"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Kirkeasyl lægger afstand til Asylret

3. oktober 2009 - Den løbende - af Uwe Max Jensen

Talsmand Sigurd Jacobsen fra Kirkeasyl trækker sig som administrator af Asylrets Facebook-gruppe

Enhedslisten og Kirkeasyl har de seneste dage gjort et stort nummer ud af, at Kirkeasyl udelukkende fører kampagne for afviste asylansøgere og ikke støtter udviste kriminelle. Men internt i Kirkeasyl er der uenighed om denne linje, og i et interview giver Kirkeasyls talskvinde Anna Bogø udtryk for, at hun også støtter udviste kriminelle herunder voldtægtsmanden Mohamed Mustafa Ahmed, der i 2005 blev idømt to et halvt års fængsel og udvist for bestandigt for voldtægt af en 14-årig pige

Organisationen Asylret har derimod hele tiden vedgået, at organisation også fører kampagne for udviste kriminelle Men som Sappho har påvist, er der en række personsammenfald mellem Kirkeasyl og Asylret

Talsmand Sigurd Jacobsen, der er en af Kirkeasyls mest benyttede talsmænd, har i en længere periode fungeret som administrator af Asylrets Facebook-gruppe. En post Sigurd Jacobsen nu har valgt at trække sig fra. Det sker efter et noget forvirrende forløb, der understreger, at Sigurd Jacobsen har været i syv sind, hvad hans administratorrolle i Asylrets Facebook-gruppe angår.

Sigurd (Jacobsen)

I første omgang optrådte Sigurd Jacobsen som administrator af Asylrets Facebook-gruppe under fuldt navn, og han bidrog i flere omgange til Asylrets debatforum. Det blev siden ændret, så kun fornavnet Sigurd fremgik. Siden blev det ændret tilbage igen, så Sigurd Jacobsen igen fremstod med fuldt navn som administrator af gruppen, og nu har Sigurd Jacobsen trukket sig helt som administrator af Asylrets Facebook-gruppe. Sigurd Jacobsen har imidlertid valgt at blive stående som menigt medlem af Asylrets Facebook-gruppe, der i øjeblikket har 1229 medlemmer.

Komisk dobbeltrolle

Sappho kan kun gætte på årsagen til denne maskepi, men et bud er, at Sigurd Jacobsens dobbeltrolle som stærkt profileret talsmand for Kirkeasyl og administrator for Asylrets Facebook-gruppe efterhånden blev ufrivillig komisk. I begyndelsen af september blev Sigurd Jacobsen således interviewet af Jyllands-Posten ("Danskere klar til at hjælpe irakere", Jyllands-Posten 05.09.2009) som talsmand for Kirkeasyl, mens det af artiklen fremgik, at Asylret, hvor Sigurd Jacobsen på daværende tidspunkt var administrator, ikke ønskede at tale med Jyllands-Posten.


Administratorer af Asylrets Facebook-gruppe er, efter at Sigurd Jacobsen har trukket sig: Hannah Eksd, Said Parvin og Pia Qu (stifter).

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg