"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Kristeligt Dagblad udelukker debattør efter offentliggørelse af Muhammed-tegninger

22. maj 2010 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Uwe Max Jensen

Censur på Kristeligt Dagblads blogunivers Eftertanke.dk

Mens der var himmelhøjt til loftet, når tidligere imam Ahmed Akkari tordnede mod homoseksualitet og menneskets frie vilje på Kristeligt Dagblads internetportal Religion.dk, er der lidt lavere til loftet, hvis debatører refererer til historier, der vedrører religionsstifteren Muhammeds forhold til mindreårige Aisha.

I Sverige stilles Skånepartiets stifter Carl P. Herslow for retten med en tiltale for ”hetz mod folkegruppe”, efter at partilederen har hængt plakater op i lygtepælene i Malmø. Plakaten viser en ældre mand, der holder en lille pige i hånden. I hånden har den lille pige en bamse. Plakatens billedtekst lyder: "Muhammed med hustru. Han 53 og hun 9. Er det sådan bryllupperne skal være i Skåne?”

Denne sag har debattøren Hans Erling Jensen skrevet om og illustreret med et billede af den omtalte plakat på Kristeligt Dagblads blogunivers Eftertanke.dk. Avisen har imidlertid fjernet posteringen og efterfølgende helt udelukket Hans Erling Jensen fra Eftertanke.dk.

I en mail til Hans Erling Jensen skriver Kristeligt Dagblads internetchef Anders Ellebæk Madsen:

"Vi har udelukket dig fra vores blogunivers på eftertanke.dk. Vi har ambitioner om at skabe et højkvalitets-blogunivers, og har synes vi ikke, du hører hjemme. Det er altså ikke en udelukkelse pga. en overtrædelse, men en udelukkelse ud fra en kvalitetsvurdering."

Hans Erling Jensen bor i Sverige, og han har ikke meget til overs for Kristeligt Dagblads censur.

"Jeg føler mig som Hans Bendix før krigen, og jeg er målløs over Kristeligt Dagblads beslutning om at censurere og udelukke mig. Jeg har ikke gjort andet end at referere en historie fra vort broderland Sverige, hvor jeg tilfældigvis bor," siger Hans Erling Jensen til Sappho.

Hvad mener du om Kristeligt Dagblads begrundelse?

"Hvad er højkvalitet. Det må være, når man skriver det, der passer Kristeligt Dagblad. Kristeligt Dagblads holdning er dræbende for den fri debat. Den er en reminiscens af de diktaturstater, som vi i Europa for længst har kørt på historiens mødding," udtaler Hans Erling Jensen.

Hans Erling Jensens bortcensurerede indlæg er nu tilgængeligt her

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg