Da George Best, den berømte, forhenværende fodboldspiller for Manchester United blev spurgt, hvad der var blevet af alle de penge han havde tjent, svarede han: ”Jeg brugte mange af dem på sprut, damer og biler. Resten ødslede jeg væk”
Et på en gang slagfærdigt og sandfærdigt svar, som sikkert også har fået mange til at ærgre sig på Bests vegne, for han kunne have været så rig, og så lod han alle sine penge gå op i hat & briller. Men der var ikke én, der satte spørgsmålstegn ved hans ret til at bruge sine penge, som han ville. Det var hans penge, han havde ærligt tjent dem på sit blændende fodboldtalent – og han havde sin frihed til at ødsle dem bort.
Når det gælder mere immaterielle friheder, som f.eks. ytringsfrihed, stiller sagen sig desværre sørgeligt anderledes. Selvom ytringsfrihed er givet os som en umistelig rettighed som borgere i et demokrati, kan vi ikke være sikre på at kunne bruge den som vi vil uden andres forsøg på indblanding eller begrænsning. Den mest snedige indblanding i andres ytringsfrihed blev oprindelig formuleret af salig Uffe Ellemann-Jensen (som pudsigt nok betegnede sig selv som liberal), der i forbindelse med Muhammed-krisen i 2006 udtalte følgende: ”Min gamle, kloge far sagde engang: Ytringsfrihed er en ret til at skrive og tale, ikke en pligt! Men naturligvis: ytringsfriheden er i sin natur ubegrænset, og den gælder for alle, også de dumme og provokerende”.
Klogskaben i citatet kan nu ligge på et ganske lille sted, men det har ikke desto mindre fået sit eget liv i den mere forenklede udgave, ”…at fordi man har ytringsfrihed har man ikke ytringspligt”, og budskabet står så klart og purt, som da Uffe Ellemann-Jensen formulerede det: Du skylder at holde din mund, når du føler trang til at sige noget, som jeg synes er dumt eller uforskammet.
Det er jo det rene nonsens, for så er der jo netop ingen ytringsfrihed, og her bør man passende ihukomme George Best som eksempel på en tryktest af udsagnet, for ingen ville være kommet langt med at sige til ham: ”George, det kan godt være, at du har ret til at bruge alle dine penge på sprut og damer, men du har ikke pligt til det.” underforstået: du skylder at bruge dine penge på noget andet.
Det besynderlige er, at der tilsyneladende ikke er samme autonomi for den enkeltes frihed, på trods af, at det er med frihed som med penge: man kan bruge den som man vil inden for de rammer, som retsstaten sætter. Fraværet af ytringsfriheds-autonomi er levedygtigheden af Uffe Ellemann-citatet et deprimerende bevis på, for den bliver repeteret af den såkaldte elite, hver eneste gang Rasmus Paludan bruger sin ytringsfrihed til at brænde koraner af. Oven i købet med den uhellige tilføjelse, at det er Rasmus Paludans skyld, at politiet skal bruge enorme ressourcer på at holde de volds- og hærværks-parate bøller stangen, der vil slå Paludan til plukfisk.
Men er Uffe Elleman-citatet nonsens i sin kerne, kan det som illustreret også bruges som en fremragende bullshit-detektor, der med fordel kan tages i anvendelse, hver gang de forsmåede, de utilfredse og de krænkelsesparate prøver at gribe ind i og begrænse andres frihed. Og det har vi lige har fået (endnu) et eksempel på:
En gruppe danske skuespillere med anden etnisk baggrund har i den forgangne uge lavet en kampagne, hvor de kalder filmbranchen – og især instruktørerne Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Paprika Steen – for diskriminerende, fordi skuespillerne på grund af deres etniske ophav aldrig får de fede roller, som f.eks. veltilpassede (hvide?) nordsjællændere, men altid bliver castet som indvandrere og/eller kriminelle. Deres krav om at blive castet til bestemte roller er, deres frustrationer til trods, helt ude i hampen, for ingen skuespillere kan kræve at få bestemte roller.
Deres kampagne er de facto et forsøg på at gribe ind i andres kunstneriske frihed, hvilket Lars von Trier da også klart og bramfrit svarede dem i Ekstra Bladet: ”Rend mig i røven! Arbejder kun under total kunstnerisk frihed. Enhver form for censur eller kvotering på området er en indskrænkning af ytringsfriheden og leder dermed slutgyldigt til fascisme”.
Og det har han jo så evigt ret i, men hvis nogen alligevel skulle være i tvivl, så tryktest kampagnen med Uffe Ellemans bullshit-detektor: fordi Lars von Trier har ret til at caste hvem han vil til sine film, betyder det ikke, at han også har pligt til at caste, hvem han vil, underforstået: han skylder at caste nogle andre.
Lad dette være en opfordring til at bruge Ellemanns bullshit-detektor, når du fremover bliver i tvivl om, hvorvidt andre prøver at begrænse din frihed. Den virker hver gang. For som sagt: vores ytringsfrihed er som vores penge, nemlig vores egen og vi kan gøre med den lige, hvad vi vil uden at skylde nogen noget som helst.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
