"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Folkeuniversitetets autoritære syndefald

24. november 2022 - Artikel - af Michael Pihl, næstformand i Trykkefrihedsselskabet

Universitets-og mediemagthaveres forsvar for Folkeuniversitetets fyring af en politisk ukorrekt underviser bygger på løse påstande om, at det ikke skyldes mandens holdninger, men undervisning i noget angiveligt ”forkert”. Ingen kan herefter have tillid til Jakob Skovgaard-Petersen og Folkeuniversitetet som en uddannelsesinstitution med respekt for ytrings-og undervisningsfriheden. 

For nylig blev underviseren Jens Jørgen Nielsen fyret fra Folkeuniversitetet, da Jakob Skovgaard-Petersen og Jes Stein Pedersen greb ind og aflyste Nielsens planlagte foredragsrække, fordi de ikke kan lide mandens synspunkter. Fyringen af Jens Jørgen Nielsen var et autoritært indgreb i ytrings-og undervisningsfriheden ved Folkeuniversitetet og et grimt eksempel på annulleringskultur mod politisk ukorrekte tolkninger og synspunkter. Det bør Trykkefrihedsselskabet uforbeholdent tage skarpt afstand fra. Også selv om vi kan være mere eller mindre enige med Nielsen – eller måske netop derfor?


Nu viser nye dokumenter offentliggjort på mediet 24syv (se foto ovenfor) - https://24syv.dk/episode/den-med-underviseren-der-blev-fyret-for-sit-syn-pa-rusland, at den tidligere rektor på Folkeuniversitetet, juristen Bente Hagelund, kraftigt advarede mod afskedigelsen af Jens Jørgen Nielsen, fordi det efter hendes vurdering indebar en form for “Berufsverboot”. Hagelund anførte i et notat,”at de anklager, der er rejst mod Jens Jørgen Nielsen for at være Putin-venlig, [ikke] er tilstrækkelig saglig grund til at aflyse planlagte hold og udelukke ham fra fremtidig undervisning… Hvis vi skulle vælge at udelukke ham, ville det efter min opfattelse kunne føre til anklager om brud på ytringsfriheden og meningsfriheden, og vi kunne risikere retssager om brud på menneskeretskonventionen og EU-Chartret om grundlæggende rettigheder (i ansættelsesforhold). At udelukke Jens Jørgen Nielsen fra fremtidig undervisning kan jeg af ovennævnte grunde ikke anbefale” – skrev Hagelund. 


Alligevel blev Nielsen fyret af Folkeuiversitetets formand Jakob Skovgaard-Petersen og Jes Stein Pedersen. De påstår, at de dermed beskytter Folkeuniversitetets ”omdømme”, men i virkeligheden gør de det modsatte: Skovgaard-Petersens fyringsaktion mod den politisk ukorrekte underviser har allerede gjort ubodelig skade på Folkeuniversitetets omdømme. Ingen kan herefter have tillid til Folkeuniversitetet som en meningsmangfoldig uddannelsesinstitution med respekt for ytrings-og undervisningsfriheden. 


Fyringen af Nielsen bliver efterfølgende –bl.a. af journalisterne Niels Ivar Larsen fra foreningen ”Fri Debat” og Berlingske journalisten Uffe Gardel - forsvaret med en række påstande, der i vid udstrækning bygger på fordrejninger og tendentiøse vinklinger af, hvad Nielsen faktisk har skrevet og sagt: 
Nielsen har aldrig forsvaret Putins invasion af Ukraine. Han har optrådt i et interview på russisk tv, men det bør ikke i sig selv diskvalificere ham som underviser. 

Uffe Gardel forsvarer på mediet Kontrast fyringen med den uærlige påstand, at Nielsen ikke er blevet fyret p.g.a. holdninger, men angiveligt fordi, ”han i bøger, artikler og interview igen og igen har sagt ting, som simpelt hen er forkerte”. Men sagen er den, at Gardels eksempler på Nielsens ”forkerte” synspunkter og vurderinger af Rusland/Ukraine konflikten fremstår ligeså manipuleret tendentiøse, som Garder selv angriber Nielsen for at være: 


⦁ Nielsen har iflg. Gardel ”hævdet, at det er USA, som har lokket Rusland til at overfalde Ukraine”. Det har Nielsen aldrig hævdet. Nielsen har i bøger og artikler anlagt en EU-og USA kritisk synsvinkel på EU og Amerikas udenrigspolitik overfor Ukraine og Rusland, men han har ikke udtalt sig, som Gardel her tendentiøst udlægger det. 


⦁ Gardel kritiserer Nielsen for et udsagn om, at ”det kun kan være USA, som har sprængt Nord Stream i luften”. Og det ved vi alle jo lige så lidt om, som Uffe Gardel, men det er da en mulighed, som Nielsen skal være i sin gode ret til at udtale sig om? Statsbetalte medier som f.eks. Kristeligt Dagblad var hurtigt ude med påstanden (på forsiden), at ”al sandsynlighed taler for at Rusland står bag” sprængningen af Nord Stream, hvilket kan være lige så uansvarlig en spekulation som Nielsens, efter min mening. Hvis man ser interviewet med oversættelse af, hvad Nielsen rent faktisk siger på russisk tv, siger han ikke, hvad Gardel påstår. Nielsen siger, at ”det formentlig aldrig vil komme frem i lyset”, hvem der sprængte Norstream, men dernæst tilføjer Nielsen i interviewet, at Præsident Bidens udtalelser peger på en overvejende sandsynlighed for at USA stod bag sprængningen af Nordstream. Fox-News journalisten Tucker Carlson har sagt det samme som Jens Jørgen Nielsen 


⦁ Uffe Gardel påstår, at fyringen er berettiget, fordi Nielsen skulle have ”fremsat påstande, som fagets sagkundskab er uenig i, og det kan man ikke som underviser”. Hvor sandheden er, at Nielsens bøger af ”sagkundskaben” har fået såvel positive som negative anmeldelser – helt afhængig af anmeldernes vægtning og tendens – ikke en historiefaglig vurdering. Gardel misbruger således en påstået objektiv og videnskabelig ”sagkundskab” til at retfærdiggøre sit politiske udrensningsprojekt. 


⦁ Uffe Gardel påstår, at Nielsens fremstilling i bogen ”Ukraine i Spændingsfeltet” af Maidan-oprøret i Ukraine i 2013-14 skulle være direkte ”forkert”- og altså ikke blot være udtryk for en vurdering, som Gardel er uenig i. Det er en grov og usand påstand. Jeg har netop genlæst Nielsens fremstilling af Maidan-oprøret i bogen ”Ukraine i Spændingsfeltet” og konstaterer at den bestræber sig på at repræsentere forskellige udlægninger af forløbet. Fremstillingen er med andre ord nuanceret, men – indrømmet - overvejende kritisk overfor EU og USA's udenrigspolitiske linje under Maidan-perioden. F.eks. side 78 skriver Nielsen: ”December 2013, januar og februar 2014 gennemførte befolkningen en frihedsrevolution eller et illegitimt kup – afhængig af synsvinkel”. Nielsen afslutter kapitlet om Maidan med afsnittet ”Forskellige syn på begivenhederne”, hvori ”Den vestlige synsvinkel” såvel som ”den russiske vinkel” er repræsenteret. Nielsens fremstilling af Maidan-oprøret er saglig og kan på ingen måde begrunde en fyring, sådan som journalisten Uffe Gardel påstår. Og det er uomtvisteligt, at afsættelsen af den folkevalgte præsident Janukovits og dele af oppositionen mod ham var paramilitær og demokratisk set dybt problematisk. 


⦁ Uffe Gardel begrunder fyringen af Nielsen med et citat fra Ukraine-bogen, som er taget ud af en sammenhæng: ”Man bestiller en folkelig opstand, som man bestiller en vare på nettet”. 


Muligvis en frisk formulering, men udtryk for Nielsens vurdering af, at USA var dybt og efter Nielsens vurdering problematisk involveret i Maidan-opstanden. Det kan man være uenig i, men det kan slet ikke begrunde en fyring. 

Ingen af dem, som står bag fyringen af Jens Jørgen Nielsen har overvåget hans undervisning, som ellers næsten kun har fået positive evalueringer af kursisterne. Intet af Uffe Gardels kritik mod Nielsen kan forsvare en fyring, men burde derimod give anledning til offentlig debat og forsvar for Nielsens undervisnings-og ytringsfrihed. 
Den politisk korrekte journalist Niels Ivar Larsen driver journalistfælleskabet ”Fri Debat”, hvor han forsvarer ytringsfriheden – men kun for folk, som han deler politisk korrekt observans med. Da jeg for et par år siden inviterede ham til et debatarrangement til forsvar for Tommy Robinsons ytringsfrihed, ville Niels Ivar Larsen slet ikke deltage. Derfor overrasker det mig ikke nu at finde Niels Ivar Larsen blandt de ivrigste tilhængere af Folkeuniversitetets fyring af Jens Jørgen Nielsen. 

Jens Jørgen Nielsen-sagen afslører Folkeuniversitetets desrespekt for ytrings-og undervisningsfriheden. Sagen er et skræmmende varsel om annulleringskulturens ensretning af holdninger i den danske offentlighed. 
Nu er Jens Jørgen Nielsen blevet fyret, sagen glemt, og de direkte og indirekte ansvarlige for hans fyring sidder selv i gode stillinger på universitetet og i statsbetalte medier.
Som næstformand i Trykkefrihedsselskabet tager jeg klart og utvetydigt afstand fra Folkeuniversitetets indgreb i Jens Jørgen Nielsens ytrings-og undervisningsfrihed og jeg håber, at vi i TFS kan lave et debatarrangement med Nielsen, hvor han kan få lov at forsvare sig? 

Hvis ytringsfrihed overhovedet betyder noget, så indebærer det også Jens Jørgen Nielsens ret til at fortælle folk, hvad de ikke vil høre. 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg