"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hollandsk kunstner trues efter overfald på Lars Vilks

13. maj 2010 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Uwe Max Jensen

Da Lars Vilks i forbindelse med sin forelæsning om kunst og ytringsfrihed ville vise en kunstvideo, hvor religionsstifteren Muhammed portrætteres som homoseksuel, blev han straks overfaldet af vrede muslimske tilhørere. Nu trues den kvindelige instruktør af videoen.

En kunstvideo, der portrætterer religionsstifteren Muhammed som homoseksuel, havde kun spillet i få sekunder før den svenske kunstner og Muhammed-tegner Lars Vilks blev overfaldet af rasende muslimske tilhørere under en forelæsning om kunst og ytringsfrihed på Uppsala Universitet. Videoen Allah ho Gaybar er ikke Lars Vilks' egen kreation, men er skabt af den iransk-hollandske videokunstner og fotograf Sooreh Hera og er Heras personlige kommentar til den uhyrlige behandling af homoseksuelle, der pågår i mange islamiske lande.

Sooreh Hera har siden offentliggørelsen af Allah ho Gaybar og en serie fotografier med samme motiv i 2007 levet på en hemmelig adresse i Holland, men Sappho har været i kontakt med kunstneren, der oplyser, at Lars Vilks allerede for nogen måneder siden indhentede tilladelse til at vise Allah ho Gaybar i forbindelse med forelæsningen på Uppsala Universitet.

Trusler fra Sverige

Sooreh Hera fortæller, at hun på YouTube har set videoen af overfaldet på Lars Vilks i Uppsala. Hun fortæller videre, at hun i forlængelse af Vilks' visning af Allah ho Gaybar har modtaget et betragteligt antal trusler og vrede e-mails blandt andet fra Sverige.

Om YouTube-videoen, der dokumenterer overfaldet på Lars Vilks, siger Sooreh Hera:

"Billederne er chokerende, men ikke uventede for en, der har førstehåndskendskab til de farer, som islam indebærer for frie samfund og frie individer. Det er både smertefuldt og bizart at se, at disse mennesker har været i stand til at afbryde en forelæsning."

Sooreh Hera mener, at ytringsfriheden er under hårdt pres i vesten.

"For en tænker og intellektuel synes der ikke at være anden udvej end at forbyde fanatiske religioner i vores vestlige samfund. Når der er valgkamp, bliver problemet skubbet i baggrunden. Og alt synes at dreje sig om økonomi. Eller problemet bliver latterliggjort eller forvrænget af underbegavede mennesker. Overfaldet på Lars Vilks – og den kendsgerning at jeg må leve under jorden – beviser, at forestillingen om Vestens ytringsfrihed er langt ude," siger Sooreh Hera til Sappho.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg