"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Holland skyder sig selv i foden med indrejseforbud til konspirationsteoretiker

24. november 2022 - Artikel - af Aia Fog

Hollland har nægtet den britiske konspirationsteoretiker David Icke indrejse. Det er man i sin gode ret til - men det er en tåbelig beslutning

Den britiske konspirationsteoretiker og tidligere fodboldspiller og journalist ved BBC, David Icke, er blevet nægtet indrejse i Holland, hvor han ellers skulle have talt ved en friheds-demonstration i Amsterdam.

Icke er leveringsdygtige i adskillige konspirationsteorier. En af de mest solgte er en global konspiration, hvor en skjult hånd manipulerer menneskehedens skæbne fra det skjulte gennem dem, vi tror har magten. Denne skjulte hånd, denne skyggemagt, har ét mål: en Orwelliansk superstat med total kontrol over verden. Og apropos dem, vi tror har magten, så er mange af dem – bl.a. Kong Charles og de tidligere præsidenter Bush og Obama ifølge Icke i virkeligheden reptiler forklædt som mennesker.

Icke har som sagt adskillige teorier, som han siden 1990 har beskrevet i et omfattende forfatterskab på i hvert fald 20 selvudgivne bøger. Af andre teorier kan nævnes, at George Soros står bag både Den Orange Revolution i Ukraine og Det Arabiske forår, ligesom Corona-pandemien var led i en sammensværgelse for at installere G5-teknologi og at Bill Gates har planer om at kontrollere befolkningstilvæksten med usynligt blæk.

David Ickes konspirationsteorier er som nævnt mange, de er fantastiske og i de senere år er stadigt flere begyndt at lytte til dem og følge ham: han taler i timevis for fulde huse i mange lande. Man kan vel sige, at David Icke er blevet en art vækkelsesprædikant.

Nu er han så blevet nægtet indrejse i Holland og dermed også i resten af Schengen, fordi han efter sigende udgør en trussel mod den offentlige orden. Icke blev i 2019 også nægtet indrejse i Australien, hvor han blev erklæret persona non grata.

Indrejseforbuddet i Holland har fået mange til at hævde, at Holland knægter Ickes ytringsfrihed og at han derfor har ret til at rejse ind i landet. Hertil er der kun at sige, at det står ethvert land frit for at bestemme, hvem man vil lukke ind og hvem man vil holde ude. Ytringsfrihed er ikke en universel rettighed man kan tiltvinge sig adgang til et land med: ytringsfrihed er, desværre kan man sige, ikke knyttet op på individet alene uafhængigt af, hvor dette individ måtte befinde sig. Retten til frit at kunne ytre sig er uløseligt forbundet med den enkelte nationalstat og de begrænsninger, der gælder i det enkelte land.

Var David Icke blevet lukket ind i Holland og dér nægtet den ytringsfrihed, der ellers gælder inden for Hollandsk jurisdiktion, var sagen en anden, men Holland vil ikke have ham inden for landets grænser. Icke og hans tilhængere kan derfor ikke påberåbe sig Hollandsk lov og ytringsfrihed, så længe han ikke befinder sig på Hollands territorium og dermed under Hollandsk jurisdiktion. Og Icke kan i øvrigt fortsat sige, hvad han vil – han kan bare ikke rejse ind i Holland og gøre det.

Med det på plads er det ikke desto mindre relevant at spørge, om det er den rigtige beslutning, Holland har truffet. Udgør Icke virkelig en trussel mod den offentlige orden? Følger der opstande, vold og hærværk i hans kølvand? Truer han med vold - eller opfordrer andre til vold?

Svaret er entydigt nej: det er ikke til at finde eksempler på voldelige optøjer endsige bare den mindste uro eller forstyrrelse af den offentlige orden nogen af de efterhånden mange lande David Icke har talt i: hans tilhængere og følgere er ganske almindelige og ikke mindst fredelige mennesker, der af uransagelige årsager ser Icke som en art profet. Og det skal de have lov til.

Icke selv er erklæret ikke-voldelig og kan allerhøjst svinge sig op til at anbefale sine følgere ikke-voldelig civil ulydighed”, en lidt tåget opfordring som næppe kan udgøre en ”trussel mod den offentlige orden” og som i hvert fald er så relativ uskyldig, at det ikke kan begrunde et indrejseforbud.

I det perspektiv er indrejseforbuddet helt uforståeligt og et kæmpe selvmål for Holland (og Australien): David Icke udgør ingen reel trussel mod nogen eller noget: det er ikke forbudt at hverken producere eller tro på konspirationsteorier, det er ganske harmløst og skal i et velfungerende demokrati først og fremmest – i det omfang man overhovedet gider – mødes med krav om verificering, argumenter og debat, ikke forbud og censur.  

I virkeligheden har Holland (og Australien) skudt sig selv gevaldigt i foden og nu blot gjort David Icke endnu mere interessant og givet hans teorier mere næring, for han må jo have fat i den lange ende, siden de er så bange for ham…

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg