"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Fritidsskoleleder lodret uenig med rapcenterchef

16. juli 2009 - Den løbende - af Uwe Max Jensen

Fritids- og ungdomsskolelederen i Viby mener, at rapteksten om "en patron for Messerschmidt" er grænseoverskridende. Rapcenterchef Henning Winther kalder derimod sagen "en prut i et glas vand" og betegner trusselsrappen som helt normal hiphopmetaforik.

Mandag i denne uge valgte Johannes Starup Justesen, der er fritids- og ungdomsskoleleder i Viby, at lukke rapskolen i Rosenhøj. Baggrunden for lukningen var, at en 11-årig elev på rapskolen i samarbejde med skolens underviser, den professionelle rapper Carthage Beck McGosh, havde skrevet en tekst, der kunne udlægges som en trussel mod EU-politikeren Morten Messerschmidt. Desuden opfordrede den 11-årige i sin raptekst politikeren til at sutte sin pik.
Overfor Kristeligt Dagblad forklarer ungdomsskoleleder Johannes Starup Justesen, at han ikke havde andet valg:

"Der er kommet en sang ud, som vi ikke kan stå inde for. En tekst, som jeg beklager meget, fordi den ikke står mål med det, vi arbejder med til daglig. Vi har mange regler om, at vi skal tale ordentligt med og om hinanden. Vi har desuden et værdigrundlag, der bygger på respekt for hinandens forskellighed," forklarer Johannes Starup Justesen til Kristeligt Dagblad og uddyber sin beslutning overfor avisen:

"Så nu stopper vi og tænker os om. Vi skal sikre, at børn og unge kan komme til vores aktiviteter, uden at forældrene skal være bekymrede for, hvad de lærer."

Det' ikke noget problem

Mens Johannes Starup Justesen finder sangteksten uforenelig med ungdomsskolens værdigrundlag, mener rapcenterchef Henning Winther, der står bag de fire rapskoler i århusianske bydele, der tilsammen støttes med 150.000 kroner af Århus Kommune, ikke, at teksten udgør noget problem:

"Teksten er på ingen måde grænseoverskridende - det her er en prut i et glas vand. At sige, at man har en patron til for eksempel Messerschmidt, er jo helt normal hiphopmetaforik. Det kan ingen, der har arbejdet med hiphop de seneste 20 år, på nogen måde opfatte som en dødstrussel.
Når man rapper, handler det om at prøve at skabe billeder i folks hoveder. Jeg synes overhovedet ikke, dødstrusler er i orden, men i den her sammenhæng er det jo kunst," siger rapcenterchef Henning Winther til Dagbladet Politiken.

Kreativt udtryk sat på vers

Den garvede rapper Clemens, der senest stod bag en musical-udgave af tv-serien Matador og har arbejdet sammen med netop rapcenterchef Henning Winther på nummeret "Psykopat på fri fod", hvor makkerparret giver udtryk for en uhæmmet lyst til at slå tv-fænomenet Bubber ihjel, er på linje med Henning Winther:

"Først og fremmest kan man sige, at hvis man virkelig mente de ting, man synger om, ville det være virkelig dumt at stille sig frem og sige det," har Clemens forklaret til Politiken og rapperen uddyber:

"Når man lytter til rapmusik, bør man være intelligent nok til at skelne mellem et kreativt og et rationelt udtryk. Lige så snart tingene er sat på vers, er det et kreativt udtryk, og så må man tage kunstnerbrillerne på, hvis man skal analysere det. Guns N' Roses synger: "I used to love her, but I had to kill her". Men der er da ingen af dem, der har slået kvinder ihjel."

En sej lille knægt

Også hip hop-ekspert Rune Skyum-Nielsen, musikjournalist og forfatter til bogen Nr. 1 - dansk hiphopkultur siden 1983, mener, at rapteksten fra Rosenhøj holder sig indenfor rapgenrens konventioner:

"Hvis man ser teksten som en dødstrussel fra den 11-årige, forstår man slet ikke genrens spilleregler. Det handler om en lille knægt, som vil være sej. Han vil ikke dræbe nogen, men vil udtrykke, at han ikke kan lide det, Morten Messerschmidt står for. Han skal bare lære, at det er bedre hiphop at sige det på en anden måde," siger Rune Skyum-Nielsen til Kristeligt Dagblad.

På herrens mark

Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard finder lukningen af rapskolen i Rosenhøj rimelig:

"Hvis min 11-årige kom hjem og fortalte, at nogen havde hjulpet ham til at skrive sådan en tekst, ville jeg da ringe og spørge: Hvad pokker er det, I lærer mine børn? Det er dårlig smag. Og det bringer ikke fredelige og harmoniske forhold frem i samfundet. Det er derfor, vi har opdragelse. Hvis voksne ansporer børn til den slags udskejelser, så tror de da, at alt er acceptabelt. Og så er vi da på herrens mark," siger Lars Hedegaard til Kristeligt Dagblad.

Ingen lyst til rap

EU-politiker og operaelskeren Morten Messerschmidt hilser lukningen af rapskolen i Rosenhøj velkommen:

"Jeg synes, det er vældig godt, at det her bliver taget alvorligt. Jeg har intet kendskab til rap - endsige lyst til at vide noget om musikformen. Det, der interesserer mig, er, hvad der er blevet sagt, og sådan noget her finder jeg mig ganske enkelt ikke i," siger Morten Messerschmidt til Politiken.

Rapskolen i Rosenhøj er foreløbig lukket ned for sommeren, men skolen åbner sammen med de tre andre rapskoler i bydelene Bispehaven, Toveshøj/Gellerup og Herredsvang igen til efteråret. Århus Kommune har støttet de fire rapskolers sommeraktiviteter med 150.000 kroner. Hvor mange penge, Århus Kommune har afsat til efterårets rapskoleaktiviteter, vides ikke i skrivende stund.

FAKTA:

Århus Kommune har valgt at støtte fire rapskoler i bydelene Bispehaven, Toveshøj/Gellerup, Herredsvang og Rosenhøj med foreløbig 150.000 kroner. Efter planen skal rapskolerne fortsætte efter sommerferien sandsynligvis med yderligere støtte fra Århus Kommune. Formålet med rapskolerne er ifølge projektets hjemmeside at give deltagerne mulighed "for at udtrykke sig positivt og vise, at bydelen er andet end bandekriminalitet, afbrændinger og uroligheder".
Foreløbig er projektet mundet ud i, at rapskolen i Rosenhøj er midlertidigt lukket, da en 11-årig dreng bistået af rapskolens underviser i en sangtekst kom med en trussel mod EU-politikeren Morten Messerschmidt og i øvrigt opfordrede politikeren til at sutte sin pik.

Sappho kunne desuden afsløre, at underviseren på rapskolen i Toveshøj/Gellerup, den professionelle rapper Ham Den Lange med det borgerlige navn Thorbjørn Bech-Rossen, har udtalt følgende om Pia Kjærsgaard:

"Desuden hvis vi taler om dansk politik, mangler der i hvert fald at blive brændt én heks (Pia Kjærsgaard, red.)." Århus Onsdag ("Grib dagen - men tænk dig om", 22. april 2009)

Ham Den Lange har endvidere skrevet sangen "Brænd Hende", hvor rapperen fantaserer om at brænde Pia Kjærsgaard på bålet som en heks.

Rapcenterchef Henning Winther, der er bagmanden bag de fire århusianske rapskoler, har samarbejdet med rapperen Clemens omkring sangen "Psykopat på fri fod", hvor Clemens og Henning Winther giver udtryk for en uhæmmet lyst til at slå tv-personligheden Bubber ihjel.

Sangen rummer blandt andet følgende linjer:

Jeg tog på besøg i Bubbers Badekar/Jeg hader den nar, ha-ha-hader den nar/Bubber han skal dø, sagen den er klar

KILDER: Dagbladet Politiken ("Hadefuld: Det her er en prut i et glas vand", 16.07.2009)

Kristeligt Dagblad ("Er en rap værre end en politisk smædesang?", 16.07.2009) 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg