"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hjælp til Danmarks Radio

18. oktober 2006 - Artikel - af Mogens Rukov

Det skulle være en smal sag for DR at gøre jøderne ansvarlige for folkemordet i Darfur.

Kære DR. De sidste gange jeg har hørt jer tale om Darfur, har I lagt vægt på, at Kina ville stemme imod en indgriben over for folkemordet i Darfur. Kina havde skylden. Og selvfølgelig USA, der ikke har været ivrig nok, har I sagt. I har fortiet de islamiske landes afstandstagen. Nu har jeg en lækkerbisken til jer. En mand efter jeres smag.

Massemorderen Omar al-Bashir, Sudans præsident. Ifølge Sudan Tribune, har al-Bashir i FN udtalt, at det er jøderne, der står bag folkemordet. Han har også angrebet FN for at ville kolonisere Sudan. Amnesty International skulle i denne forbindelse også blande sig i Sudans indre anliggender. Men det kan I jo bare overse. I kan også glemme, at al-Bashirs udtalelser i sig selv er bar løgn.

I kan gøre det på den sædvanlige måde, I får jeres meddelelser anbragt (ligesom I f.eks. gjorde med Twin Towers konspirationsteorierne). Igennem ”uskyldige” citater. F.eks. sådan: ”Godaften, her er TV Avisen. Jøderne står bag folkemordet i Darfur.” Lidt senere kan I så gentage: ”Jøderne står bag folkemordet i Darfur, siger den sudanesiske præsident, al-Bashir.” I kan også levere den på denne måde: ”Jøderne står bag folkemordet i Darfur, lød det fra FNs talerstol.”

Derefter kan I have et indslag med en mand i Khartoum ved nogle jødiske bygninger. Han kunne f.eks. indlede sådan: ”Ganske vist forlod jøderne landet i 1967, da Israel angreb sine nabolande (der er alligevel ikke nogen, der tænker på, at det var Israel, der blev angrebet).”

Han kan fortsætte: ”Men vil de nu tilbage til deres efterladte rigdomme, måske til dette hus? I hvert fald lyder det fra autoritativ sudanesisk kilde, at jøderne står bag folkemordet i Sudan. Den sudanesiske præsident … Osv.”

Til sidst kunne I lade Jens Nauntofte holde et lille historisk foredrag over temaet: hvilke vanskeligheder jøderne satte deres hjemlande i, da de i 1967 krævede at kunne medtage deres enorme rigdomme fra uskyldige muslimske lande. Han kunne også nævne, at det sandsynligvis var det israelske Mossad, der stod bag flere attentater imod synagoger i Bagdad, der gjorde jøderne paniske og – imod regeringens ønske – tvang dem til at forlade landet. Det foredrag husker jeg, han er god til.

Han skal selvfølgelig ikke sige noget om, at deres ejendom blev konfiskeret, og at disse folk fra nabolandene i dag udgør den mest arabfjendtlige gruppe i Israel, for som det lyder fra flere: ”Vi kender dem.”

I ser, hvordan jeg forstår jer og ønsker at hjælpe jer. Medlidenhed med jer har jeg ikke, derimod med jeres licensbetalere.

Mogens Rukov er afdelingsleder på Den Danske Filmskole

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg