"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Kunsten at få et iransk pas

November 2007 - Helle Merete Brix

Nahal Tajadod giver et fascinerende indblik i dagligdagen under det iranske præstestyre

PARIS: En iransk kulturbegivenhed i Paris må nødvendigvis foregå i en afghansk forening, som ingen kender, i en lille gade, det er svært at finde i det u-fornemme 11. arrondissement. Her er hjemstedet for den iranske kultursammenslutning. Lettres Persanes hedder den – med reverens til Montesquieus berømte bog fra 1721. Indenfor er alt, som man kan forvente med grå gulvtæpper, tunge bogskabe og få publikummer. Vi mangler blot de alvorlige portrætter af iranske forfattere, der stirrer på én fra væggene i Den Iranske Forening i Blågårdsgade i København.

Men ligesom jeg har truffet interessante folk i foreningen i København, er denne begivenhed værd at skrive om. Lettres Persanes, der drives af blandt andre eksil-iranere, der er flygtet fra Khomeinis revolution, har specialiseret sig i litteratur fra Iran. Denne tirsdag aften har man inviteret den iransk-franske Nahal Tajadod, der for nylig udgav bogen Passeport à l'iranienne. Det er en humoristisk roman om et alvorligt emne. For romanen, der udspiller sig over 10 dage i Teheran. baserer sig på Tajadods vanskeligheder med at få fornyet sit iranske pas i forbindelse med sin hjemrejse til Paris. Her har hun boet siden 1977.

Men hvad skal man med et iransk pas, når man er fransk statsborger? Jo, en iransk ven forklarede sagen for mig: Den iranske stat anerkender ikke iranske statsborgeres dobbelte statsborgerskab. Iransk statsborgerskab er umisteligt. Er man én gang blevet iransk statsborger, fordi ens far eller ægtemand er det (men ikke fordi ens mor eller hustru er det), bliver man i den iranske stats øjne ved med at være det. Det er ligegyldigt, om man har boet i eksil i et europæisk land igennem mange år og for eksempel har fået statsborgerskab i Frankrig eller Danmark. Skulle en eksiliraner på familiebesøg i Iran rage uklar med de iranske myndigheder og blive sat i fængsel, er det således usikkert, hvor meget det europæiske værtsland vil kunne hjælpe.

Flere af de iranere, der udgør størstedelen af publikum denne aften, bidrager da også med historier om deres børn, der regnes for statsborgere i Iran, selvom de fra små er opvokset i Frankrig. ”Der må skrives en bog om at få et pas”, mener én. Tajadod selv kaster sig ud i beretningen om vejen til passet, og jeg læser videre i bogen, som jeg køber denne aften hos Lettres Persanes.

Den identitetsløse kvinde

Romanen tager sit udgangspunkt i et fotoatelier med navnet Ecbatane. Det giver mindelser om førislamiske storhedstider, så Tajadod, der erklærer, at ”den islamiske revolution er en parentes i Irans historie” foretrækker dette atelier frem for et med et mere nutidigt islamisk navn. Hun møder op for at få taget sit billede, der skal understrege den islamiske identitet. For kvinder i dagens Teheran indbefatter et identitetskort en ”ikke-identitet”, som Tajadod forklarer. Den islamiske kvinde skal være så usynlig som muligt. Hun er dækket til, hun bærer ikke make-up, hun parfumerer sig ikke, hun lakerer ikke sine negle, og hendes tøj skjuler hendes former.

Nahal Tajadod
Nahal Tajadod – som hun ser ud i Frankrig

Under en foto-seance består kunsten i både at se på fotografen, når han knipser billedet, og samtidig ikke se på ham, da en kvinde naturligvis ikke kan sende en mand et direkte blik. Ecbatane er også et eksempel på paradokserne i dagens Iran: I udstillingsvinduet bemærker Tajadod et foto af en seks-syv-årig pige, der har mere make-up på end de medvirkende i de berømte Moulin Rouge shows i Paris. Indenfor finder man de vanlige billeder af revolutionens grundlægger, ayatollah Khomeini, og den øverste leder, ayatollah Khamenei.

Men pasbilledet er kun en lille del af alt det formelle, der venter. Tajadod får at vide, at der nemt kan være en måneds ventetid på passet, det vil sige efter at man har tilbragt et par døgn i køen ved diverse relevante institutioner. Så hun må i gang ad de kanaler og med de midler, der skaffer én foran i køen: forbindelser og penge. Imens ringer hendes franske ægtemand, som er filminstruktør, utålmodigt fra Paris. Kommer hun og deres lille datter Kiara snart hjem? Hvad foregår der? Har hun glemt, at de er inviteret til filmfestival i Cannes? Hvor tilbringer hun dagen? Alt hvad han kan få ud af Tajadods hushjælp i lejligheden i Teheran er en persisk-engelsk sætning: ”Telefon later.”

Det bliver lægen Askarnia, som Tajadod i bogen konsekvent kalder for Sattar, da han minder om Irans berømte sanger af dette navn, der først sætter skub i sagerne. Sattar er patolog med gode forbindelser til højtstående folk i pas-departementet. Sammen med Sattar tropper hun op for at få udfyldt de obligatoriske papirer. Tajadod protesterer over det, Sattar beordrer skrevet ned: Nej, hun er ikke husmor, hun har en doktorgrad i kinesisk, og nej, hun skal ikke til Paris som turist, hun skal tale på en konference om buddhismens indflydelse på den persiske mysticisme. Men Sattar ved, hvad der betaler sig bedst, og således bliver Tajadod i papirerne til en iransk husmor, der skal til Paris som turist.

Komplikationer

Men det går ikke så nemt, som Tajadod har håbet. Der støder komplikationer til, fordi Sattar har foretaget en utilfredsstillende obduktion af et familiemedlem til den oberst, der ellers er en vigtig hjælper i forbindelse med pasudstedelsen. Pludselig får Tajadod at vide, at der mindst vil gå en måned, dernæst, meget værre, at hendes pas er blokeret af den berygtede sektion 1. Denne afdeling er beskæftiget med sikkerhedsspørgsmål, og kan for eksempel beslutte, at man udgør en fare for den iranske stats sikkerhed og skal forhindres i at forlade iransk jord. Det er dog en fejl, passet er blot strandet hos en anden myndighed, og efter ti dage kan Tajadod, med flittig brug af mobilen, flere fotokopier af diverse dokumenter og med ivrige iraneres hjælp, fremvise sit trofæ: et iransk pas.

Ventetiden tilbringer Tajadod de mest forskellige steder, blandt andet på flere etager i pas-departementets bygning. Bogen giver levende beskrivelser af de mennesker, hun møder her. For eksempel den unge mand, der ikke kan få et pas, fordi han har rod i sine militærpapirer. Hvor kan han få en kopi af papirerne, hvis ikke han kan finde dem hjemme? ”Hos din tante,” råber Sattars bekendte, obersten, der dernæst beder den unge mand om at forsvinde i en vis fart.

Vrede kvinder i deres hellange sorte chadors råber rasende til Tajadod, at de ikke har kæmpet for den islamiske revolution for at folk som hun kan springe over i køen. Sattar, alias lægen Askarnia, træder til, og forklarer værdigt, at Tajadod er hans patient, og at hun lider af en sygdom, der skal behandles omgående i Vesten. Han tager hende endda med lægelig autoritet under armen, selvom fysisk kontakt mellem en mand og en kvinde, der ikke er i familie, er forbudt i dagens Iran.

Læserne tages med rundt i Teherans forskellige kvarterer, det Teheran, der på tredive år er gået fra 3 til 12 millioner indbyggere. Forurenet og overbefolket, med en arkitektur, som Tajadod beskriver med det franske ord ”moche”, altså, grim, dårlig, men som hun alligevel elsker. Vi er i tesaloner med Tajadod og en chauffør i det lidet fornemme sydlige Teheran, i shoppingcentre, til familiemiddage, på galleri, i den eksklusive nordlige del af byen, forbi Khomeinis enorme mausoleum omkranset af de fire minareter og ved Tajadods fars grav – den far, der var 74 år, da hun blev født. Moderen døde i Paris.

Vi er også på besøg i det palads, der før revolutionen var hjem for shah Pahlavi, og vi er på en café, som alle ved er et mødested for lesbiske, og hvor det ene hovedtørklæde diskret omfavner det andet.

Tarof

I bogen indgår beskrivelser af alle de iranere, som Tajadod slet ikke kender, men som vil have hende til at gøre dem tjenester. Én vil have hjælp til at opspore en forsvunden søn i Sverige. En anden vil have hende til at overbringe papirer til filmskuespilleren Gérard Depardieu. En tredje vil, straks hun får at vide, at Tajadod er forfatter og bor i udlandet, have svar på, om hun mener, at Woody Allens film Deconstructing Harry er tro over for Derridas tanker?

Kunsten at få et iransk pasTajadod reflekterer ind imellem over sin barndom og det Iran, der ikke længer eksisterer. Dengang hun var 14 år og i selskab med sin barneforelskelse. Dengang hendes mor kunne skrive og synge frit. I dag må man høre kvindelig solosang i smug, måske på taxachaufførens kassettebånd, for kvindelig solosang er ikke tilladt i det islamiske Iran. Naturligvis hører vi også om den menige iraners kærlighed til digteren over dem alle i Iran, Hafez, som er den man må citere, når man rammes af de ”eksistentielle øjeblikke”.

Vi får et fint indblik i dagligdagens gøremål og konduite, herunder en indføring i begrebet tarof. Tarof svarer til det danske begreb ”at nøde”. Altså, man siger for eksempel nej til et stykke kage, selv om man har lyst til det. Naturligvis skal det ende med, at man får kagestykket. Tajadod taler om en regulær ”tarof-krig” med de chauffører, der fragter hende rundt under hendes bestræbelser på at få passet i hus. Chaufføren skal ved turens slutning sige, at den skal han ikke have betaling for, og Tajadod skal insistere på at betale. Samtidig gælder det om under turen at skjule, at man bor i udlandet, for ellers kommer man i sidste ende til at betale tre gange mere end ellers.

Den islamiske revolution har forbudt paraboler og satellitkanaler, men de er uhyre almindelige. Tajadods mand på dette område, hr. Sabeti, der benytter ordet ”up-grade” tre gange i hver sætning, er ekspert i at skjule paraboler bedst muligt. Tajadod bistår ham i at fjerne pornokanaler, og hr. Sabeti lægger børnekanalen Piwi ind, ligesom Tajadod beder om France 2 og France 3, men ikke tv-kanaler fra Los Angeles, hvad der ellers er populært. I stedet vil hun have kulturkanalen Arte. Hvorfor dog, spørger hr. Sabeti, der også kan fortælle Tajadod, at hun er den eneste af hans kunder, der ikke beder om at få de officielle islamiske tv-kanaler fjernet.

Politiske kvinder

Det ligger Tajadod på sinde at give et billede af den iranske kvinde, ikke blot som tildækket og undertrykt. De iranske kvinder uddanner sig, de fornærmer deres mænd, og de træffer selvstændige beslutninger, forklarer hun hos Lettres Persanes. Men når unge iranerinder i velhaverkvarteret gør så meget ud af at have ikke bare én, men to mobiltelefoner, smukt tøj og tilbehør, når de bærer så lidt tørklæde som muligt og så korte frakker som tilladt, så er det ikke blot et overfladisk fænomen. Det er en politisk manifestation.

Når hun en aften i venindens bil insisterer på at hendes veninde tager hovedtørklædet ordentligt på, er det heller ikke et spørgsmål om forfængelighed. Det er for ikke at risikere at tilbringe aftenen med at forklare sig over for de religiøse myndigheder, og måske få valget mellem bøde eller piskestraf for usømmelig optræden. En veninde af Tajadod blev faktisk på et tidspunkt idømt 100 piskeslag.

Tajadod gør også en anden erkendelse under de ti dage: Hun er blevet ældre. Hun er gået fra at være ”søster” til at være ”mor”. Den islamiske revolution gjorde alle kvinder til enten søstre eller mødre. I pas-departementet tiltaler en ung mand hende som ”mor”. Det er første gang, Tajadod oplever det. Det er næsten et større chok end at få at vide, at hun skal vente en uge på at få passet.

Tajedods nu afdøde mor gjorde engang oprør mod denne islamisering af sproget. På en restaurant tiltalte tjeneren hende ”mor”, hvortil hun replicerede: ”Jeg har aldrig været i seng med Deres far. Hvordan kan jeg være Deres mor?” Tjeneren forsvandt ud i køkkenet uden et ord.

Til det sidste er Tajadod nervøs for, om noget går galt. Ved en af flere kontroller i lufthavnen, hvor datteren Kiara stolt fremviser sit franske pas, hendes livs første, tænker Tajadod på de iranere, der har oplevet at blive standset i sidste øjeblik og ikke har fået lov at rejse ud. Men det sker ikke, og Tajadod og hendes datter kan gå ombord i Iran Air og lytte til den kvindelige kabinechefs obligatoriske lovprisning af Khomeini og martyrerne, før samme kabinechef bekendtgør, at ”kaptajn Massoumi og hans besætning byder Dem velkommen om bord”. Udenfor kan man se Alborz-bjergene, og der er fem timers flyvning til Paris. Tajadod tager sit hovedtørklæde af.

Nahal Tajadod: Passeport à l'iranienne. Paris, JC Lattès, 2007.