.jpg)
Hvis mordforsøget på Lars Hedegaard i København den 5. februar ikke gjorde det klart, hvad Europas islamkritikere er oppe imod, så har begivenhederne i kølvandet på denne uhyrlige forbrydelse i hvert fald gjort det.
Jeg har allerede skrevet om de moralsk anløbne journalister fra Ekstra Bladet, som – efter at Lars havde følt sig tvunget til at finde et nye sted at bo efter attentatet – fulgte efter hans flyttebil, tydeligvis i den hensigt at kunne oplyse om hans nye adresse.
Så var der den danske tv-vært Martin Krasnik, som under et interview med Lars den 17. marts spillede anklager og sammenlignede Lars’ bog om islam, I krigens hus med Zions Vises Protokoller og prøvede at fremstille ham som en mand, hvis påståede ekstremisme endog havde isoleret ham fra hans kolleger blandt islam-kritikerne.
Klaus Wivels angreb
Krasnik fik masser af kritik for sin slibrige optræden.
Nu kommer så en anden dansk journalist, Klaus Wivel, som har benyttet sig af lejligheden til ikke bare at rette nogle spark mod Lars, men til at lange øretæver ud efter adskillige andre (mig selv inkluderet), som har reageret på Lars’ knappe overlevelse med solidaritetserklæringer.
Ganske vist indrømmer Wivel, der skriver i Weekendavisen, at islam ikke er et ubetinget uskyldigt fænomen, og at Krasnik opførte sig som en bølle.
Men artiklens hovedbudskab er, at Lars og hans venner og forsvarere er gået for vidt. Wivel noterer, at efter Krasnik-interviewet var nogle af de mange læserkommentarer på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside antisemitiske (Krasnik er jøde).
Samtidig med at han anerkender, at Lars og hans venner afskyr antisemitismen, finder han det “tankevækkende, at dette ukrudt gror i deres baghave”.
Hvad skal det betyde? At Lars er ansvarlig for enhver fordom, der lukkes ud på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside?
Wivel siger, at efter Lars’ mening er diskussionen om islam ikke en “menighedsrådsdebat” men “krig”.
Denne indstilling, påstår Wivel, kan kun føre til nederlag. Dertil kan jeg bare spørge: Er han vel forvaret?
Lad mig få én ting på det rene: Når folk kommer til din dør og prøver at slå dig ihjel, og medierne bagefter behandler dig som gerningsmanden, har du så ikke grund til at mene, at du er i krig?
Forventer Wivel i fuldt alvor, at islamkritikere, der har været genstand for mordforsøg, alt mens de systematisk, hjerteløst og løgnagtigt er blevet hængt ud i medierne – folk som Robert Redeker og Geert Wilders, der har måttet leve med 24-timers livvagter til beskyttelse mod mordere, og folk som Ayaan Hirsi Ali og Fiamma Nirenstein, der levede med livvagter og endte med at forlade Europa – burde betragte hele sagen som en menighedsrådsdebat?
Wivel snakker om jøder. Hvad med de jøder, der flygter fra Frankrig og andre europæiske lande, fordi islam har umuliggjort livet for dem?
Går de efter Wivels mening over gevind, hvis de tænker og taler om, at de er i krig? “Er man i krigens hus”, advarer Wivel apropos de antisemitiske kommentarer på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside, “overtager man fjendens egenskaber.”
Wiens porte og Perleporten
Men Wivels løsning synes at være, at man skal lade som om man ikke er i krig. Han håner Lars for at tro, at “vi står … ved Wiens porte”.
Wivel synes allerede at have glemt, at for få uger siden stod Lars næsten ved Perleporten. Hvem af disse to mænd er mest ude af kontakt med virkeligheden?
Jorden kalder Wivel: Det var ikke os islamkritikere, der fjernede spørgsmålet om Europas islamisering fra området for civiliseret menighedsrådsdebat.
Det var vore modstandere inden for politik, på universiteterne og i medierne, der lige fra begyndelsen valgte at besvare vore rationelle argumenter, ikke med deres egne rationelle argumenter, men med at dæmonisere os, lyve om vore hensigter, forsøge at ødelægge vores renomme og – stadig oftere – trække os for domstolene.
Og efter Breiviks ugerninger den 22. juli 2011, satte de deres krig – ja, krig – mod islamkritikere i et endnu højere gear, idet de skyndte sig at knytte os til massemorderen.
Efter Breivik-kampagnen
Ti dage efter Breivik-massakren sendte Wivel mig en byge af spørgsmål om, hvorvidt Breiviks handlinger havde fået mig til genoverveje, hvad jeg havde skrevet om islam, og om jeg nu fortrød de metaforer eller det sprog, jeg havde brugt.
Han spekulerede på, om jeg nu var bekymret over, at min islam-retorik havde medvirket til at drive Breivik til at begå sine ekstreme handlinger. Ville disse handlinger få mig til at skrive anderledes for fremtiden?
Wivel har skrevet en positiv anmeldelse af min islam-bog While Europe Slept [som Trykkefrihedsselskabets Bibliotek har udgivet på dansk med titlen: Sov sødt, Europa, red], men nu, efter Breivik, synes han, som mange andre i Skandinavien, der nogensinde har vovet at ytre et kritisk ord om islam, at have bemærket forandringspresset og har taget dramatiske skridt til at ændre sin tone.
“Som så mange andre journalister i Skandinavien oven på denne ugerning”, skrev jeg som svar på hans email, "lader du dig selv føre ind på en meget farlig vej.”
Jeg bemærkede, at det, der var sandt om islam før den 22. juli, også er sandt nu.
“Hvorfor er de alle sammen derovre [dvs. i Skandinavien – jeg opholdt mig på det tidspunkt i USA] pludselig så bange? Hvorfor bliver seriøse og nøjeregnende skribenter sat under pres for at forsvare sig mod den vanvittige anklage for at have bidraget til uhyrlige handlinger, der strider mod alt, hvad de nogen sinde har skrevet? Jeg finder alt dette rædselsvækkende.” Som svar på beskyldningen om, at min islamkritik, der blev offentliggjort i The Wall Street Journal og i Pajamas (nu PJ) Media i dagene efter den 22. juli, i en eller anden forstand var “uanstændig”, skrev jeg:
“Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde den 22. juli og dagene derefter. Men jeg agter ikke at melde mig til en sensitivitetskonkurrence. … Det er muligt at græde hele tiden og stadig skrive sammenhængende, usentimentale artikler. … Det er hvad der ligger i at være en ansvarlig voksen.”
Da jeg skrev disse artikler i PJM og WSJ, frygtede jeg, at Norge ville holde op med at bekymre sig om islamiseringstruslen. Alt, hvad der er sket siden den 22. juli, har forstærket min frygt.
Det skulle vise sig, at min frygt var berettiget. Få måneder senere fik jeg ordre til at medvirke i Breiviks rettergang – formelt set som “ekspertvidne”, men i realiteten som medanklaget.
Tanken var simpelthen at bruge retssagen til én gang for alle at miskreditere islamkritik ved uigenkaldeligt at væve den sammen med Breiviks massemord.
Det lykkedes imidlertid min advokat at holde mig uden for retssagen, idet han gjorde dommerne opmærksom på, at de i deres iver for at stille islamkritikere for retten havde overset, at man ifølge norsk lov ikke kan tvinge nogen til at optræde som ekspertvidner.
Mens dette fandt sted, havde Lars travlt med at slås mod beskyldningerne om hadetale hele vejen til Højesteret.
Nej, Klaus, dette er ikke nogen menighedsrådsdebat.
Hvilket fører mig tilbage til Wivels indlæg i Weekendavisen, hvor han i slutningen skriver noget om mig.
Idet han noterer sig, at jeg i 2009 offentligt kritiserede Lars’ forbindelser med Vlaams Belang – et belgisk politisk parti, der ikke blot vender sig mod islam, men som afskyr den sekulære liberalisme – udtrykte Wivel forbavselse over min støtte og ros til Lars efter sidste måneds mordforsøg. Han kan simpelthen ikke regne ud, hvordan jeg nu kan bakke Lars op, når jeg kritiserede ham i 2009.
Selve det faktum, at han kan stille et sådant spørgsmål, kaster et sørgeligt lys over sagen.
En dum og dumdristig handling
Hvis et sådant mordforsøg var sket – skal vi sige for 30 år siden – ville omstændighederne have været anderledes.
Men der har været så mange mord og mordforsøg siden – fra det næsten fatale skudattentat mod den norske udgiver af De sataniske vers i 1993, til nedskydningen af Pim Fortuyn i 2002 og til nedslagtningen af Theo van Gogh I 2004 – at chokket har fortaget sig.
I dag tager mange europæere det simpelthen for givet, at enhver der kritiserer islam, risikerer henrettelse beordret uden for det normale retssystem.
At kritisere islam er som at springe ud fra en klippe eller træde ud i tæt trafik – det er en dum og dumdristig handling, punktum.
Folk med en sådan indstilling betragter ikke en som Lars som en forkæmper for deres egen frihed og kan ikke indse, at de har en moralsk forpligtelse til at stille sig ved hans side, når hans liv er truet.
Desværre synes Wivel nu at have sluttet sig til flokken.
Hvad så med Vlaams Belang?
Undskyld mig, men alt hvad der er sket siden 2009 – frem for alt den bredt funderede norske bestræbelse på at knægte islamkritikere og knuse ytringsfriheden – har gjort Vlaams Belang til et sekundært anliggende.
Men det forstår Wivel ikke. I sit indlæg tillader han sig hånende at henvise til “Bawer og hans krigskammerater”. Dertil er det kommet:
En ledende journalist kan ikke forstå, at folk med principper udviser solidaritet med hinanden ansigt til ansigt med hellige krigeres koldblodige mordforsøg, men kan få sig selv til at fremsætte giftige hentydninger til “krigskammerater” og den slags, som om håbefulde mordere – mænd med rigtige skydevåben, der vil tage folk af dage – er noget vi har bildt os ind.
Oversat og publiceret med tilladelse. Artiklen blev oprindeligt bragt af FrontPageMagazine
