Hun var ti år gammel, da hun så den første henrettelse. Midt på torvet hang de døde kroppe og dinglede i kraftige reb.
Det var i 1982 i mullahernes Iran.
Ni år senere gik det galt for hende selv. Den 19-årige Bahareh Andersson var på vej hjem, da hun blev stoppet af sortklædt politi. Præsternes moralpoliti.
”De sagde, at mit slør sad forkert,” fortæller Bahareh.
På politistationen blev hun kropsvisiteret. Betjentene åbnede også hendes taske, hvor de fandt, hvad de søgte: Beviset på, at hun var en dårlig muslim.
Med et selvtilfreds hvin hev den kvindelige betjent en vestlig videofilm op af den unge kvindes taske.
Filmen hed Robin Hood, og straffen var 50 piskeslag.
Jeg slap billigt
Både Bahareh og hendes forældre var skrækslagne. Efter at have tryglet myndighederne lykkedes det forældrene at få nedsat straffen til 20 piskeslag.
Derefter blev Bahareh lagt på en bænk og dækket med et særligt, tyndt klæde.
Så begyndte den kvindelige betjent at slå.
”Jeg har stadig traumer over det, selvom jeg slap billigt. Der var mange, der oplevede langt værre ting. De blev henrettet eller voldtaget,” siger Bahareh med en stemme, der afslører, at oplevelserne stadig er tæt på.
Hun tilføjer:
”Det var der min modstand fødtes.”
Mødechikane
Nu står Bahareh Andersson på scenen i Ungdommens Hus i Malmö. Hun er den ene af tre oplægsholdere på det svenske Trykkefrihedsselskabs andet møde, der fandt sted den 18. april.
Aftenens emne er truslen mod de vestlige frihedsrettigheder. En trussel, der ifølge arrangørerne kommer fra religiøse grupper – godt hjulpet på vej af ukritiske journalister.
Og hvis nogen skulle have været i tvivl om, at der findes indædte modstandere af ytrings- og forsamlingsfriheden, så blev det dokumenteret umiddelbart før, mødet gik i gang.
Tre personer fra den yderste venstrefløj havde taget opstilling ved indgangen til Ungdommens Hus. Her fotograferede de deltagerne, efterhånden som de ankom.
”De forsøger at skræmme folk fra at deltage i vore arrangementer,” konstaterede mødeleder Ingrid Carlqvist.
Du tilsmudser islam
Foruden Bahareh Andersson skal også samfundsdebattøren Mrutyuanjai Mishra og Hege Storhaug fra det norske Human Rights Service tale om aftenens tema.
Men i øjeblikket er alles opmærksomhed rettet mod den spinkle iransk-svenske kvinde på scenen.
I 1998 lykkedes det for Bahareh at flygte fra Iran til Sverige. Hun var sikker på, at hendes lykke var gjort, da hun satte foden på svensk grund.
Aldrig mere skulle hun være bange for at gå på gaden. Og aldrig mere skulle hun være bange for at sige sin mening.
Men Bahareh blev skuffet.
Da hun giftede sig med en svensk mand og tog efternavnet Andersson, begyndte Sverige pludselig at ligne det Iran, hun var flygtet fra.
”Jeg begyndte at modtage trusler. De sagde, at jeg tilsmudsede islam, fordi jeg havde giftet mig med en mand, der ikke er muslim.”
En barbarisk handling
Situationen blev ikke meget bedre, da Bahareh, der definerer sig selv som feministisk muslim, begyndte at skrive kritiske indlæg om sharia.
”For mig er sharia ikke islam, men en barbarisk fundamentalistisk handling. Derfor truer svenske islamister med at slå mig ihjel.”
Den 39-årige kvinde arbejder nu med voldstruede kvinder i en svensk kommune. Herfra er hun vidne til, hvordan islamister får mere og mere magt i dagens Sverige.
Hun mener, at deres religiøse krav indskrænker svenskernes frihedsrettigheder med faretruende hast, og at det er den svenske kulturrelativisme, der ligger bag.
En islamist i Riksdagen
Bahareh Andersson har med afsky set, hvordan det svenske regeringsparti Moderaterna har taget en islamist til sig. Manden hedder Abdirizak Waberi og sidder nu solidt i den svenske Riksdag.
På landsdækkende TV taler den skæggede mand for, at unge piger ikke må danse af hensyn til deres mødom. Han er også talsmand for det synspunkt, at flerkoneri bør være tilladt. Det forhindrer utroskab, lyder hans argument.
”Har vi virkelig brug for den slags middelalderprædikanter i Sverige?”, spørger Bahareh.
Og svarer selv:
”Nej. Det er fuldstændigt uansvarligt og uforståeligt, at et parti, der taler om tolerance og ligeværd mellem mænd og kvinder, har lukket ham ind i varmen.”
En mur af tavshed
Med følelsen af at Sverige begyndte at ligne det Iran, der piskede hende til blods, tog hun kontakt til Moderaternas pressechef.
”Jeg spurgte ham, hvad en mand med de synspunkter laver i deres parti. Han lovede at vende tilbage med et svar, men jeg har stadig ikke hørt fra ham."
”De andre moderater, jeg kontaktede, ville heller ikke sige noget. Med deres tavshed støtter de islamismen.”
Chokeret over afvisningen kontaktede Bahareh Andersson de øvrige partiers talsmænd, men med lignende resultat. Der var kun tavsheden.
En enkelt undtagelse var Gudrun Schyman, tidligere leder af Vänsterpartiet og nuværende politiker i partiet Feministisk Initiativ.
”Hun var helt enig med mig. Lige indtil jeg foreslog, at vi skrev en artikel sammen. Så trak hun sin støtte,” fortæller Bahareh.
Modarbejder sig selv
Fra sit arbejde med voldstruede kvinder kan hun se, at familierelateret vold er et stort og voksende problem i hendes nye hjemland.
Den officielle vurdering – som Bahareh kan viderebringe, men som myndighederne ikke skilter med – lyder på, at 70.000 unge muslimer lever med æresvold som en del af deres hverdag
”Det groteske er,” forklarer Bahareh, ”at man på den ene side bruger hundredvis af millioner på at finde en løsning på voldsproblematikken – og på den anden side udbetaler store støttebeløb til alle de intolerante religiøse organisationer, dem jeg kalder æresvoldens profeter. Det giver simpelthen ingen mening.
Det synspunkt har Bahareh fremført masser af gange. Både på sin arbejdsplads og i de artikler, hun skriver på debatsiden Newsmill.
Feministerne bidrager til æresvolden
”Jeg er skuffet over de svenske politikere, men særligt over feministerne. Med deres tavshed bidrager de til æresvolden,” lyder hendes ræsonnement.
Hun tilføjer:
”Her i Sverige får man ikke pisk, hvis man stiller ubekvemme spørgsmål. Til gengæld bliver man mødt med en mur af tavshed.”
