Jacob Jacobsen Dampe: Er det latterligt og urigtigt, at borgerne tænke og raisonnere over statssager?

Holberg har i en comedie gjort politiske kandestøberier latterlige, og de kunne i visse henseender fortjene svøben. Denne satire af Holberg var ikke de mægtige ubehagelig. – Men hvem rammer Holbergs svøbe? Dem, som forsømme huuspligter for politik, hvori de ovenikjøbet kun mægte at frembringe dumheder. Thi kun deri bestaaer naragtigheden hos de narre eller den hovednar, som Holberg skildrer.

Saa er da nu den om statens sager raisonnerende lægmand een gang for alle bleven latterlig? Der ere de, der have en stor tilbøjelighed til denne mening, fordi den kommer dem vel tilpas. Naar latteren og satiren saaledes bestandig vilde tjene de høiere som en hund, de kunne hidse paa de lavere, og aldrig vilde gaae imod dem selv, da vilde de være saare velfornøiede.

– Det er kun skade, at de mægtige ikke kunne binde alle i deres kobbel. Jeg er ikke bunden deri.

Latterligheden deri, at lægmænd bekymre sig om statens sager, falder for den største deel bort, naar man tager sandhedens lygte og sætter nærmere til. En lægmand, der forsømmer huuspligter blot for politik, vilde vel være et sjeldent phænomen af galskab. Men en lægmand, der forsømmer huuspligter af magelighed, og, da han vil dræbe tiden med noget, dræber den med politik, det er ingen raritet. Det er da ikke hans politiske betragtninger, der ere skyld i hans forsømmelse, thi havde han ikke dem, vilde han søge at forslaae den tid, han hendriver, med noget andet. Har han ellers flittighedsaand og lyst til at passe sine sager, som ere ham nærmere, da driver ikke let bekymring for statens sager, der ere noget fjernere, ham derfra, i det mindste ikke i saadanne stater, hvori de fleste af de offentlige sager ere skjulte, og borgerne for det meste kun kan snakke, men ikke handle.

Ere da borgernes politiske betragtninger ikke i sig selv noget latterligt, saa kan selv den ørkesløse borger ligesaa godt hendrive sin tid dermed, som han alligevel hendriver den med noget andet, og maaskee hellere, Hans ørkesløshed kan da vel fortjene paatale, hvilket ei vedkommer os her, men ikke det, hvormed han har valgt at hendrive sin ørkesløse tid.

Den anden latterlige side af tingen skulde være den, at borgernes betænkninger ikkun indeholdt dumheder. Og overhovedet betragtes det, som de mægtige folk over hele verden foretage, som noget, de andre ikke have forstand paa, og maa tie stille om. Sikkert er dette en for de mægtige høist beqvem mening. Kunde den kun bestaae!

Men den falder latterlig ved adskillige betragtninger; først naar man tager de personers egenskaber i øiesyn, som spiller de høieres roller i verden.

For at blænde mængden, tage de høiere en værdighedsmaske paa. Men, naar man seer bag masken, hvad opdager man da som oftest? en art af halv dannelse, forvirrede begreber, mangel af tænkning, en aand mere hengiven til stræben efter egen fordeel og ærestegn end bekymret for almeenvel, hvortil kommer mange af de sletteste lidenskaber og slemmeste villies-feil: herskesyge, stolthed, forfængelighed, kryberi, uretfærdighed, feighed, dovenskab; saa at deres værk er langt fra at være over kritiken, men er tvertimod ofte under kritikken. De give derved saa mange blotte sider, at de ikke kunne bedække dem, om de end paatoge kapper af bare guld.

Kritikken fra de mere dannede kunne nu disse oftest selv dannede mennesker aldrig undgaae. De ligne acteurer i flere ting; deri, at alle kunne see dem, deri at de blive smækvrede over dadel, og deri, at de kun have en vis tid at spille deres rolle i. Pibning er vel forbudt under spillet, men kritikken gaaer fra mund til mund. Og naar rollen er udspilt, er, ligesom ved den nye theaterindretning, pibningens tid.

Dersom nu disse mennesker skulde kunne gjøre paastand paa at være hævede kun over menigmands dom, da maatte de i det mindste være en god deel klogere end de ere, Blandt menigmand ere dumhoveder og kloge hoveder. Da nu de gode hoveder blandt menigmand ikke have raad til at kjøbe mange bøger, saa blive de des mere nødte til at tænke. Thi at skaffe sig oplysning er en trang for det gode hoved. Lægge nu end arbeider, der kræve deres tid, og mangel paa veiledning her betydelige hindringer i veien, saa er dog tænkning i sig selv et saa ypperligt oplysnings-middel, og læsning saa langt overveiende [på nudansk: overlegen, red.], saa at det ikke kan andet end bære hos dem megen herlig frugt.

Tager man nu hertil tillige deres moralske egenskaber i betragtning, den varme og virkelig ædle iver, der næsten almindeligen – dette er meget sagt og dog ikke usandt – finder sted hos dem for alt hvad de blot ansee for sandhed og ret – en iver , man desværre savner eller i det mindste meget sjelden finder saa reen og i saa høi grad, ikke blot hos de høiere, men selv hos dem, der iøvrigt ved dannelse ere udmærkede – saa udgjør denne retsindighed og sandhedskjerlighed en saa paafaldende modstilling mod de høieres egenskaber, og danne i forening med tænkelysten et saa agtværdigt heelt, at ingen burde undslaae sig for at lade sig bedømme af dem, og allermindst de høiere, der sædvanligen hverken for forstand, retsind eller handlings-kraft fortjene nogen særdeles roes.

Overveier man nu foruden dette, at ingen kjender bedre byrden end den, der bærer den, og at de fleste plager og elendigheder ere følgerne af ligesaa mange bræk og feil i staterne, saa kan ingen staae paa et bedre punkt til at bedømme staternes tilstand end menigmand. Ingen føler bedre vandets temperatur end den, der svømmer deri. De høiere forsømme tidt, ret at erkyndige sig om tilstanden hos massen af folket, og lykke for massen af folket er dog staternes hovedøiemed.

Jeg haaber, at for disse synspunkter ganske den tanke vil forsvinde, at de høieres foretagender skulde være over borgernes dom og forstand. – Deraf følger da, at dum snak kan være latterlig ved sin dumhed hos borgeren saavelsom hos den høiere, at den politiske kandestøber var latterlig, fordi han var dum, men at de borgere, der ikke tænke og raisonnere over statssager paa den maade som den politiske kandestøber, ingen latter fortjene.

Tvertimod gjør den paa statssager anvendte tænksomhed borgeren ære. Jeg vil i den anledning prøve en tanke af Malesherbe, som jeg for kort tid siden i et dansk blad har seet anført, og som vistnok mere er bleven urigtigen anvendt, end den i sig selv er urigtig. Han siger: Den, som er passager paa et skib, blander sig ikke i at styre; og denne sætning er bleven anvendt mod borgeres, vel endog mod alle ... statsborgeres raisonneren og betænkninger over statssager. Jeg vil i den anledning anstille en sammenligning mellem stater, høiere og lavere, skibe, styrmænd og passagerer.

Det er vist nok, at styrmanden maa uforstyrret passe sin forretning; og at det vilde gaae galt, dersom alle vilde tage roret fat. Styrmanden kan vel, som konstneren og haandværkeren, sige: Det er min sag, det maa jeg forstaae, det maa I lade mig passe. Men dog staaer han i et særegent forhold til den, han styrer, hvori konstneren og haandværkeren ikke staaer til den, for hvem de arbeide, og som gjør, at han ikke saa ganske frit kan bruge dette sprog som hine. – Dersom konstnerens arbeide ikke duer, kan man lade ham beholde det. Men dersom styrmandens arbeide ikke duer, seiler man ind blandt klipper og drukner. Det er en betydelig forskiel. Det er mestendels et umuligt spring at komme fra eet skib paa et andet, naar man først er ude i havet, og at komme fra een stat til en anden, er for de fleste et meget vanskeligt spring. – Styrmanden kan derfor ikke godt sige til passagererne: Det tilkommer ikke jer at tænke over, hvad der er givet mig at tænke over. Thi, om de end ikke kunne styre med, saa kunne de dog umuligt lade være at tænke over, om ogsaa deres styrmend er en duelig mand. Og hænder det, at de faae mindste mistanke om det modsatte, saa er deres frygt, uro og bekymring en let begribelig og tilgivelig ting. ...

Den passager, som ikke vilde tænke derover, maatte netop ved dumhed være udmærket. Ligesaa er det med statsborgeren. Det udmærker netop den mere oplyste og tænkende statsborger, at hans tanker gaae udenfor hans egen vraa, og dvæler ofte ved det heles tilstand. Kan han end ikke sige styrmanden sin tanke, sin tanke kan han dog ikke undertrykke, Det følger deraf, at han er et lem af det hele, og hans skjæbne er forbunden med det hele, hvis frelse i saa høi grad beroer paa styreren. ...

Alt hvad der er stærkere, ædlere, alt hvad der flammer høiere over støvet og det døde muld, maa behandles med skaansel, og kan ikke evigen ledes i baand. Jeg kan bruge kraften af en strøm, men jeg maa tillade, at den undertiden bruser. Det er vigtigt for styrerne at betænke, at den frie kraft hos nationerne ikke er en hund, der kan hidses mod fjenden, naar man vil, og strække sig krybende paa jorden, naar man vil. Jeg siger, det er vigtigt, at de betænke det, fordi historien viser, at de ofte ikke have betænkt det. De skulde ikke ellers stundom til een tid have tryglet nationerne om frihedshandling, og til en anden tid traadt paa deres nakke. Jeg fordrer blot, at de skulle være conseqvente. Ville de danne trælle, skulle de altid regne på følesløse trælle, men troe de, at de nogensinde kunne behøve kraften af frie mænd, da skulle de til alle tider handle saa, at frihedens aand ikke slukkes. Thi er frihedens aand slukt og død, da skulle de siden forgjæves paa dens grav anraabe om hjelp. De skulle ikke fordre, at den frie mand skal til een tid være uden tænkning over deres foretagender, og til en anden tid pludselig vaagne op til tænkning, naar de have hans frie tanker nødig. Thi disse to ting kunne ikke indbyrdes med hinanden bestaae. Ville de have almeenaand, maa de taale frihed, og taale de frihed, maae de taale fri dom og tanke i almindelighed. Alle disse ting skulle da zire, i lige høi grad, den borger, der besidder og udviser dem, og den styrer, der ynder dem.

Kilde:
Michael Helm, op.cit., s. 127-134.

Følg os her: