"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Groft sagt

Dato: 4. december 2008

Tale holdt d. 4. december i anledning af udgivelsen af bogen Groft Sagt af Lars Hedegaard

Af Katrine Winkel Holm

Jeg tror, vi er en del, der gennem årene har moret os over Lars’ Groft Sagt’ er.
Ikke alle, selvfølgelig. Lederskribenten i Information synes ikke Groft Sagt nogen sinde har været morsom. Det skrev han en hel leder om for nylig.

Men vi er en del andre, der har sat pris på den satiriske del af Lars Groft Sagt-virksomhed.
Nu er der ikke noget så kedeligt, som en lang snak om, hvor morsomt noget er.
Så jeg vil ikke sige så meget om den del af sagen.
Kun lige fremhæve et par grovkorn fra samlingen, så vi ved, hvad vi taler om.

Det er for det første et to år gammelt Groft Sagt om fødevareminister Lars Barfoeds kvaler med det alt for gamle kød – jeg tror de fleste husker episoden. Det var dengang, fødevaremyndighederne i Nordjylland fandt noget ti år gammelt kød i Tranum.

Det fik så Lars til i en Groft Sagt med den betegnende titel ”Grauballeburger” til at foreslå at man for ”at aflaste Lars Barfoeds overbebyrdede ministerium simpelthen skulle overlade  kødkontrollen til Kulturarvsstyrelsen, der i forvejen har ansvaret for Danmarks fortidsminder. På Nationalmuseet skal der allerede være planer om at udstille Tranumkødet sammen med Egtvedpigen og Grauballemanden”.

Og så er der grovkornet om statsautoriseret sex fra i sommer, hvor der funderes over, hvad staten skal stille op med prostitution, et fænomen, der har vist sig vanskeligt at få bugt med. Det er svært at forbyde købesex, fordi der er så mange, der frivilligt tilbyder sig til tjeneste. Groft-sagt-løsningen er, at der indføres en statsautorisation med en særlig smileyordning, hvor - og jeg må understrege, at jeg citerer -

”Hvor staten konkret går ind og vurderer den enkelte udbyders faglige kunnen. Hun kunne så få et lille mærke, som man i lyset af den berørte legemsdel kunne kalde en Erek eller Erik, og som kunne gradueres fra strunk til nedhængende. Det ville være en oplagt vindersag for Venstre, Danmarks Liberale Parti, som udover flødekagespisning i fri luft og kraftig sang fra robåde kun har sexlivet tilbage at regulere”.

Kassandras forbandelse

Hvis Lars kun havde været en vittig hund, havde han sikkert været ansat på Berlingeren den dag i dag. Men det særlige ved Groft sagt’erne er jo, at de ikke bare er sjove. Det er sådan set blodig alvor, dyb alvor, presset ned i satirisk form.

Som sagt: Havde Lars nøjedes med at være vittig, hvis han f.eks. havde været en islam-ukritisk kvinde, så var han sandsynligvis ikke blevet fyret. Lars er som bekendt hverken islamukritisk eller kvinde, ikke engang en særlig blød mand. Alligevel, da jeg sad og læste bogen igennem og tænkte på Lars’s publicistiske virke i det sidste tiår, var én af de to skikkelser, jeg kom til at tænke på, faktisk en kvinde.

Jeg kom til at tænke på sagnfiguren Kassandra fra Homers Iliaden: Prinsessen fra Troja, der af guderne var blevet begunstiget med den gave at kunne se klart ind i fremtiden, men samtidig udstyret med den forbandelse, at ingen ville tro hendes ord. Hun forudsagde ellers alle Trojas ulykker: At det ville føre til krig, hvis Paris bortførte den skønne Helena. Ingen lyttede, han gjorde det alligevel - og der kom krig. 

Hun advarede trojanerne mod at åbne portene for den store træhest, som grækerne havde efterladt på strandbredden som en gave, da de tilsyneladende omsider havde givet op og forladt valpladsen. Og igen lyttede de tåbelige trojanerne ikke. De åbnede portene for den trojanske hest, der var fyldt med fjender. Resultatet blev Trojas fald.

Lars er hverken trojansk prinsesse eller spåmand, men mange af de dystre analyser, han har lavet om islams kolonisering af Vesten, ser desværre ud til at gå i opfyldelse. Og lidt ligesom Kassandra, var der få der kunne tage advarslerne alvorligt, da de kom: 

Han er for langt ude, ham Hedegaard. Det er for alarmistisk, for paranoidt, for hate speech’ende, for konspiratorisk.

Det er ikke altid en fordel at være et hestehoved eller to foran, når det gælder viden om islam. Man kommer til at fremstå som en pessimistisk galning: Kan det virkelig være så galt, så primitivt, så frihedsfjendsk, er det ikke bare Hedegaard, der har en skrue løs? 

Alt tyder på, at det faktisk er så galt. Tænk bare på dagens nyhed om, at de Al Qaeda-hjemmesider, der truer med hævn og drab for Groft-sagt-bogen. Det er budskabet om islam, ikke budbringeren, det er galt med.

Hørupsk vid og bid

Hvis nu Kassandra havde været lidt morsom og ikke bare højtideligt havde profeteret sine fremtidssyner, så kunne det jo være, der havde været flere trojanere, der havde lyttet. Jeg tror i hvert fald, at danskerne foretrækker at få de dårlige nyheder skyllet ned med en omgang barsk humor.

Det var det, Lars mestrede så suverænt i Groft Sagt og er baggrunden for den succes som Groft Sagt blev. Derfor bliver man nødt til at supplere Kassandra med en anden skikkelse, hvis man skal beskrive sagen ordentligt.

Jeg vil sige, at Lars’ virksomhed bedst kan karakteriseres som en hybrid mellem Kassandra og Viggo Hørup. Hørup, politikeren og journalisten fra forfatningskampen i sidste del af 1800-tallet. Hørup er ikke bare den bedste stilist i dansk presse nogen sinde. Han var også en særlig stilist: Som skribent var han en spotter, en fredsforstyrrer og en angriber.

Og dem, han angreb, var den dannede overklasse, de forkælede, privilegerede, virkelighedsfjerne nationalliberale – Tøger Seidenfadens forgængere. Men det særlige ved Hørups stil var, at hans pen var dyppet i sarkasme, så lidenskaben blev ironi og de stærkeste følelser kamufleret af humor.

Det er den tradition, Groft Sagt i almindelighed og Lars’s Groft Sagt i særdeleshed indskriver sig i: Det er lidenskab, men lidenskab pakket ind i humor - galgenhumor. Det er upatetisk patos, patos svøbt i bidende ironi.

Det skal nytte

Helt ligner Lars hverken prinsessen fra Troja eller Politikens første redaktør. Det var jo Hørup, der er kendt for at have sagt: Hvad skal det nytte? Hvad skal det nytte at forsvare landet – underforstået lad os da bare give op.

På den måde endte Hørup, - trods sin private krigeriskhed, alligevel som den antimilitaristiske pacifismes fortaler. Han endte med Henrik Pontoppidans ord som ”forsanger i den danske dødsbrægen” – og passer derfor meget godt ind i Tøger Seidenfadens hjørnekontor, hvor han hænger på væggen den dag i dag.

Og det er ikke dér, vi finder Lars i dag. Hverken på den væg eller på den fløj. Er der én sætning, jeg simpelthen ikke kan forestille mig i Lars mund, er det den: Hvad skal det nytte: Kan vi ikke ligeså godt lade være, give op, lukke øjnene, passe vores have og pleje vores neuroser i stedet? Aldrig! Skulle man – på den ene eller den anden eller den tredje måde - give udtryk for noget i den retning, er Lars altid mand for at give en et los i en vis legemsdel, så man kommer i gang igen.  Jeg kunne næsten – næsten - være fristet til at kalde Lars en bremse, der flyver rundt og stikker til det tunge dorske, danske folkelegeme. Selvfølgelig kan det nytte. Det kan nytte og det skal nytte. Og der er en masse, der skal gøres. Det er bare om at komme i gang.

Siden midt i september har der ikke været mere for Lars at gøre på Berlingeren. Det må man jo bare tage til efterretning: Berlingske bønder forstår sig åbenbart ikke på satirisk agurkesalat. I stedet har vi fået denne lille opsamling til at forsøde juletiden og ophidse Abdul Wahid Pedersen – den indtagende, århusianske steningsiman.

Jeg synes, bogen er en perle: Sød og bitter, gakket og skarp med en masse drag over nakken til flagellanterne i Flagellistan.

Den være hermed anbefalet – til publikum
Og til Lars: Tak for ti års grovkorn.