"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Justin Trudeau – Canadas premierminister og kongen af ”blackface” vil bemyndige sociale medier til at indføre censur

30. oktober 2019 - Artikel - af Aia Fog

Den canadiske premierminister Justin Trudeau er en klovn, men en farlig en af slagsen. Hans parti, the Liberal Party, har erklæret, at de vil fremsætte ny lovgivning for sociale medier, der skal stoppe udbredelsen af den voldelige ekstremisme på nettet. Dette skal i første omgang ske ved at lade alle sociale medier fjerne ”…ulovligt indhold, herunder hate speech, inden for 24 timer, ellers vil de imødese betydelige bødestraffe”.

Den canadiske premierminister Justin Trudeau er en klovn, men en farlig en af slagsen. Hans parti, the Liberal Party, har erklæret, at de vil fremsætte ny lovgivning for sociale medier, der skal stoppe udbredelsen af den voldelige ekstremisme på nettet. Dette skal i første omgang ske ved at lade alle sociale medier fjerne ”…ulovligt indhold, herunder hate speech, inden for 24 timer, ellers vil de imødese betydelige bødestraffe”.

Forslaget fra Trudeau og hans parti kommer på trods af, at det canadiske parlament ellers for flere år siden ophævede § 13 i den canadiske menneskerettighedslov, der forbød posteringer på internettet, der spreder had eller foragt. Det gjorde parlamentet fordi loven gav et særligt menneskerettighedsråd kompetence til – uden om domstolene – både at afgøre, hvad der var hadefuld tale og til at idømme anseelige bøder, hvilket trods alt blev for mærkeligt. Især fordi den canadiske straffelov i forvejen yder udstrakt beskyttelse mod hate speech.

Nu føler Trudeau åbenbart, at der alligevel er grundlag for at indskrænke ytringsfriheden yderligere og stoppe hadefulde ytringer på nettet – og oven i købet lade de sociale medier selv agere både politibetjent og domstol i forhold til det indhold, Trudeau nu vil forbyde. Det kan vise sig at være omfattende, for Trudeaus politiske korrekthed og vilje til at lukke munden på alt, der kan komme selv de mest krænkelsesparate på tværs, har været formidabel, grænsende til det absurde: mange kan sikkert huske, da han irettesatte en ung kvinde, der brugte ordet ”mankind”, den semantisk korrekte betegnelse for ”menneskehed” og i stedet foreslog hende at bruge nonsens-ordet ”peoplekind”, som han selv lige opfandt, fordi han fandt det mere inkluderende.

Og skulle nogen have glemt det var det også Trudeau, der i 2017 fik gennemført C-16, en lov, der gør det til en menneskeret at vælge sit eget køn (sic!) og gør manglende accept af det frie kønsvalg til en hate crime. Loven gjorde det også muligt at opfinde og legalisere nye kønspronominer, hvilket har bevirket, at Canada i dag har mere end 70 godkendte kønspronominer.

Trudeaus iver efter at fremstå über politisk korrekt og inkluderende fik nogle gevaldige ridser i lakken, da det kom frem, at han i sin ungdom havde klædt sig ud som neger og sunget The Banana Boat Song i forbindelse med en fest på det overklasse-gymnasium han gik på. Ikke desto mindre fremturer han nu med endnu et angreb på canadiernes ytringsfrihed, der oven i købet har tech-giganterne som politibetjent.

Det er en sørgelig udvikling for ytringsfriheden i Canada, som tydeligvis hellere vil underkaste sig tidens socialkonstruktivistiske strømninger og underlægge sig de krænkelsesparate, end værne om rationaliteten og retsstaten. For faktum er, at had og hadefuld tale ligger klart inden for ytringsfrihedens grænser: had er en helt legal følelse, som man gerne må give udtryk for, så længe den ikke udarter til trusler om vold eller opfordring til vold.

Det har store dele af venstrefløjen imidlertid meget svært ved at forstå – og Trudeau sværest af alle, for han må siges at være blevet kransekagefiguren for alle de politikere, der har drevet den følelsesbårne politiske korrekthed ud på absurditetens overdrev. Det gør ham til den største klovn i spidsen for et vestligt demokrati, men en farlig klovn, for hans tåbeligheder har forvoldt demokratiet stor skade.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg