"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Identitetspolitik i 11. time

18. juni 2021 - Artikel - af Henrik Andersen

Hvorfor skulle andre civilisationer og folkeslag pludselig acceptere en højere "fornuft," og opgive den styrke, gruppeidentitet giver, når vesterlændingene allerede har givet afkald på at forsvare deres egne interesser?

I forbindelse med debatten om identitetspolitik er der behov for at slå nogle centrale pointer fast, som konsekvent forbigås, eller forbliver uerkendte.

Tilgiv mig min ligefremhed, men klokken har slået 11, dette er vigtigt, og det er på tide, at nogen samler op på tidens galskab.

Det acceptable synspunkt er, at identitetspolitik skal bekæmpes og udryddes, som Henrik Dahl f.eks. har gjort sig til talsmand for med debatbogen 'Den sociale konstruktion af uvirkeligheden.' Han repræsenterer i så henseende alle fornuftige tilhængere af Vestens politiske orden. Man kan have nok så meget sympati for den position, men det projekt er desværre dømt til at mislykkes.

Lad os se på det: Vi har groft sagt tre grupper i forbindelse med identitetspolitikken:

  1. Vestlige mennesker, der insisterer på farveblindhed og meritokrati (”jeg er bedøvende ligeglad med folks hudfarve, jeg ser på deres evner og personlighed”).
  2. Vestlige mennesker, der aktivt bekæmper deres egen gruppe og arbejder for at fremme ikke-vestlige gruppers interesser (woke-bevægelsen).
  3. Alle andre (afrikanere, arabere, asiater osv.), der praktiserer identitetspolitik som det mest naturlige i verden og udnytter Vestens splittelse og selvhad til at styrke sig selv.

Det er indlysende, at det for den første (og største) gruppe er en nødvendighed at bekæmpe gruppe 2, da woke-bevægelsens mål og metoder er at sammenligne med en nyreligiøs, selvundergravende sekt. En slags moderne pendant til Middelalderens flagellanter. Hvorvidt det kan lykkes at bekæmpe dem, er et åbent spørgsmål. De har tilsyneladende godt fat i ungdommen. Men det vil tiden vise.

Gruppe 1 er dem, der forfægter det acceptable synspunkt. Det er i denne lejr, hvor man orienterer sig efter skikkelser som Jordan Peterson og Douglas Murray. Begge de herrer har, ligesom Dahl, mange gode pointer i forhold til bekæmpelsen af de nyreligiøse hysterikere i gruppe 2, og er vidende, dannede mennesker, som man kan henvise til uden at blive udskammet (alt for meget).

Men gruppe 1 har ingen våben, ingen modtræk over for resten af verden – de mentalt og kulturelt ikke-vestlige, som videnskabelige studier viser, er langt mere gruppeorienterede end vi er i Vesten.

Rettighedstænkerne i gruppe 1 insisterer på, at alle andre skal hæve sig over deres gruppetilhørsforhold og kun forholde sig fritsvævende abstrakt til andre mennesker som løsrevne individer. Det vil kun overbevise ganske få, et forsvindende mindretal. Som strategi er det en decideret ‘non-starter´ – det kommer simpelthen ikke til at ske.

Dét er den afgørende erkendelse, som vi står her med Vestens fremtid mellem hænderne og skæbneuret har slået 11:

Hvorfor skulle andre civilisationer og folkeslag pludselig acceptere en højere "fornuft," og opgive den styrke, gruppeidentitet giver, når vesterlændingene allerede har givet afkald på at forsvare deres egne interesser? De pæne borgerlige overser, at det, at insistere på meritokrati og farveblindhed, i sig selv er en meget vestlig tænkemåde, affødt af en bestemt politisk udvikling. Lighed for loven og individets retttigheder er den høflige abstraktion, vi pålægger resten af verden, mens vi samtidig er for forskræmte til at løfte stenen og se, hvad der egentlig bor under den (vi har for så vidt de nødvendige indsigter fra videnskabelige studier. Vi vælger bare at ignorere dem).

Den så ofte beskrevne store distance i de vestlige samfund mellem den åbne, tolerante, globalistiske og farveblinde elite og den traditionelt orienterede, bagudskuende og lokalt orientede arbejderklasse og landbefolkning handler i sin essens om vestlig gruppeidentitet og dæmoniseringen af denne. Som den canadiske professor i politik Eric Kaufmann har sagt, er gruppeidentitet tabuiseret og forkasteligt for hvide. De få stemmer, der (korrekt) siger, at det er den eneste farbare vej, hvis ikke blot Vesten, men den dyrbare universalisme, man sætter så højt, skal overleve, er fuldstændig marginaliserede og udstødte. Dette synspunkt er grønt kryptonit, ingen vil røre det med en ildtang.

Man banker således løs på den gruppe, der i forvejen har den laveste grad af etnocentrisme, for at få dem endnu længere ned.

Den meritokratiske, rettighedsorienterede position kan muligvis besejre den nyreligiøse selvskader-kult, som woke-bevægelsen er. Men hvis det lykkes (og det er bestemt ikke givet), vil man stadig stå med det håbløse projekt at skulle overbevise resten af verden om at gøre sig selv lige så etnisk internt splittede, som vi selv er. Alt sammen af hensyn til nogle abstrakte principper, der globalt set opfattes som irrelevante i forhold til det, der betyder noget. Hvilket er gruppen, etniciteten, religionen og kulturen.