"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Expressen tør næsten

3. oktober 2010 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Kongehuset står for skud. Muhammed er fredet. Her og hinsidan.

Royal pornoplakat

I fagbladet Journalisten bliver svenske medier rost for deres ”imponerende grafik på nettet” og sandt er det, at svenske medier arbejder meget med grafik og ikke mindst pixilering. Det understreges af en artikel om kunstnerduoen Surrends plakat ”Dusken er tilbage”. En plakat, der afbilder den danske kongelige familie i færd med at dyrke gruppe- og dyresex.

Hvor Ekstra Bladet svælger i plakaten, har den store svenske avis Expressen valgt at bringe plakaten i en pixileret udgave, hvor de kongelige kønsdele er skjult.

Nordisk tabu

Som det gør sig gældende for Ekstra Bladet, er Muhammed i Kurt Westergaards streg også tabu for Expressen. Det eneste svenske medie, der har bragt Westergaards tegning er den Malmö-baserede Sydsvenskan.

Det var Sydsvenskans chefredaktør Peter Melin, der besluttede, at Kurt Westergaards tegning skulle offentliggøres, da PET i februar 2008 afslørede et mordkomplot mod tegneren. Samme dag som Kurt Westergaards tegning blev bragt i Sydsvenskan, døde Peter Melin på sin arbejdsplads efter et ildebefindende. Dermed forstummede også en eventuel svensk debat om Sydsvenskans publicering af Westergaards tegning.

I lighed med Ekstra Bladet og Danmarks Radio viser TV2 Nyhederne også Surrends plakat på sin hjemmeside.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg