"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Holocaust-revisionist ansat af DR

24. juni 2009 - Den løbende - af Uwe Max Jensen

DR-journalist sætter spørgsmålstegn ved omfanget af 2. verdenskrigs jødeudryddelser. Nu er journalisten indkaldt til en kammeratlig samtale.

I mandagens sene Deadline på DR2 diskuterede to unge kvinder med dansk-iransk baggrund - Jaleh Tavakoli og Samira Tavin - den højspændte situation i Iran under overskriften "Interview med to herboende iranere for og imod Ahmadinejad".


Forleden demonstrerede herboende iranere mod Ahmadinejads styre.
Men Samira Tavin fra DR bakker præsidenten op.

Samira Tavin var inviteret i studiet som tilhænger af Ahmadinejad. Under debatten blev Ahmadinejads holdninger til Israel og Holocaust berørt. Det førte til følgende ordveksling mellem Deadline's vært Nikolaj Sommer og Samira Tavin:

Nikolaj Sommer: - Men, Samira Tavin, vi hører jo også ting, Ahmedinejad har sagt. Han har blandt andet sat spørgsmålstegn ved Holocaust. Han har sagt, at Israel måske skulle fjernes fra landkortet. Han vil gerne af med Israel. Han er vel ikke ligefrem en helgen.

Samira Tavin: - Altså det der med Israel, det er jo sådan, at han (Ahmadinejad, red.) jo aldrig nogensinde har sagt, at man skal udrydde hele Israels, at de skal dø, israelerne. Det han har sagt, det er, at de ikke skulle eksistere på verdenskortet. Det vil sige, at de ikke skulle eksistere som et land. Og det har han…

Nikolaj Sommer: - Hvad med Holocaust?

Samira Tavin: - Og Holocaust det har han benægtet, men altså, det har han vel sin frie ret til, at benægte, der er nogen der tror på det.

Nikolaj Sommer: - Kan du som en borger i Danmark støtte det?

Samira Tavin: - Jeg kan sagtens støtte, ikke at benægte Holocaust, men at benægte, der døde seks millioner jøder - det tror jeg da heller ikke på. For hvis det var, at der døde seks millioner jøder, hvorfor må man så ikke efterforske i det den dag i dag. Dem, der stiller spørgsmålstegn og efterforsker i det i dag, de bliver sendt, sat i en domstol. Og er det rigtigt? Er det demokrati? Er det ytringsfrihed?


Præsident Ahmadinejad

Ansat på Sporten

Deadline's vært Nikolaj Sommer spurgte Samira Tavin "som borger i Danmark". Nikolaj Sommer kunne også have spurgt Samira Tavin som journalist i DR.

Samira Tavin er journaliststuderende på RUC og har siden 1. februar 2009 været ansat som journalistpraktikant på DR Sporten.

Kammeratlig samtale

Chef for DR Sporten Judith Skriver er Samira Tavins foresatte hos DR. Sappho har været i kontakt med Judith Skriver for at få hendes syn på Samira Tavins udtalelser.

- Mener du, at Samira Tavins udtalelser om Holocaust matcher DR's værdier?

- Praktikanter og andre har lov til at have de holdninger, hun har. Men jeg har haft Samira inde til en kammeratlig samtale, da hun skal vide, at den slags gør man ikke som journalist. Der blander man ikke sine egne holdninger ind i faget. Man kan ikke både være meningsbærer og objektiv journalist, forklarer Judith Skriver.

- Får Samira Tavins udtalelser i Deadline indvirkning på hendes fortsatte virke i DR?

- Jeg har skønnet, at hun godt kan fortsætte på Sporten. Så i den forbindelse får det ikke direkte konsekvenser for hendes praktikforløb hos DR, men hun vil ikke blive lånt ud til nyhedsafdelingen, mens hun er her, siger Judith Skriver.

Om sin kammeratlige samtale med Samira Tavin forklarer Judith Skriver:

- Samira har lyttet med meget store ører til, hvad jeg har forklaret hende. Vil man være meningsbærer, så kan hun ikke forvente at få ansættelse på en nyhedsredaktion som objektiv journalist. Sagen får ingen yderligere konsekvenser for hende her og nu, da hun er i praktik på Sporten. Men jeg vil i hendes resterende praktikforløb lære hende, hvad man gør og ikke gør som journalist, fortæller Judith Skriver.

Skydende journalist

Om sport og politik kan holdes adskilt er et åbent spørgsmål. På sin hjemmeside skriver Samira Tavin følgende:

"Bag sporten er der mere end kun konkurrence og resultater. Spørgsmål som, ”Hvorfor er Israel med i EM-kvalifikationerne, når landet ikke ligger i Europa?” skal også besvares."

Under punktet "Fritid" oplyser Samira Tavin, at hun læser en masse skønlitteratur og spiller tennis og bordfodbold. Desuden går Samira Tavin til skydning og "skyder med 9 millimeter og 22 kaliber".

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg