"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Identitetspolitik er det nye Sort

21. november 2020 - Artikel - af Michael Pihl

Når det personlige gøres politisk og når den radikale, ofte konstruerede identitet bliver grundlaget for politik, bliver fri debat, ytringsfrihed og holdningsforskelle for den radikale identitetspolitiks sorte stormtropper ikke nødvendige og acceptable dele af en demokratisk offentlighed, men derimod kriminelle handlinger, som skal lukkes ned og straffes. Derfor er den ekstreme identitetspolitik, som Vesten oplever for tiden, den næststørste trussel mod ytringsfriheden efter den muslimske radikalisme.

Venstreradikal identitetspolitik og ortodoks islam har den hellige selvretfærdighed til fælles. Sammen udgør de tidens største fare for ytringsfriheden. Og der findes ingen større fare for retfærdigheden – end selvretfærdigheden.

“Uenighed er ikke undertrykkelse. Debat er ikke overfald. Ord, selv provokerende og frastødende ord, er ikke vold. Svaret på ytringer, som vi ikke kan lide, er mere ytringsfrihed - ikke mindre” – skriver forrige års Sapphopris-modtager Douglas Murray i bogen Hordernes Hærgen – Køn – Race – Identitet, som handler om begrænsning af ytringsfrihed og indskrænkning af fri debat som konsekvenser af Vestens radikale identitetspolitik. Marianne Stidsen har skrevet forord til Murrays bog om Hordernes Hærgen og deltager med Henrik Dahl og Peter Aalbæk Jensen i Trykkefrihedsselskabets online debatarrangement med titlen: ”Identitetspolitik – det nye Sort”. Det finder sted tirsdag d. 24.11. 2020, kl. 19.30 på Facebook - https://www.trykkefrihed.dk/kalender/212/182-identitetspolitik-det-nye-sort.htm

Fra ytringsfrihedens usvangre moderland aktualiserer nu endnu en sag debatten om radikal identitetspolitik som det autoritære og meningsintolerante nye Sort. I sidste uge blev den feministiske og venstreorienterede kommentator Suzanne Moore presset væk fra sin stilling på avisen The Guardian: https://www.dailymail.co.uk/news/article-8958283/Columnist-Suzanne-Moore-quits-Guardian.html

Den radikale, identitetspolitiske venstrefløj og ansatte på The Guardian havde klaget til redaktøren over Moore fordi hun – efter deres mening – havde skrevet noget ”transfobisk indhold”, da hun i en kommentar i marts 2020 udtrykte den holdning, at kvindesagen og feminismen er blevet misbrugt af en ekstrem transkøns-identitetspolitik og at køn er en biologisk definition, ’ikke en følelse’. Moore havde desuden kritiseret ”cancelculture” i en sag, hvor radikale transkønsaktivister fik blokeret den venstreorienterede feminist og historiker Selina Todd fra at holde et foredrag ved en feministkonference - https://www.theguardian.com/society/commentisfree/2020/mar/02/women-must-have-the-right-to-organise-we-will-not-be-silenced

I og for sig gjorde Moore blot sit kommentatorarbejde, udtrykte en mening, som man kan være enig eller uenig i, og som man jo kunne imødegå med argumenter, hvis man ville. Men den går ikke i identitetspolitikkens tidsalder og Moore blev i sidste uge presset til at opsige sin stilling på The Guardian. Danske journalisters primære kilde til holdningsorientering om britiske forhold.

Suzanne Moores skæbne minder om New York Times-journalisten Bari Weiss, som i sommeren 2020 i et opsigelsesbrev https://www.bariweiss.com/resignation-letter smækkede med døren og anklagede journalistkolleger for at skabe et giftigt meningsintolerant arbejdsmiljø på den hæderkronede avis. Ifølge Weiss burde Trumps valgsejr i 2016 have lært mainstreammediet nogle lektioner om ”…nødvendigheden af at forstå andre amerikanere, nødvendigheden af at modstå stammementalitet og vigtigheden af fri udveksling af idéer for et demokratisk samfund”, men ifølge Weiss har ”I stedet udviklet sig en ny konsensus i pressen …; nemlig at sandheden ikke er en kollektiv udviklingsproces, men derimod en ortodoksi, som allerede er kendt af nogle oplyste få, hvis job det er at oplyse alle andre… Historier bliver udvalgt og fortalt på en måde, der skal tilfredsstille det mest snævre publikum, i stedet for at gøre det muligt for en nysgerrig offentlighed at læse om verden og dernæst drage deres egne konklusioner” – skrev Weiss i sin opsigelse fra New York Times i juli 2020.

I England har en lang række kunstnere som f.eks. J.K. Rowling og skuespilleren Laurence Fox været forsøgt ”lukket ned” gennem bogbrænding og berufsverbot iværksat af den radikale identitetspolitiks sorte stormtropper. I Danmark taler fremtrædende ”forskere” for mere politisk meningskontrol på sociale medier og magtfulde journalister på statsbetalte medier vil ”lukke for mikrofonen for dem, med det modsatte synspunkt”.

Når det personlige gøres politisk og når den radikale, ofte konstruerede identitet bliver grundlaget for politik, bliver fri debat, ytringsfrihed og holdningsforskelle for den radikale identitetspolitiks sorte stormtropper ikke nødvendige og acceptable dele af en demokratisk offentlighed, men derimod kriminelle handlinger, som skal lukkes ned og straffes. Derfor er den ekstreme identitetspolitik, som Vesten oplever for tiden, den næststørste trussel mod ytringsfriheden efter den muslimske radikalisme.

Mange konservative vil nok more sig lidt over at kulturrevolutionen nu er begyndt at æde sine egne børn. Men det nye Sort og Tankepolitiet kommer også snart til en arbejdsplads nær dig.