"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Justice by Twitter

24. april 2019 - AktueltArtikel - af Kit Louise Strand

Vi kender det ad nauseum: Enhver der taler en kulturradikal dagsorden imod, skal ned med nakken. Alle kneb gælder. Især citatfusk.

 

”Så er der alligevel en vis retfærdighed til” var min første tanke, da det i november 2018 blev offentliggjort, at den britiske filosof og forfatter Roger Scruton var udnævnt som formand for den engelske regerings Building Better, Building Beautiful Commission

 

England står overfor store offentlige investeringer af almenboliger for at afhjælpe en akut boligmangel og tanken med denne kommission var at opmuntre og rådgive entreprenører og arkitekter til at inkorporere æstetik i byggeplanerne og udvise hensyn hvad angår placering i det lokale landskab. Håbet var dermed at dæmme op for mere af det tarvelige og åndsforladte, rektangulære betonbyggeri, der har skamferet (også) de engelske forstæder siden 2. Verdenskrig.

 

Man kan undre sig over, at en sådan kommission er nødvendig - men det er den! - og Scruton, der har beskæftiget sig indgående med bl.a. æstetik, skønhed og arkitektur i sit store forfatterskab, var derfor det oplagte valg som rådgiver om bedre byggeskik.

 

Der er blot et problem: Scruton er konservativ. Og konservativ, at det gør noget! Som en markant stemme i den offentlige debat – altid elegant og fuld af engelsk vid, til tider meget polemisk - har han ikke stukket op for bollemælk, men tværtimod udfordret etablissementet den ene gang efter den anden – hvad enten det har handlet om misantropisk arkitektur, kulturmarxismens hærgen på universiteterne, konsekvensen af massiv indvandring til Vesten - eller om sit forsvar for rævejagt. Det er overflødigt at skrive, at denne hævden af sit konservative ståsted har spændt ben for hans karriere og skaffet ham mange fjender, der ønsker ham hen, hvor peberet gror. Og i hvert fald ikke som statsudpeget smagsdommer!

Som Scruton selv ved en tidligere lejlighed formulerede det: ”Once you are identified as Right-wing, you are beyond the pale of argument… You are not an opponent to be argued with, but a disease to be shunned.”

 

Og ja, ikke så snart var han udpeget, før Fanden var løs: adskillige arkitekter og andre kritikere var ude med riven og advare mod en gentagelse af den kulturkrig om arkitektur, der havde raset i 80’ernes Storbritannien og frygtede, at Scruton ville tilbage til stuk og rosetter.

House of Ministry viste dog momentant mandsmod ved at svare igen på kritikken og slå fast, at Scruton, der i øvrigt blev adlet af Prins Charles i 2016, var ”an excellent candidate”.

 

Dernæst stod adskillige Labour-parlamentspolitikere i kø for at diskvalificere Scruton for antisemitiske, homofobiske og sexistiske bemærkninger og krævede hans afgang. Stadig uden held.

 

Ikke før en ung, skruppelløs stedfortrædende redaktør, George Eaton på det venstreorienterede ugemagasin, New Statesman kom på banen, bar kritikernes anstrengelser frugt:

 

Scruton, der i en årrække havde en fast klumme om vin på omtalte magasin, accepterede i slutningen af marts Eatons opfordring til et interview, der i udgangspunktet skulle handle om hans forfatterskab. https://www.newstatesman.com/politics/uk/2019/04/roger-scruton-cameron-s-resignation-was-death-knell-conservative-party

Interviewet, der blev bragt d. 10. april, kom i stedet til at kredse om bl.a. Brexit, George Soros, antisemitisme og masseindvandring.

 

Og hvad sagde han så, der berettigede til regeringens fyring af ham?     Tja, godt spørgsmål!  Efter at have spurgt til Kina citerede journalisten Scruton for at sige, at (…) ”Each Chinese person is a kind of replica of the next one and that is a very frightening thing” og fik det således fremstillet som en racistisk bemærkning om kinesere, mens det fulde citat, som Eaton stærkt presset siden lagde op i sin fulde længde, lød således: ”They're creating robots out of their own people by so constraining what can be done. Each Chinese person is a kind of replica of the next one and that is a very frightening thing”: Med andre ord en markant anden vinkel, der knap så meget handlede om kineserne, som om den kinesiske regerings massive overvågning af dem.

Og på spørgsmålet om Islamofobi, svarede Scruton, at det er (…) ”a propaganda word invented by the Muslim Brotherhood in order to stop discussion of a major issue”. Hvilket blot er delvist sandt: Ordet er kendt fra 1918, altså ti år før Broderskabet blev etableret. Men derudover bruges det ganske rigtigt til at lukke munden på enhver kritiker af islam. Og fyringsgrund? Nej!

 

George Eaton, der inden det var kommet så vidt, havde lagt alle Scrutons ”kontroversielle” udtalelser fra interviewet på de sociale medier, tweetede følgende kommentar, da den feje og hovedløse fyring var en realitet: ”The feeling when you get right-wing racist and homophobe Roger Scruton sacked as a Tory government adviser” ved siden af et foto af ham selv drikkende champagne direkte fra flasken. Dette tweet blev siden slettet, og han har undskyldt for sin opførsel på de sociale medier, om end han stadig hævder rigtigheden af samtlige citater. Han lader til at have trukket stikket og et auto-svar på hans email lyder: ”Out of office until the 29th of April”. Måtte han helt blive væk.

 

Det har naturligvis ikke skortet på kritik af denne anløbne journalist fra reelt konservative stemmer, bl.a. Melanie Phillips, Douglas Murray og Paul Weston, der opfordrer George Eaton til at lægge det båndede interview frem, så offentligheden kan se, om fyringen af Scruton var berettiget eller blot endnu et eksempel på konservative politikere uden rygrad, uden stamina, selvtillid og evne til at stå fast, når de udsættes for pres af en venstreorienteret pøbel sekunderet af skattebetalte politikere og fake news fra den fjerde statsmagt. Kort sagt: Justice by Twitter.

Det er patetisk. Og fuldstændig uacceptabelt.

 

En konservativ og nationalt sindet kapacitet som Scruton har al mulig grund til at være vred. Og han, hvis hjerteblod er smukkere omgivelser for alle, må med rette være skuffet over at have mistet denne eminente mulighed for at gøre sin indflydelse gældende. Man behøver ikke være født på de britiske øer for at være ligeså vred og skuffet over den behandling, der blev denne begavede fyr til del.