"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

I London hærger Hamas-sympatisører og truer parlamentet, men ingen skriver om det

7. marts 2024 - Artikel - af Aia Fog

Siden 7. oktober er det blevet tydeligt, at staten er ved at miste sit voldsmonopol til islam. I England er det allerede sket. Hvorfor hører vi så intet om det? 

Der er så mange nyheder, som den statsstøttede presse ikke dækker - og ganske ofte med god grund, for der sker jo så meget, og man er nødt til at prioritere og skære fra, fordi det enten ikke er vigtigt nok eller fordi det er så langt væk fra os i Danmark, at det mister sin betydning.

Men England er tæt på os, og hvad der sker i London er vigtigt. Især når begivenheder i London afspejler det, der samtidig sker hos os selv - blot i et langsommere tempo - og netop af denne grund, fordi det, der sker i London i disse uger, kan give et fingerpeg om, hvordan tingene vil udvikle sig hos os i Danmark:

Hvorfor hører vi intet om, at såkaldte demonstranter (læs: Hamas-sympatisører) terroriserer Londons gader uge efter uge? Hvorfor bringer den danske presse ikke historien om, at De Konservative i England  er ved at brække midt over på grund af partiets manglende stillingtagen til problemerne med islam og den grasserende befolkningsudskiftning? Hvorfor har vi ikke hørt historien om det konservative parlamentsmedlem Lee Anderson, der i sidste uge blev ekskluderet fra partiet for at sige, at Londons borgmester, Sadiq Khan er i lommen på islamister og det er derfor han tillader pro-Hamas demonstrationerne i London at udvikle sig til hærværk og voldstrusler?  Hvorfor fortæller ingen, at det er et stigende problem, at vandaler angriber det engelske parlament, og at pro-Hamas demonstrationer har vandaliserede det engelske parlaments bygninger med det antisemitiske slogan ”From the river to the sea..” og at den engelske premierminister Rishi Sunak lige har bevilget £31 mio. ekstra til politibeskyttelse af de parlamentsmedlemmer, der er venligt stemt over for Israel?

Der er en gradsforskel på udviklingen i London og udviklingen i København, men den følger samme mønster og forskellen skrumper betragteligt, når man betragter de tilbagevendende pro-Hamas demonstrationer, der har hærget hovedstaden de seneste måneder, og den behandling, man kan forvente, hvis man bor eller opholder sig på Nørrebro og formaster sig til at vise tegn på støtte til den demokratiske stat Israel.

Ingen, der har fulgt blot en smule med kan være i tvivl om, at tilstanden i London er en direkte afspejling af den massive befolkningsudskiftning, som England har tilladt i årtier, og som det ikke er lykkedes landet at dæmme op for. Tværtimod, har myndigheder og skiftende regeringer lukket øjnene trods alle tegn på, at det England, der engang var indbegrebet af vestlige, demokratiske dyder – i dag er reduceret til noget nær en bananrepublik, hvor myndighederne ser passivt til mens pakistanske grooming gangs får lov at voldtage engelske piger, shariadomstole dømmer engelske skoleelever for utilbørlig behandling af koranen (ringer der en klokke?) og en islamist er borgmester i landets hovedstad, der i øvrigt også huser Europas største moske.

Selvom udviklingen i Danmark er langsommere, har vi så meget til fælles med englænderne og lige nu er der især en ting, der står klart: med Hamas´angreb på Israel, er det i både England og Danmark forbundet med risiko åbenlyst at holde med demokratiet mod Hamas/islam.

Herhjemme er 7. oktober blevet en dobbelt skæringsdag, for det var Hamas’ angreb på Israel, der ikke bare viste, at islam har fået så meget magt i Danmark, at Mellemøstens konflikter nu også automatisk bliver vores, men tillige, at statens voldsmonopol er brudt. Det er endegyldigt brudt i England, hvor Londons islamiske borgmester nu kan tillade vold og hærværk mod demokratiske institutioner, og den der under angreb og erodering i Danmark, hvor danske jøder ikke kan færdes på Nørrebro og man bliver overfaldet eller truet på liv og førlighed, hvis man viser et israelsk flag.

Det er hidtil uset i demokratiske retsstater, at civile grupper i samfundet kan bemægtige sig det voldsmonopol, der tilhører staten, men det er, hvad der er sket i England og det er, hvad der er ved at ske herhjemme og det er på høje tid at myndighederne indser dette, for man kan bare se til England for at se, hvad vi ser ind i, hvis der ikke sættes ind.

Hvis altså pressen bare gad skrive om det.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis