"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Information i fodboldkrise

22. juni 2010 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Er Europa i krise? Eller er det Dagbladet Information?

Dagbladet Information har valgt sin helt egen vinkel, hvad angår verdensmesterskaberne i fodbold. Vinklingen, der har karakter af kampagne, blev skudt i gang, da Information bragte en kommentar af den norske forfatter Aslak Nore, hvori han hævdede, at Danmarks defensive spillestil er resultatet af en manglende indsats for at integrere spillere med anden etnisk baggrund i den danske fodboldelite.

Aslak Nore satte i øvrigt trumf på ved at hævde, at Danmark bare kan vente sig! I fremtiden kan vi ifølge Nore se frem til at blive kørt over af de multietniske hold fra Sverige og Norge. Om fremtiden er det svært at spå, og for nuværende må man nøjes med at konstatere, at Danmark er med ved VM. Det er Sverige og Norge ikke. Desuden synes Nore helt at se bort fra det faktum, at en vis grad af kynisme og kedeligt spil (især på udebane) synes at være en nødvendig forudsætning for at få succes i kvalifikationsturneringerne til de store mesterskaber.

Tirsdag kan man i en ny artikel om VM skrevet af journalist Sebastian Gjerding læse, at ”Europa er i fodboldkrise”. Informations antinationalistiske og antieuropæiske vinkel på VM er på sin vis forfriskende i en tid, hvor det nationale kan stå i fare for at nå et svulstigt leje. Samtidig anerkender jeg nødvendigheden af at spidsvinkle, som Information gør. Men enhver vinkel står i fare for at vælte, hvis den ikke længere tager udgangspunkt i en eller anden form for virkelighed.

Denne artikel til Sappho er skrevet tirsdag klokken 12.00 og med den indbyggede mulighed for at have uret, vil jeg tilbagevise postulaterne i ”Europa er i fodboldkrise”.

Frankrig får, som det fremgår af artiklen, svært ved at kvalificere sig til ottendedelsfinalerne. Det kræver en sejr over Sydafrika. Samtidig er holdet afhængig af resultatet af kampen mellem Uruguay og Mexico. Det skal i sammenhæng med Frankrig siges, at holdet før har klaret sig elendigt ved VM. I 2002 blev holdet som forsvarende verdensmester sendt hjem efter det indledende gruppespil. Frankrig formåede ikke at score ét eneste mål og blev endegyldigt sendt ud af Danmark, der i den sidste gruppekamp slog Frankrig 2-0. I 2006 fik Frankrig også en famlende start og klarede sig kun med nød og næppe videre til ottendedelsfinalerne. Siden endte Frankrig som bekendt i finalen, og holdet kunne meget vel være blevet verdensmester, men tabte efter den ordinære kamp og forlænget spilletid på straffespark til Italien.

I skrivende stund har alle europæiske hold stadig muligheden for at kvalificere sig til ottendedelsfinalerne. De eneste hold, der er definitivt ude, er Cameroun (Afrika) og Nordkorea (Asien). I praksis bliver det også umuligt for Elfenbenskysten (Afrika) at kvalificere sig til ottendedelsfinalerne på grund af holdets målscore. Det samme gør sig gældende for værtsnationen Sydafrika (Afrika). At tale om en europæisk fodboldkrise kan sagtens vise sig at være fuldstændig fejlagtigt (selvom det selvklart har været Brasilien og Argentina, der hidtil i turneringen har spillet bedst).

Informations europæiske sortsyn kan vise sig at dække over fantasiløshed på redaktionsgangen. Man vælger en velkendt strategi og pisker sig selv (Danmark/Europa) med skorpioner. Måske er der mere spændende og frem for alt vedkommende historier at fortælle.

I slutningen af 1990erne forudså man, at man ville se det første afrikanske hold som verdensmester i netop 2010. Kigger man på den nuværende stilling i grupperne, hvor alle hold har spillet to kampe, kan man konstatere, at Cameroun er ude. Det samme gør sig i praksis gældende for Elfenbenskysten og Sydafrika. Hvis de tre resterende afrikanske hold har en smule utur, ryger både Nigeria, Algeriet og Ghana samme vej. Afrikansk fodbold har de seneste år produceret en perlerække af stjernespillere. Men denne succes har ikke forplantet sig til landsholdene. Hvorfor?

Det og andre vedkommende spørgsmål kunne Information søge at besvare. Hvis avisen derimod fortsætter i den samme trætte rille under den resterende del af slutrunden, er det ikke Europa, der er i fodboldkrise, men Dagbladet Information.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg