindre frit

Mark Steyn pointerede, at forvandlingen ikke er valgt af europæerne selv. Det er politikerne, der har valgt den for os.

- Sandheden er, at jo mere muslimsk et samfund bliver, des mindre homoseksuelt bliver det, des mindre jødisk, feministisk, kunstnerisk og frit. Der bliver mindre af alt.

Lyset i mørket er mennesker som Lars Hedegaard, mente Steyn.

- Der findes nogle få modige sjæle som dig, Lars, der står op mod de forbrydelser mod menneskeheden, der bliver begået. Du blev anklaget for at forsvaret de kvinder, der bliver udsat for mandlig vold inden for islam – en vold, der rammer såvel muslimske som ikke-muslimske kvinder. Det burde være et gigantisk problem for feministerne, men de tier. I stedet er det en "hadefuld" person som dig, der taler for dem.

Mark Steyn, der selv er blevet tiltalt og frikendt for såkaldt "hadetale", udtrykte sin beundring for mennesker, der bliver ved med at hævde deres ret til at kritisere islam trods dødstrusler og endog mord på ligesindede. Han mindede om det citat, som man plejer at tilskrive Voltaire – om at være parat til at dø for andres ret til at udtrykke deres mening.

Ikke et twit for ytringsfriheden

- Det der med at dø er måske for meget at forlange af folk. Men hvad så med et lille twit for ytringsfriheden? Nej, det er der yderst få, der gør, og derfor er Lars så usædvanlig. Han står op, mens det fjollede venstre gør alt for at blive muslimernes prison bitch.

Inden har han gav diplomet til frihedsforsvareren Lars Hedegaard, citerede Mark Steyn John Milton, den engelske digter og politiker, som også Lars citerede under retshandlingerne mod ham:

"Give me the liberty to know, to utter, and to argue freely according to conscience, above all liberties."

- Det sagde Milton allerede i 1644, men endnu i dag er det ikke selvindlysende. Lars, du er en forkæmper for livet, en euroæisk helt, du har fuldt fortjent denne pris.

Defender of Freedom Award

ICLA indstiftede prisen i år for at gøre opmærksom på det mod, der kræves for at forsvare individets frihed. Motiveringen er, at sekulære og religiøse autoriteter i dag giver efter for fristelsen til at begrænse eller ophæve de menneskelige rettigheder.

De, der protesterer, risikerer at blive retsforfulgt eller overfaldet, miste deres arbejde, blive frosset ud og offentligt fordømt. ICLA mener, at disse mennesker er ledestjerner i mørket og påminder os om, hvad vi vil tabe, hvis vi giver vore frihedsrettigheder i bytte for vage løfter om "fred" og "sikkerhed". De viser os, at vi må stå op imod indførelsen af særlige rettigheder til visse religiøse grupper på bekostning af alle andre, og at fremtidige generationer vil takke dem.

Prisen skal uddeles hvert år.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg