"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

En islamist taler ud

15. juli 2007 - Helle Merete Brix

En tidligere aktivist løfter sløret for Hizb-ut-Tahrirs skræmmemetoder, voldshandlinger og løgne. Overalt drejer det sig om at sikre sig omtale – ligegyldigt om den er god eller dårlig

Ed Hussain: The Islamist. Penguin Books, London 2007, 288 sider, 158 kr. i Atheneum

”Frygt Allah, broder, frygt Allah.” Sådan lyder de unge Hizb-ut-Tahrir aktivisters faste afpresning, når man vil smide dem ud fra moskéer og konferencer. For kommer de ikke for at tale om islam? Vil man smide muslimer ud af Guds hus? Ofte virker afpresningen.

I bogen The Islamist har Ed Hussain beskrevet Hizb-ut-Tahrirs fremgang på britiske universiteter og i muslimske miljøer i begyndelsen af 1990erne. Ed hedder egentlig Muhammed, og bogen har denne undertitel: ”Why I joined radical Islam in Britain, what I saw inside and why I left” (Hvorfor jeg tilsluttede mig den radikale islam i Storbritannien, hvad jeg så inden for, og hvorfor jeg forlod den igen).

Hussain fortæller om sin tid i Young Muslim Organisation og Hizb-ut-Tahrir og sin vej ud af disse bevægelser igen. Vejen gik over sufimystikken tilbage til, ja til hvad? Det, der forekommer mest uklart efter at man har læst denne unægtelig interessante bog er: Hvilken udgave af islam står Hussain for i dag?

Det er første gang i Storbritannien, at en islamist skriver sin historie. ”Islamisten” har skabt diskussion, og ikke overraskende forbandes den af både Hizb-ut-Tahrir og af de indflydelsesrige organisationer tilknyttet East London Moskéen, for de er lidet flatterende beskrevet i bogen. På den islamkritiske fløj vækker den mere begejstring. Forfatteren til bogen Londonistan, Melanie Philips skriver således på sin hjemmeside, at ”endnu en modig muslim står frem”.

Hussains historie er historien om en dreng født af indisk-pakistanske muslimske forældre, der vokser op som teenager i Londins East End. Han er en genert og utilpasset dreng. Hans far er overbevist muslim og vil kun have Hussain i en ren drengeskole. Men i hjemmet har Hussain aldrig hørt tale om, at man skal arbejde for en islamisk stat, ej heller har han hørt forbandelser mod det omgivende samfund.

Moskéen i Brick Lane, hvor Ed Hussain fik sin indføring i islam
Moskéen i Brick Lane, hvor Ed Hussain fik sin indføring i islam.
Foto: Sappho

Hussains familie har forbindelse til en ældre, indflydelsesrig åndelig leder fra Indien, også kaldet ”bedstefar”. Hussain lærer om islam, ikke gennem bøger, men fra bedstefar og sin far, der også tager ham med til den lille moské i Brick Lane, East Ends berømte gade.

Moskéen i Brick Lane besøges mest af ældre mænd. Gennem en skolekammerat, der er aktiv i Young Muslim Organisation introduceres Hussain til den store East London Mosque, der knejser med sine minareter på Whitechapel Road. Her er det ikke de ældre, der dominerer, men derimod unge, beslutsomme mænd med veltrimmede, korte skæg, alle aktivister i ungdomsorganisationen. Moskeen er forbundet med Jamaat-e-Islami bevægelsen, som hans far afskyr, og dermed også med det Islamiske Center i Leicester, Jamaat-e-Islamis højborg i Vesten. I dag tøver Hussain ikke med at beskrive Leicester-centret som islamisternes toptænketank i Europa.

En altomfattende ideologi

Gennem East London Moskéens studiekredse introduceres Hussain til bøger af Jamaat-e-Islamis grundlægger, Abul Ala Mawdudi, og til Det Muslimske Broderskabs ideologer, Hassan al-Banna og Sayyid Qutb. Obligatorisk læsning er Mawdudis Let us be muslims, der præsenterer islam som en altomfattende ideologi og et politisk system, der er Vesten overlegent.

Hussain erindrer sin første studiekreds. De er omkring 50 unge mænd, der sidder i en cirkel på gulvet. Taleren i moskéen fortæller, at demokratiet, som Vesten er så stolt af, er en islamisk opfindelse, der blev praktiseret i form af de frie valg af kalifferne i Medina.

Ved stort set ethvert møde tales der om islams overlegenhed over for andre politiske systemer. Muslimer, der indskrænker troen til et personligt anliggende, er ikke ”sande muslimer”. Samfundet skal være islamisk, og Hussain lærer et ord, han aldrig har hørt i sit hjem: kuffar. Et nedsættende arabisk ord for ikke-muslimer.

Efter et par år i organisationen kvalificerer Hussain sig til at blive rukon (søjle) og endelig til at blive medlem af den nationale arbejdskomité. Han får også besked på dagligt at udfylde et skema, der beskriver, hvor mange af de fem daglige bønner, han beder i moskéen, hvor meget han reciterer fra koranen, hvor mange sider fra islamiske bøger, han læser, og hvor meget tid han bruger på familie, studier og bevægelsen.

East London Mosque – her lærer muslimer, at demokrati blev opfundet i Arabien, og at Vesten intet er værd
East London Mosque – her lærer muslimer, at demokrati blev
opfundet i Arabien, og at Vesten intet er værd

Ved et ugentligt møde krydsforhøres de, der ikke har udfyldt skemaet tilfredsstillende. Hussain klarer sig godt og fortsætter sin vej frem i bevægelsen. Det giver store konflikter med hjemmet, da hans far finder ud af, at han kommer i East London Moskéen. Men slå hånden af sin søn vil han ikke.

Hussain begynder på Tottenham Hamlets College. Som formand for Islamic Society er han sammen med andre unge aktiv i at arrangere konferencer og bevidst fremprovokere konflikter for at få opmærksomhed. Blandt andet klistrer de området til med plakater, hvorpå man kan læse, at gammeltestamentlige skikkelser som Adam og Noah egentlig er islamiske. Det skaber oprør i lærerstaben, særligt blandt de jødiske lærere. Det bekræfter kun Islamic Society i, at der er et zionistisk komplot i gang imod dem.

Aktiv i Hizb-ut-Tahrir

Islamiseringen af universitetet skrider rask frem. Kravet om et større bederum afvises i første omgang. Men ledelsen bøjer sig, da de unge islamister som protest holder fredagsbøn på græsplænen. Pigerne dækker sig til, muslimerne dropper fester med drinks og dating til fordel for møder om islam. Ikke-muslimer konverterer.

Sammenholdet mellem de forskellige islamistiske grupper holder dog ikke ved. De strenge wahhabister lærer nogle af de tildækkede piger, at de skal dække det hele og ikke kan være i rum med mænd. Og Hizb-ut-Tahrir synes endnu mere opsatte på verdensherredømmet end Mawdudis tilhængere. En dag beslutter Hussain sig for, at det er i Hizb-ut-Tahrir, fremtiden ligger.

Efter at den lokale Hizb-ut-Tahrir afdeling føler sig sikker på, at Hussain er intellektuelt overbevist om bevægelsens overlegenhed, modtager han et opkald. Hussain skal sværge, at han aldrig vil afsløre sin instruktørs navn, eller hvor den specifikke celle, han nu tilknyttes, holder møder.

To timer om ugen træner en af organisationens frontfigurer de unge Hizb-ut-Tahrir sympatisører, siddende på gulvet i en lejlighed i East End under Hizb-ut-Tahrirs sort-hvide flag. De unge lærer, at det kun er tilladt at stille spørgsmål, der har relevans for den overordnede sag. De hører om kalifatet, der skal genindføres, om kvinder som en pest og om jihad. Bevægelsen, og Omar Bakri, dens leder, der i dag er udvist fra Storbritannien, satser på området nord for Themsen og East London og sender sine ”mest intellektuelle, højprofilerede, karismatiske, kontroversielle, mediebevidste personligheder til Tower Hamlets for at træne en ny generation af Hizb apparatchiker”.

De unge lærer også andre ting. For eksempel med stor overbevisning at nægte, at de er medlemmer af Hizb-ut-Tahrir, hvis det giver besvær ved møder og konferencer. Det virker som regel. Eller de arrangerer møder under et andet navn, såsom ”Tankeselskabet”. De lærer også at optræde konfrontatorisk, og at den, der stiller spørgsmålene, bestemmer.

På Newham College, som Hussain er blevet overflyttet til, fortsætter han med at bruge omtrent al sin tid på aggressiv mission. Sammen med de øvrige Hizb-ut-Tahrir aktivister møder han op i moskéerne, kører rundt på ladvogne med megafoner og reklamerer for demonstrationer og arrangerer møder på universitetet. Hizb-ut-Tahrir gør deres bedste for at gøre de unge muslimer bange: ”Bosnien i dag, Storbritannien i morgen” eller ”Asiat – født til at være brun”, hedder det på reklameplakater for møderne.

Medierne giver dem masser af opmærksomhed. Hizb-ut-Tahrir er ligeglade med, om den er god eller dårlig. En af de lokale frontfigurer optræder jævnligt på tv og diskuterer foran et stort publikum med så prominente folk som professor Fred Halliday og formanden for Det Nationale Sekulære Selskab, Barbara Smoker. Hizb-ut-Tahrir tilhængerne morer sig over, at ”den bedste opposition, Storbritannien kunne stille med over for Hizb-ut-Tahrir, var en midaldrende kvinde, der ikke var særlig velbevandret i islamisme”.

Mordet på en ikke-muslim

På Newham College forelsker Hussain sig i Faye, der ikke er Hizb-ut-Tahrir tilhænger. I dag er han gift med hende, og hun bliver den væsentligste støtte for ham, da en skelsættende begivenhed får ham til at bryde med bevægelsen: mordet på en afrikansk studerende i midten af 1990erne.

Hizb-ut-Tahrir gør deres bedste for at skabe afstand til og modvilje mod studerende, der er kristne, sikher eller hinduer. Der er jævnligt konfrontationer mellem Hizb-ut-Tahrir og en gruppe af afrikanere. De omtales som ”kristne niggere”, hvad selv ikke en sort blandt Hizb-ut-Tahrir synes at blive stødt over: ”Han var ikke længere sort, han var muslim.”

Da en af de afrikanske studerende bliver dræbt i en knivkamp, ved Hussain, at Hizb-ut-Tahrir bærer ansvaret. For det er dem, der har skabt den hadefulde stemning. Men Omar Bakri og den øvrige ledelsen udsender blot en pressemeddelelse om, at bevægelsen er imod vold. Internt er Hizb-ut-Tahrir ligeglade. Hvorfor spilde tanker på en ikke-muslims død?

De abstrakte ideer om jihad er blevet til virkelighed og er ikke længere så tiltrækkende. Langsomt forlader Hussain bevægelsen. Vejen går over besøg hos sufisamfund i Tyrkiet, lange ophold sammen med Faye i Damaskus, som Hussain godt kan lide, og Saudi Arabien, som fylder ham med afsky på grund af landets sexisme og fanatisme.

Hjemme igen i Storbritannien opdager Hussain, at opfordring til jihad nu er mainstream i moskéerne, og at bøger, der glorificerer mord på ikke-muslimer, i 2006 bliver trykt i Birmingham og solgt i East London Moskéens boghandel.

Og så til indvendingerne: Lad gå med, at man undervejs i bogen skal sluge påstande om, at profeten nærmest var feminist og mere i den dur. Men når Hussain falder på halen for den amerikanske prædikant Hamza Yusuf og undskylder hans opflammende udtalelser om Amerikas fald, når han bevarer et privat venskab med en Hizb-ut-Tahrir frontfigur, bliver jeg skeptisk. Hvor står Hussain i dag?

Men læs bogen for dens beskrivelse af livet inden for islamismens mure. Her kan den varmt anbefales også til journalister, islamforskere, afgåede PET-chefer og andre med en manglende evne til at forstå islamismens ødelæggende kraft og islamisternes strategi.


Anmeldelsen har været publiceret i Weekendavisen 22. juni 2007