"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Grænsen mellem Asylret og Kirkeasyl er flydende

29. september 2009 - Den løbende - af Uwe Max Jensen

Asylret kræver asyl til alle herunder dømte kriminelle. Kirkeasyl fører efter eget udsagn udelukkende kampagne for afviste asylansøgere. I praksis er forskellen mellem de to organisationer knap så stor.

Organisationen Asylret mener, at det "er en menneskeret for alle, som føler sig undertrykt og forfulgt på grund af etnisk herkomst, køn, seksuel orientering eller af politiske eller religiøse grunde", at få asyl, og Asylret kræver fortsat ophold til udviste kriminelle herunder den pædofile voldtægtsmand Mohamad Mustafa Ahmed, der i 2005 blev udvist af Danmark for bestandig efter en dom for voldtægt af en 14-årig pige. En forbrydelse, der af Dagbladet Arbejderen beskrives som "mindre kriminalitet".

Asylret kan dermed betegnes som mere yderligtgående i asylspørgsmålet end den i medierne mere profilerede gruppe Kirkeasyl, der ifølge Kirkeasyls talsmand Pelle Dragsted udelukkende fører kampagne for afviste asylansøgere. I hvert fald i teorien. I praksis er grænsen mellem Asylret og Kirkeasyl nemlig flydende.

Talsmand for Kirkeasyl/administrator for Asylret

Talsmand Sigurd Jacobsen fra Kirkeasyl, der er en af Kirkeasyls mest benyttede talsmænd og senest optrådte i et stort portræt af Kirkeasyl i Politiken, er nemlig samtidig administrator for Asylrets Facebook-gruppe

I begyndelsen optrådte Sigurd Jacobsen som administrator under fuldt navn. Det blev siden ændret således, at kun fornavnet Sigurd fremgik. Det er nu ændret tilbage igen, så Sigurd Jacobsen igen fremstår med fuldt navn som administrator af Asylrets Facebook-gruppe.

Komisk dobbeltrolle

Sigurd Jacobsens dobbeltrolle blev ufrivilligt komisk, da han i begyndelsen af september blev interviewet af Jyllands-Posten ("Danskere klar til at hjælpe irakere", Jyllands-Posten 05.09.2009) som talsmand for Kirkeasyl, mens det af artiklen fremgik, at Asylret, hvor Sigurd Jacobsen altså er administrator, ikke ønskede at tale med Jyllands-Posten.

De andre administratorer af Asylrets Facebook-gruppe er Hannah Eksd, Said Parvin og Pia Qu (stifter).

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg