Forpligtet til redelighed

Jeg er ikke klar over, hvorfor Lars Hedegaard har valgt at bruge nogle strofer fra første vers af Harald Bergstedts kendte børnesang som titel på sine erindringer.

Første bind, der udkom i 2010 hed Verden var så rød, mor. Erindringer 1942-1980, og her spillede titlen vel på forfatterens ræverøde fortid.

Måske han derfor har valgt strofen fra samme sangs første vers om ræven, der går derude. Det første vers i Bergstedts digt er ret dystert:

Den lille dreng, som måske hedder Lars, taler om den nedgående sol (det er derfor, den er rød); om skoven, som bliver sort; at solen nu er død; at dagen er borte; at ræven går derude og yderdøren derfor bliver låst for natten.

Og Lars kalder på sin Mor, for at hun skal synge for ham og trøste ham.

Denne seneste erindringsbog har 18 kapitler plus en ”Forbemærkning”.

Handlingen begynder med forfatterens hjemkomst fra Amerika i 1980 og slutter med hans hidtil sidste udgivelse i foråret 2011 af bogen Muhammeds piger: Vold, mord og voldtægter i Islams Hus.

Den blev vel anmeldt, til dels selv i den politisk korrekte avis Politiken.

Blandt anmeldelserne fremhæver Hedegaard selv den norske menneskeretsforkæmper Hege Storhaugs, fordi hun har stor indsigt i emnet.

Troen, der forsvandt

Første tredjedel af erindringerne begynder med tiden som redaktør på Politikens Forlag i 1980´erne, som redaktør af Socialpolitisk Forenings blad Social Revy, hans arbejde for LO med organet Fagligt Nyhedsbrev, og der sluttes med hans afgang i 1989 som chefredaktør (sammen med Peter Wivel) fra dagbladet Information.

”Jeg mistede troen”, hedder det kapitel, der afslutter denne fase. Den tro, han mistede, var troen på venstrefløjen som en kraft, der var interesseret i en sandfærdig og uforfærdet beskrivelse af virkeligheden, og en kraft, som stod vagt om basale borgerrettigheder.

Det skete i forbindelse med samme venstrefløjs mere end lunkne holdning til avisens medarbejder, Lars Villemoes´ optrævling af det marxistisk-terroristiske kompleks, som fik betegnelsen Blekingegadebanden.

Det emne var Hedegaard også inde på i første erindringsbind, men her folder han det ud bl.a. i et helt kapitel om banden og det miljø, den havde som en slags stødpude (”Et hav at svømme i” hedder et af kapitlerne) – dvs. en velvillig venstrefløj, som sympatiserede med bandens ”anti-imperialistiske” terror.

Forfatteren taler her som andre steder af egen erfaring og supplerer med en erfaren politikilde, der har fortalt ham, at betydelige grupper på venstrefløjen ikke kunne drømme om at gå til politiet, hvis de lå inde med viden om forbryderiske ting.

Politiet var jo kapitalens og borgerskabets lakajer, og det rådne kapitalistiske samfund skulle jo undermineres – ikke opretholdes.

Det var ærgerligt, at Hedegaard – der i sin tid fik adgang til et ikke hidtil tilgængeligt materiale på Politigården i København - ikke sammen med Lars Villemoes fik gjort alvor af at skrive en bog om banden.

Han blev så grebet af den trussel mod friheden, som islam udgjorde, at han i stedet for koncentrerede sine kræfter om denne sag.

Han betegner det selv som et svigt i forhold til Villemoes. Og det er i det hele taget et særkende ved erindringerne, at Hedegaard ikke skåner sig selv.

Derpå kommer en beskrivelse af årene i 1990´erne som redaktør af tidsskriftet Nord Revy og senere Europabevægelsens blad Nyt syn på Europa samt klummeskriver ved Berlingske og Weekendavisen (”Lang rejse i udkanten”).

Hans spændstige og bidende bidrag til Berlingskes klumme ”Groft sagt” var en pryd for denne avis, og det var derfor en dumhed af dimensioner at fyre ham.

Det er islam og alle dens gerninger og alt dens væsen, som udgør hovedtemaerne i erindringerne.  Hedegaard beskriver sin udvikling frem til ”Min tid som folkefjende” – en tid, der i øvrigt varer ved.

Det er ikke mindst danske mediers og journalisters adfærd, som beskrives.

Og man forfærdes over det lave niveau, der kendetegner dele af dansk journalistik.  Det hav, de svømmer i, er ofte en mudret pøl af uvidenhed, fordomme og ondskabsfuldhed.

Afgørende møde

Hedegaard skriver rapt og slagfærdigt om de mennesker og begivenheder, der greb ind i og ændrede hans liv – f. eks. et afgørende møde i 2001 med forfatteren Helle Merete Brix, iranisten Regnar Rasmussen og historikeren Torben Hansen.

Det blev begyndelsen til hans interesse for at udforske islam og dens virkningshistorie.

Lars Hedegaard er historiker med stort H. Han er inde på dette forhold både i bogens ”Forbemærkning”, i det afsluttende kapitel ”Og hvad mig angår” og andetsteds.

Deres ydmyge anmelder er ligeledes historiker, og jeg må som sådan anholde Hedegaards opfattelse af, at det var forkert, når vi som historiestuderende fik at vide, at historiefaget bl.a. er kendetegnet ved, at man ikke kan lave eksperimenter med fortiden.

Det, vi fik at vide, var rigtigt og vil altid være det. De forrige tider er forbi, Ewald – og de er det uigenkaldeligt. Ingen historiker kan anstille eksperimenter med den døde fortid.

Man kan kun opstille spekulationer, og det er noget ganske andet.  Det, Hedegaard mener, er, at man kan eksperimentere med sit eget liv og med andres – men det er også noget helt andet end den urokkelige sandhed, vi lærte på universitetet i Aarhus.

Det ved Lars selvfølgelig også godt.

Marxistisk historiesyn

Som historiker er Hedegaard tilhænger af Karl Marx´ materialistiske historieopfattelse. Det gør han rede for i kapitlet ”Den nye klasse”, hvor han anvender dette historiesyn på den epoke, Danmark og Europa befinder sig i nu.

Han mener, at den ildhu, hvormed de europæiske samfunds ”eliter” ønsker de europæiske samfund omkalfatret i ”multikulturel” retning – hvilket i realiteten vil sige en import af store muslimske befolkningsgrupper – må skyldes disse eliters materielle interesser.

Da de importerede eller tilvandrede muslimer ikke ønsker at blive integreret, koster de det danske samfund enorme beløb til alle mulige former for social- og anden hjælp.

Da alt for mange af dem ikke arbejder og betaler skat, udgør de et konstant dræn i samfundsøkonomien. Men netop dette forhold er venstreeliten efter Hedegaards mening interesseret i.

Dels stemmer de importerede muslimer for 90 pct. s vedkommende på de venstreorienterede og multikulturelle partier og kan dermed sikre venstrefløjen politisk flertal.

Dels opnår samme venstrefløj kontrol med skattetrykket og fordelingen af skattemidlerne til de umættelige sociale og andre behov.

Men hvad med de borgerlige partier? Den gamle højreelite er faldet til patten, fordi de socialistiske partier ikke mere er interesseret i at overtage dens produktionsmidler, men i stedet via skatteopkrævning at overtage så stor en del af profitten som mulig.

Den tilbageblevne rest af liberalister er blevet udgrænset og spiller ikke nogen politisk rolle.

Venstres og højres fornuftsægteskab udtrykkes i en fællesideologi om anti-racisme, multikulti, globalisme, anti-nationalisme og andet godt fra havet. Og den tilbedes kritikløst af samfundets intelligentsia.

Når samme intelligentsia ytrer sig om samfundet og dets udfordringer, har den ikke andre ”forklaringer” at byde på end hhv. godhed og ondskab.

Venstreintelligentsiaen repræsenterer godheden, og dens kritikere og den jævne befolkning ondskaben og dumheden.

Hvis man skulle synes, at ovenstående hypotese er for langt ude, skal man lige erindre sig, at en tidligere taleskriver for Labours premierminister Tony Blair og to britiske indenrigsministre hævder, at Blairs regering havde et klart formål med masseindvandringen:

At gøre Storbritannien mere multikulturelt. Derudover så man indvandringen som en varig fordel for Labour. Den skulle gøre højrefløjens argumenter ”forældede”.

Ligesom i Danmark stemmer de massetilvandrede i Storbritannien til venstre.

Venstreintelligentsiaens ødelæggelsestrang

Hedegaard er for nylig blevet kritiseret af Helle Merete Brix for dermed at have givet udtryk for nogle forestillinger om, at masseindvandringen er ”planlagt for at ødelægge Europas sammenhængskraft”.

Hun kalder det absurd at mene, at venstrefløjen bevidst vil ødelægge Europa.

Selv hælder Brix til den opfattelse, at forklaringen på venstrefløjens faktiske ødelæggelse af Europa først og fremmest må søges i ”følelser” inden for samfundenes eliter.

Hun støtter sig her til Karen Jespersen og Ralf Pittelkow.

Brix anfører, at hun kender nogle mennesker på venstrefløjen, som faktisk er bekymrede over massetilvandringens konsekvenser, men som - fordi de er uoplyste - tror, at det nok skal gå.

Brix´ private erfaring modbeviser dog på ingen måde, at andre og mere strategisk tænkende mennesker som dem i Labour og andre partier tænker anderledes end mere enfoldige mennesker føler.

Og har en henvisning til følelser virkelig større forklaringskraft end en henvisning til materielle interesser?

De to forklaringsforsøg udelukker i øvrigt ikke hinanden. Folk kan sagtens have vældige følelser, mens de samtidig varetager deres egne interesser.

Hvorfor skulle det for resten være så usandsynligt, at den venstreorienterede intelligentsia ønsker de eksisterende europæiske samfund ødelagt?

Det har jo altid været venstreintelligentsiaens projekt.

I en tidligere epoke skulle det ske ved hjælp af industriproletariatet, som under vejledning af intellektuelle marxister skulle ekspropriere kapitalisterne, indføre planøkonomi i produktionen og planmæssig fordeling af det producerede.

Desværre for den venstreorienterede intelligentsia ville det reelt eksisterende proletariat ikke deltage i de intellektuelle marxisters fantasiprojekter – så hvorfor skulle de intellektuelle ikke se sig om efter et nyt proletariat til at ødelægge det bestående og forhadte samfund?

Barn af GammelDanmark

Det er dybt alvorlige emner, Lars Hedegaard behandler i sine erindringer, men han gør det på en ofte underholdende og fornøjelig måde.

Han er velsignet fri for den flæbementalitet, der behersker så mange skrivende folk.

Han er et barn af GammelDanmark, dvs. et menneske, der mener, at man skal kunne sørge for sig selv og sine i stedet for jamrende at række poten frem og kræve, at ”samfundet” – dvs. ens medborgere – skal forsørge én.

Formentlig er det hans opvækst i en almindelig arbejderfamilie, kombineret med en solid uddannelse på et gammeldags gymnasium og universitet, der satte sig igennem og førte til hans brud med den venstrefløj, der som oftest beherskes af bedre folks børn.

Han er aldrig ondskabsfuld, højst sarkastisk-spydig i forbifarten over for dem, der til tider har gjort livet surt for ham ved at forvrænge hans udtalelser og hetze mod hans anliggende.

Erindringerne indeholder stort set intet om privatlivet, hvilket også er velgørende. Forfatteren er et offentligt kendt menneske, der skriver om offentlige anliggender.

Ekko af Øverland

Jeg kom under læsningen til at tænke på den norske digter Arnulf Øverland, der var venstreorienteret socialist, men først og fremmest en lidenskabelig forkæmper for ytringsfrihed. Han skrev ved begyndelsen af Den Kolde Krig:

”Vi forfattere er ikke forpligtede til at gøre lykke, men vi er forpligtede til redelighed. Vi har ikke lov til at lyve, selv om vore bøger da bliver meget pænere og lyserødere og meget mere positive og idealistisk salgbare, eller muligvis falder mere i den radikale kritiks smag.”

Han skrev også, at det var ”nødvendigt, at der findes enkelte rå og simple og ugudelige og umoralske mennesker, som rent ud siger det, de mener, må siges i sandhedens interesse, og som tåler det lille ubehag, at to tredjedele af pressen år efter år bekæmper ham med citatforfalskninger, og at præster står op på prædikestolen og fortæller, at den mand er Norges største svin.”

Hvis man udskifter præster med journalister og Norge med Danmark har man her en rammende beskrivelse af Lars Hedegaard som folkefjende.

Lars Hedegaard: Ræven går derude, mor. Erindringer 1980-2011. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek. 295 sider. Køb bogen her.

Bent Jensen er professor, dr.phil. Mød ham og Lars Hedegaard ved Bibliotekets forfattermøde torsdag aften.