"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hvem er Maria Mawla?

19. juli 2009 - Den løbende - af Helle Merete Brix

Muslimske Maria Mawla, der til daglig er studerende på Københavns Universitet er, fremgår det af dagens medier, oprørt over, at hun nu stilles over for valget mellem at smide sit hovedtørklæde eller forlade hjemmeværnet.

Mawla har netop bestået Hjemmeværnets grunduddannelse og indgår i sanitetsindsatsenheden for København City. Det er Dansk Folkeparti, der har rejst sagen efter at have læst et - nu fjernet - interview med Mawla på Hjemmeværnets hjemmeside.

Hvor hjemmeværnet hidtil har bakket op om Mawla, erkender kommiteret for hjemmeværnet, politisk chef Ulrik Kragh, at tørklædet er uforeneligt med hjemmeværnets uniformsbestemmelser. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt i dag, den 19. juli.

Regeringspartiet Venstre har derimod bakket Mawla, der i et interview i dag med Berlingske Tidende udtrykker, at hun føler sig diskrimineret og personligt forfulgt, op. Det fremgår også af interviewet, at Mawla er indstillet på eventuelt at tage sagen til menneskerettighedsdomstolen og i øvrigt mener, at feministerne må på banen.   

Til TV2 Nyhederne her til aften udtalte Mawla, at hun "føler sig som andenrangsborger".

Men hvem er Mawla egentlig? Hun har libanesisk baggrund og er opvokset i Ribe og Valby. I et  interview med overskriften "Med tørklæde og CBRN-maske" på Hjemmeværnets hjemmeside fra 14. juli - der nu er fjernet fra hjemmesiden - beskriver Mawla sig selv som stærkt praktiserende muslim". Det fremgår også, at hun springer faldskærm og har dykkercertifikat og drømmer om på et tidspunkt at blive udsendt: "Hør her, jeg er dansker, og jeg vil også gerne gøre en indsats ude i verden".

Danmarks såkaldte demokrati

Mawla, der medvirkede i DR2s udsendelse "Oraklerne", er også bidragyder til bogen Muslimsk-dansk dagbog: 19 dagbøger fra Muhammed-krisen, som Informations Forlag udgav i 2006. I sit bidrag skrev Mawla - der i øvrigt er gift med en dansk konvertit og ikke blot en dansk mand - som medierne skriver, blandt andet:

"Nu i denne tid oplever jeg en krise, som er fysisk såvel som psykisk. Muslimer verden over er vrede og fornærmede over tegningerne, der afbilder vores elskede profet Muhammed - må fred være med Ham - i association med undertrykkelse, terrorisme, sorg og død. Alt det, som netop vores Profet kæmpede imod og til sidst døde for.
Men folk er ligeglade, de gider ikke engang bruge et enkelt minut på at forstå vores frustration - vi er ikke et minut værd.
Denne konflikt handler ikke om ytringsfrihed eller demokrati, som den store Naser Khader og hans elskede Demokratiske Danmark gør det til. Den handler om respekt og accept!"

Og videre: "Kald mig fundamentalist, men jeg sætter islam højere end mit eget liv og det såkaldte demokrati, vi i Danmark praktiserer. Jeg nægter at blive "demokratiseret", hvis demokrati indebærer forfølgelse og undertrykkelse af mennesker med en bestemt trosretning."

Racisme, undertrykkelse og ariske danskere

Mawla skriver, at hun dagligt oplever "racisme og undertrykkelse". Hun spørger, "Hvad forventer hr. og fru Danmark af os? Hvorfor er det O.K. at hade? Hvorfor er det blevet offentligt acceptabelt at undertrykke folk for deres rettigheder og frihed til dyrkelse af tro?"

Tegningskrisen har medført, mener Mawla, "en masse smerte, vrede, frustration og pludselig stolthed og nationalisme. Et tilhørsforhold, der ikke inkluderer imamer, kvinder med tørklæde og unge mørke knægte, men derimod kun ariske danskere og de såkaldte "Demokratiske Muslimer"".

Mawla giver i sit bidrag også sin tilslutning til en linie i en sang fra bandet Outlandish: "Outlandish siger i en sang, som jeg elsker at lytte til: "We have become the new nigger to the world". Ja, det er desværre sandt, men jeg er ikke villig til at vente flere århundreder på at blive sat fri".

Dansk Folkepartis  forsvarsordfører Ib Poulsen udtaler, at han er glad for at "hjemmeværnet anerkender, at de har begået en fejl. Vi hilser muslimske kvinder velkommen i Hjemmeværnet, men det skal altså være uden tørklæde", siger han.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg