"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

En dansker ved navn Ralf

30. april 2009 - Artikel - af Mikael Jalving

Ralf Pittelkows erindringsbog Mit liv som dansker tegner et selvportræt på langs, men bevæger sig for horisontalt til at blive rigtig fængende.

Den ferme og frygtløse politiske kommentator Ralf Pittelkow har i en alder af 61 år skrevet en erindringsbog om sin politiske og kulturelle rejse fra studenterradikalisme over VS, SF til Socialdemokratiet og videre til et borgerligt standpunkt i eller omkring Venstre.

Det er samtidig en fortælling om en sønderjyde, der bliver københavnsk intellektuel for endelig at vende tilbage til nogle af de værdier, hans barndom og opvækst var rundet af. Altså en fortælling, der følger sporet i en dannelsesroman: Hjemme, ude, hjemme. Men det er også en kærlighedsroman om det tætte personlige og åndelige kompagniskab med ægtefællen Karen Jespersen, som Pittelkow møder i 1970.

Pittelkow-syndromet

Det er en logisk bog i den forstand, at mange i tidens løb har spurgt til, hvordan det dog var muligt at rejse fra det yderste venstre til højre for midten. Lige fra læserbrevspolemik så sent som i går, hvor en cand.scient.pol. i Politiken kaldte Pittelkow for ”totalitær” til fra dommen fra Informations Erik Meier Carlsen, der opkaldte tendensen til at folk fra venstrefløjen med tiden falder i armene på Socialdemokratiet: Pittelkow-syndromet.

Det er da også med høje forventninger, at man åbner bogen. Hvis nogen kan fortælle, hvorledes det var galt fat med venstrefløjen i 1970’erne, og hvordan radikalismen forvandlede sig til multikulturalisme, må det være ham. Han har prøvet det meste – og er nærmest mirakuløst kommet ud med forstanden i behold.

Men ak. Den gode mand er for flink ved sig selv. Det er vi naturligvis alle, men hvor ville det have været flot og pædagogisk tiltrængt, om Pittelkow én gang for alle havde vist offentligheden, hvad han og mange andre unge rebeller egentlig havde gang i – og givet delikate smagsprøver på, hvordan den marxistiske eksegese egentlig lød. Den tidligere universitetslektor kunne såmænd blot have citeret fra sine egne eller ligesindedes universitetsopgaver eller tidsskriftsartikler. Det ville ikke blot have givet fremstillingen mere autenticitet; det ville også have gavnet Pittelkows troværdighed.

Bogens beskrivelse af 20 års virke på den yderste venstrefløj forbliver imidlertid generel og kommer ikke rigtig ned i materien. Vel får læserne et indtryk af den konformisme og forkælelse, der prægede venstreintellektualismen, men vi beværtes med almene betragtninger, uden at det personlige førstehåndskendskab giver sig til kende, enten af frygt eller fordi erindringsbogen har for travlt med at komme videre. Eller også har Pittelkow simpelthen glemt, hvordan det var. I stedet hedder det lidt for fromt:

”Min påstand er ikke, at de fleste af os ville have støttet et totalitært diktatur – det er jeg for eksempel sikker på, at jeg ikke selv ville have gjort.”

Ja, for eksempel.

De definerende klasser defineres

Mit liv som dansker indeholder andet og mere end venstrefløjens forlis. Også Socialdemokratiets nedtur, under Anker, Auken og Nyrup, beskrives. Det er et studie i langsomt selvmord, som indtræder, fordi partiet i årevis overser, hvor befolkningens sympatier og antipatier drejer hen under indtryk af massiv indvandring, EU-moralisme og et epidemisk højt skattetryk.

Pittelkow sondrer tillige elegant mellem 68-oprøret fra oven og 73-oprøret fra neden med den uforlignelige Mogens Glistrup i front. Man skal i dansk politisk litteratur lede langt efter en positiv vurdering af Fredskridtspartiets indtog, men her er en – og så endda fra én, der dengang ikke kunne fordrage manden med det gyldne marcipanbrød.

Pittelkows principielle opgør med den politiske korrekthed og det, han benævner de ”definerende klasser” – journalister, akademikere, embedsmænd, undervisere mm. – optager bogens sidste tredjedel. Her er han på sikker grund. Det er Danmark de seneste 10 år: Foghs gennembrud, den nye folkelige alliance, som gik Socialdemokraterne forbi og islams voksende indflydelse i Europa.

Særligt sidstnævnte får en kærlig behandling. Den ældre Pittelkow siger ganske vist ikke noget, den ældre Pittelkow ikke har sagt før, men detaljer bliver føjet til, f.eks. debatmødet med Tariq Ramadan i 2002 og glimt fra talrige foredrag i forsamlingshuse rundt omkring i det ganske land.

Først da munkemarxisten opgav klassekampen og senere forlod socialdemokratismen til fordel for værdikampen, vandt Pittelkow mængdens hjerter. Og først dér blev Pittelkow atter til Ralf.

Ralf Pittelkow: Mit liv som dansker, People’s Press, 405 sider, 299 kr. Udkommer i dag.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg