Det synes som meget lang tid siden, at vi i Trykkefrihedsselskabet var så optaget af islams trussel mod vores ytringsfrihed, at vi blev (og stadig bliver) betragtet som en primært islamkritisk forening. Det er vi ikke – vi har kun forsvaret for det frie ord som formål, og de seneste 4 år har forsvaret for ytringsfriheden flyttet sig til nye flanker, nemlig tech-giganterne og politikerne.
For vi lever i de vildeste tider, hvor det man før anså for helt ude i hampen, nu er blevet normen – ja mere end det: skjulte diktater og indirekte påbud om at feje al evidens og logik af banen og acceptere det absurde, hvis man ikke vil hænges ud og stemples som en racistisk, fascistoid, klimabenægtende homo- og/eller transfobisk bærer af hvidt overherredømme.
Nu skal vi så også anerkende, at politikere både herhjemme og i EU beskytter demokratiet og ytringsfriheden, når de indfører lovgivning om ”indholdsmoderation” (læs: censur) af sociale medier: I EU er man ved at lægge sidste hånd på den såkaldte Digital Services Act (DSA): et ambitiøst lovprogram, der skal sætte international standard for platformsregulering. Hvordan man kan gøre det på tværs af suveræne staters forfatninger, er så et andet spørgsmål. Socialdemokraternes EU-parlamentsmedlem, Christel Schaldemose, der efter eget udsagn også er EU-Parlamentets chefforhandler på DSA, er begejstret for den kommende regulering, som hun i et indlæg på Altinget i marts beskriver som ”hård lovgivning”, der ”virkelig er brug for”.
For der er så meget ”desinformation” på de sociale medier synes hun, dvs. ”bevidst…[spredning af] ”informationer”, der er løgne eller meget langt fra fakta med det formål at skade en person, en gruppe eller et samfund”. Det er ifølge Schaldemose ”farligt” og ”et kæmpe demokratisk problem”. Hvorfor er det farligt? Og hvordan kan det overhovedet nærme sig noget, der kan kaldes et demokratisk problem? Er det ikke tværtimod et kæmpe demokratisk problem, at man fra politisk side vil gennemføre lovgivning, der skal bestemme, hvilken information, der er farlig og hvad, der må tilflyde borgerne?
Vi lever i interessante tider, som kineserne siger. I tider, hvor sort er hvidt og 2+2 er lige, hvad du selv synes, det skal være. Men ikke nok med det: hvis man tør vende blikket mod USA, der på godt og ondt plejer at være indikator for, hvad vi har i vente, har Team Biden nu oprettet et såkaldt Disinformation Governance Board, et Sandhedsministerium. Det er som taget ud af Orwells roman 1984, for det er ministeriets erklærede opgave at bekæmpe dis/desinformation – og dermed altså censurere – med henblik på at værne om landets sikkerhed (sic!).
Det amerikanske Sandhedsministerium skal ledes af den 33-årige Nina Jankowicz. En kvinde(?), som nægter at udtale ordet ”mor”, men som insisterer på at sige ”fødselsperson”, og som nu er blevet kendt for at synge sin hån ud på TikTok mod, hvad hun betragter som desinformation som….Mary Poppins!
Da Twitter før præsidentvalget i 2020 blokerede alle links til New York Posts artikler om det stærkt inkriminerende indhold på Hunter Bidens bærbare computer, var Jankowicz tavs, men da det kom frem, at Elon Musk ville købe Twitter, var hun hurtigt ude med følgende kommentar: ”Jeg gyser ved tanken om, at ytringsfrihedsfundamentalister skal overtage flere platforme”.
Det giver sig selv, at formålet med det nye Sandhedsministerium ikke er at sikre, at sandheden kommer frem i lyset, men at tværtimod at undertrykke ubekvemme holdninger og meningsmodstandere. Dette blev ildevarslende udtrykt i en udtalelse fra Homeland Security (ministeriet for indenlandsk sikkerhed), der beskrev Jankowicz som ”en ekspert i informationskrig”.
Sikkert er det, at Team Biden og Demokraterne, stærkt bakket op af det magtfulde menings- og mediesegment af såkaldte ”liberals”, har foruroligende let ved at omfavne det totalitære, når de møder modstand. Og den omstændighed at de tror, de kan bilde omverdenen ind, at det totalitære i virkeligheden er demokratisk siger en del om, at det er alt for længe siden, de mødte modstand og at de virkelig trænger til det.
I sidste ende kan vi ikke bebrejde hverken krænkelsesparate muslimer, woke-bevægelsen eller den ny-totalitære del af det politiske segment for presset på vores (ytrings)frihed. Deres indhug i frihedsrettighederne er faktisk kun mulig i det omfang, der ikke bliver sagt fra og stået fast på demokratiet. Lad dette være endnu en opfordring.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
