"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hvem siger, at Danmark er bedre til at forsvare vestlige værdier end Sverige og England?

28. august 2018 - AktueltArtikel - af Aia Fog

Danmark er hverken som Sverige eller England. Vi er os selv. Men vi skal tage pejling af vore naboer, for de viser, at islams fremmarch er uafhængig af normer og samfundsmodel, og at det er helt andre faktorer i den vestlige kultur, der er afgørende for, om vi kan værne vores værdier.

Vi har længe vidst, at når man taler om truslen mod den vigtigste frihedsrettighed, ytringsfriheden, så er den afgørende forskel på Danmark og Sverige, at det i Sverige også er staten, der med velvillig bistand fra medierne, aktivt modarbejder og slår ned på ytringer, som anses for politisk ukorrekte. Det var Dan Park-sagen et ubehageligt bevis på. Den svenske gadekunstner fik i 2014 ni af sine værker beslaglagt af det svenske politi med henblik på destruktion, fordi myndighederne mente, at hans kunst var udtryk for ”hets mot folkgrupp”. Et voldsomt angreb på ytringsfriheden, der gav ubehagelige mindelser til Nazi-tysklands udrensning af den såkaldt entartete Kunst. Rent bortset fra, at nazisterne ikke destruerede den Entartete Kunst, men solgte den for højstbydende.

I dette forår blev den svenske freelance journalist, Jan Sjunneson, hentet til forhør hos politiet, fordi han havde lavet en islamkritisk satire over to børnebøger.

Sveriges deroute som retsstat har stået på i årevis og er efterhånden så almindeligt kendt, at broderlandet i folkemunde har fået tilnavnet Skandinaviens Nordkorea.

Det nye er, at også vores nabo mod vest, England, er begyndt at udvise ubehagelige tegn på, at myndighederne aktivt prøver at forhindre bestemte holdninger i at komme til udtryk. Eller måske er det ikke helt så nyt, for allerede for 9 år siden blev den hollandske politiker Geert Wilders blev nægtet indrejse i Storbritannien, men det er stærkt foruroligende, at det land, der om noget har været flagskib for vestlige frihedsrettigheder - ytringsfriheden ikke mindst, i stigende grad bøjer sig for voldsmandens veto, og slår ned på dem, der siger troldens navn, frem for at gå efter ondet selv.

Det mest spektakulære eksempel er Tommy Robinson, der i juni inden for ganske få timer blev arresteret, anklaget, dømt og fængslet i 13 måneder, for en lovovertrædelse andre dårligt får en bøde for. Men også indrejseforbuddene mod den canadiske free-lance journalist og aktivist Lauren Southern, lederen af det tyske Géneration Identitaire Martin Sellner, og hans amerikanske kæreste Brittany Pettibone er tegn på, at de engang så stolte og kampberedte briter er slået ind på en farlig kurs. En kurs, der ligner Sveriges til forveksling, og som trods store forskelle på de to lande, fører samme vej: mod den totale kapitulation over for islam.

Det er foruroligende for et lille land som Danmark at have to naboer, der så hurtigt synes enten at være ved eller allerede at have overgivet sig totalt til islams særkrav på bekostning af egne værdier og egen kultur. Når man derudover tager i betragtning, at der er tale om to lande med meget forskellige samfundsstrukturer, bør det få alarmklokkerne til at bimle.

Sverige er det land i verden, der om nogen er gået all in på lighedstænkning – og det i en grad så både køn og race bliver betragtet som sociale konstruktioner. Den svenske folkhemskultur har i en særegen symbiose med den nationale hang til autoritetstro ført til både daginstitutioner, hvis fremmeste mål er at eliminere alle kønsspecifikke præferencer hos børnene og til en mandlig befolkning, der uden at blinke erklærer sig for feminister for ikke at blive skudt i skoene, at de er kønsfascistoide kvindeundertrykkere.

England er målt på disse parametre Sveriges modsætning med et indgroet klassesamfund og et uddannelsessystem, der i alvorlig grad hæmmer den sociale mobilitet. Et samfund, hvor den dårligst stillede del af den britiske arbejderklasse er så fastlåst og udgrænsede, at de berygtede netværk af pakistanske mænd i årevis kunne groome, pine og voldtage i hundrede- ja måske tusindvis af udsatte, britiske piger, uden at der blev grebet ind.

Så forskellige samfund – og dog på samme tid forenet i en kulturel dødsspiral. Det er påfaldende, at hverken den svenske lighedskultur eller den britiske klasse-ditto har kunnet modstå islams særkrav og trusler: både svenskerne og briterne er forenet i en fejlagtig politisk korrekt angst for racisme, der gør, at begge lande hæver islam over både svensk folkhems-lighed og det uformelle, men reelle britiske klassesamfund.

Islam har i disse meget forskellige samfund evnet at komme ude fra, sætte sig selv igennem og hæve sig over alle eksisterende normer og regler i det samfund, der i ellers holder sin egen befolkning i ave. Det bør mane til eftertanke.

Danmark er hverken som Sverige eller England. Vi er os selv. Men vi skal tage pejling af vore naboer, for de viser, at islams fremmarch er uafhængig af normer og samfundsmodel, og at det er helt andre faktorer i den vestlige kultur, der er afgørende for, om vi kan værne vores værdier. Og intet tyder på, at hverken tildækningsforbud, imampakker eller ghetto-planer er tilstrækkelige til at forhindre, at den skæbne vi i disse år kan se vore naboer gå i møde også vil ramme os selv.