"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hvad sker der med Tommy Robinson?

5. november 2012 - Artikel - af Sapphos medarbejder

I foråret interviewede Sappho lederen af English Defence League, Tommy Robinson. For nylig blev han fængslet. Sapphos medarbejder spørger i denne kommentar, om England med fængslingen af ham er på vej til at blive en politistat? For uanset om der er hold i anklagerne eller ej, er den behandling han har fået ikke en retsstat værdig. Læs kommentaren.

Måske har Tommy Robinson ret, når han siger, at de engelske magthavere vil benytte alle midler – inklusive velkendte politistats-metoder - for at knuse hans organisation.

Måske.

Mærkelige anklager

Mærkelige ser de i hvert fald ud, nogle af de anklager, der er rettet mod lederen af English Defence League (EDL), og som nu er anledning til, at han befinder sig bag tremmer.

Da Tommy Robinson sammen med 52 andre EDL-folk blev arresteret den 20. oktober, var de angiveligt på vej til en uanmeldt demonstration.

Alle blev anklaget for at ville forstyrre den offentlige orden, men for Tommy Robinson fulgte der et par ekstra anklager med.

Dels en påstand om, at han skulle have slået og sparket sharia-ekstremisten, Sayful Islam – en imam, der tidligere har overfaldet Robinson, og som i øvrigt ikke er blevet straffet for det.

Dels skulle EDL-lederen have rejst ind i USA på falske papirer.

Hvad angår det påståede overfald, ved vi meget lidt.

Man kan blot konstatere, at det ville være ualmindeligt dumt af Tommy Robinson at tage del i den slags. Og dum, det var ikke det indtryk, Sappho fik af ham, da vi besøgte Luton i foråret.

At han har villet ”forstyrre den offentlige orden” med en uanmeldt demonstration er derimod tænkeligt. Men ”forstyrrelsen” står ikke mål med den behandling, han nu har fået. Det vender vi tilbage til.

Det der får hele sagen til at lugte fælt, er derimod den sidste anklage.

Den om, at han skulle have rejst ind i USA på en anden mands pas.

I USA?

Landet, der om nogen vogter nidkært over sine grænser, og som ikke bare kræver fremvisning af pas og visum? Landet, der tager fingeraftryk og fotograferer – og desuden afkræver folk en god forklaring på, hvorfor de vil ind i USA?

Skulle Robinson have fusket sig gennem alt dette på noget så gammeldags som et falsk pas?

Og hvis det virkelig skulle være tilfældet, hvorfor kommer anholdelsen så først nu - halvanden måned senere?

Man kan hurtigt få den tanke, at indespærringen drejer sig om noget helt andet. Om at stoppe EDL. Ikke mindst, når man hører om de efterfølgende begivenheder. 

Dødstrusler i fængslet

Efter anholdelserne blev Tommy Robinson nemlig anbragt i det berygtede Wandsworth fængsel – i en fløj domineret af muslimer. Robinson har selv meddelt, at dødstruslerne haglede ned over ham.

Men der var mere i vente. For selv om den engelske stat - som enhver anden retsstat - er forpligtet til at beskytte indsatte mod overgreb, tvang den Tommy Robinson til at dele celle med flere – ikke bare kriminelle – men kriminelle muslimer.

Det lyder uhensigtsmæssigt, ikke sandt?

Glemte myndighederne et øjeblik, at der har været adskillige muslimske attentatforsøg mod EDL-lederen? Eller mente man blot, at han skulle have en lille tillægsstraf? Eller en fatal?

Efter kraftigt pres udefra er Robinson nu blevet flyttet til en ny celle.

Her kan han se frem til at skulle tilbringe de næste tre måneder, indtil hans sag kommer for retten i januar. Til den tid skal det afgøres, om han skal udvises til USA – og straffes yderligere.

Sandsynligheden for, at han kommer til at sidde de tre måneder ud – og ikke som de øvrige anholdte bliver løsladt mod kaution – er stor. Juridisk hjælp kan han nemlig indtil videre glemme alt om.

Hvorfor?

Fordi de engelske myndigheder for længst har lukket hans bankkonti. Og konfiskeret hvert eneste pund.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg