For nylig har 138 muslimske lærde fra forskellige arabiske og muslimske lande i et åbent brev på 29 sider appelleret til paven og andre kristne ledere om dialog og forsoning. I en advarende tone skriver disse muftier, imamer, ulema og mullaer bl.a.: 'Hvis ikke muslimer og kristne lever i fred, kan der ikke skabes fred i verden.'
Nogle af disse lærde muslimer har tidligere rettet en skarp kritik mod pave Benedikt XVI, efter han i sin tale i Regensburg i september 2006 citerede en byzantinsk kejser for den opfattelse, at islam udbredte vold.
I februar var tre ledende muslimer i Rom for sammen med repræsentanter fra Vatikanet at planlægge et møde med tre temaer på dagsordenen: respekt for enhver person, tværreligiøs dialog og hvordan den yngre generation kan lære om tolerance.
Faisal Mawlawi, vicepræsident for Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, mener, at 'vores initiativ beviser, at islam er en fredselskende religion' (Kristeligt Dagblad, 5. januar 2008).
Men hvilken dialog, fred og tolerance, som det står i brevet, ønsker disse islamister?
Gang på gang hører vi fra imamer og islamiske organisationer, at de går ind for dialog, fred og forsoning, og at de respekterer andres meninger, tro og overbevisninger. De henviser ofte til det koranvers, der siger: ”Der er ingen tvang i religion" (Sura 2,256. Oversættelsen og versinddelingen følger Ellen Wulffs oversættelse, København 2006), og at 'Det påhviler kun Udsendingen at bringe budskabet. Gud ved, hvad I åbent viser, og hvad I holder skjult' (Sura 5,99).
Dialog handler om, at to eller flere parter tilstræber enighed. Tolerance handler derimod ikke om at tilstræbe enighed, men om at tåle det, der er anderledes, hvilket gør det nødvendigt at få klarhed over, hvad der skiller.
Instrumentel tænkning
I visse muslimske kredse er der på det seneste opstået tvivl om den islamiske påstand, at 'islam er løsningen'. Det skyldes ikke mindst de katastrofale erfaringer med islamisternes barbariske handlinger i Irak, Saudi-Arabien, Yemen, Spanien, England, USA, og andre steder i verden. Dertil kommer en voksende liberal tænkning blandt intellektuelle muslimer takket være den teknologiske udvikling, og ikke mindst Vestens øgede pres efter terrorhandlingen i september 2001. Det har fået mange islamister til at overveje deres stilling.
Den nye appel om dialog og forsoning skal ses i lyset af dette pres. Den er et instrument, der skal tjene til at befæste islamisternes position og afværge, at nye kræfter åbner for en fornyelse af islam. Et diplomatisk møde med paven og andre kristne ledere efterfulgt af en pæn og ukritisk erklæring skal signalere, at islamisterne stadigvæk har en ledende rolle og magt i den islamiske verden.
Dialog bruges imidlertid i en ganske særlig betydning. Den skal forstås som en envejskommunikation om islams 'sande ansigt' og om islamiske principper over for de aggressive kristne. Hensigten er at fremføre synspunkter om islam for de andre, og ikke at høre om egne fejltagelser.
Kardinal Jean-Louis Tauran (leder af Vatikanets koncil for tværreligiøs dialog) er med rette skeptisk overfor dialogens formål på baggrund af 'muslimernes manglende lyst til at diskutere Koranens indhold', og han tilføjer, at 'en dialog har svære vilkår så længe, at der ikke tilnærmelsesvis er samme grad af religionsfrihed i den islamiske verden som i Europa' (www.religon.dk, 13. oktober 2007).
Underskriverne på den muslimske fredsappel reagerede med skuffelse: 'For os muslimer synes [Taurans] attitude at skyde forbi selve essensen af en dialog. Dialog foregår pr. definition mellem mennesker med forskellige synspunkter, ikke mellem mennesker, der deler synspunkter' (www.religion.dk, 5. januar 2008). Altså er islamisternes appel om dialog ikke ensbetydende med, at de vil overveje at ændre på deres tænkning.
I islamisternes verdensforståelse står islam ikke til diskussion, tilpasning, genovervejelse eller reformulering. Islam er den eneste sandhed, som har løsningen på alt. Som der står i Koranen: 'Religionen er hos Gud overgivelsen til Gud. De, der har fået Skriften, blev først uenige, efter at de havde fået viden, i indbyrdes oprørskhed. Hvis nogen fornægter Guds tegn! – Gud er hurtig til at gøre regnskabet op' (Sura 3,19). Eller: 'Hvis nogen ønsker sig en anden religion end overgivelsen til Gud, så bliver den ikke godtaget fra ham; i det hinsidige vil han være en af de fortabte' (Sura 3,86). Kritikere af islam eller muslimsk livsstil anses for forrædere, vantro og imperialister.
En kvindelig muslimsk forfatter holdt for et stykke tid siden et foredrag for kommunale medarbejdere om kvinder og ligestilling og nævnte som eksempel på religiøs tolerance og forsoning, at hendes mand var konverteret fra kristendom til islam for at vise gensidig respekt og dermed blive accepteret af hendes familie. Denne historie har vi hørt adskillige gange fra andre kvinder. Spørgsmålet er, hvorfor det er nødvendigt, at manden skal konvertere til islam for at vise gensidig respekt, hvis alle religionen er lige meget værd.
Foredragsholderen glemmer at fortælle, at det faktisk ligger i selve islams lære. Muslimer ikke må gifte sig med ikke-muslimer. Sker det, må disse konvertere til islam. Hun har ligeledes glemt at fortælle, at Koranen er meget præcis i denne sammenhæng: 'Gift jer ikke med kvinder, der sætter andre ved Guds side [dvs. ikke-muslimer], før de er blevet troende! En troende slavinde er bedre end en, der sætter andre ved Guds side, også selvom I skulle finde behag i denne. Bortgift ikke til mænd, der sætter andre ved Guds side, før de er blevet troende! En troende slave er bedre end en, der sætter andre ved Guds side, også selv om I skulle finde behag i denne. Disse kalder til Ilden, hvorimod Gud med sin tilladelse kalder til Haven [Paradis] og tilgivelsen. Han gør sine tegn tydelige for menneskene. Måske lader de sig påminde!' (Sura 2,221). Og da Koranen fortæller os, at ingen anden religion end islam kan accepteres, må alle, der ikke tror på islam, anses for afgudsdyrkere, altså også kristne og jøder. Og dette står klart i Koranen: 'Vantro er de, der siger: 'Gud er Messias, Marias søn'' (Sura 5,17).
Selvbedrag
Troen på, at andre trosretninger og overbevisninger er mindre værd, forhindrer islamisterne i en ægte dialog og ærlig fred. Selvbedrag og ghettomentalitet styrer disse mennesker og forhindrer dem i at se tingene kritisk og med et åbent sind.
En højtuddannet, meget religiøs pakistansk mand, som har boet 18 år i Danmark, anser Vesten for frafalden og betragter de vestlige værdier som udtryk for umoral og fordærv. Vesten, der giver ham og hans familie fred, respekt, beskyttelse og levebrød, anses som roden til alt ondt.
Den samme mand var på (uanmeldt) barselsbesøg i min familie efter vores andet barns fødsel. Han ville meget gerne have en kop te, men da jeg ikke var til stede, vidste han ikke rigtig, om han ville modtage te lavet af min kone, som åbenbart endnu ikke var ren. Det er man nemlig først 40 dage efter fødslen. Men teen kom på bordet, og min kone forsøgte at få en hyggelig samtale i gang. Men det var så som så med hyggen. For det første måtte børnene intet spise, for kunne man nu være sikker på, at kagerne ikke var lavet med fedtstof fra svin? Men selv om samtalen gik langsomt, var der dog en dialog. Bl.a. snakkede de om vores børns alder, hvor længe vi havde været gift osv. Da det gik op for ham, at vi havde været gift i seks måneder og havde to børn, sagde han, at min kone burde stenes. Min kone var i chok, men spurgte dog, hvad der ville ske med manden. Da hun hørte, at han også ville blive stenet, svarede hun med sort humor, at lidt ligestilling var der dog trods alt. Tilgivelse var ikke noget, muslimer beskæftigede sig med, det gjorde kun de kristne, mente vores uanmeldte gæst. Min kone holdt ud, til han forlod huset. Derefter brød hun fuldstændig sammen.
Mandens verdensanskuelse stammer, som han siger, fra hans tro og den religiøse ideologi, der beskriver, hvordan relationerne mellem mennesker skal være. Den samme ideologi har været kilden til en bølge af unge selvmordsbombere forskellige steder.
Dialog uden resultat
Islamekspert Kamil al-Najjar skriver, at dialog mellem muslimer og kristne ikke er noget nyt. Ifølge ham fandt den sted allerede i 630 og i det 9. årh. Al-Najjar mener, at islamisternes bestræbelse på at komme i dialog med Vesten er en farce.
Han nævner bl.a., at de saudiske wahhabier har ført dialog med Vatikanets præster siden 1940erne uden resultat. Saudi-Arabien forbyder stadigvæk enhver praktisering af andre religioner end islam. Al-Najjar tilføjer, at mange ulema og andre fremtrædende muslimer taler med to tunger: en når de rejser til udlandet og deltager i konferencer og møder, og en anden når de vender tilbage. I Vesten udtaler de sig pænt og i forsonlige toner om religionsfrihed, respekt for menneskerettigheder og tolerance. Hjemme igen fornægter de disse udtalelser og hævder at være blevet fejlciteret (http://www.ahewar.rog/debat/show.art.asp?aid=109363). Blandt disse er den egyptiske mufti Ali Juma, Chefen for Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, Yusuf al-Qaradawi, Said al-Awwa m.fl.
Ali Juma udtalte til Washington Post og Newsweek: 'Der findes ingen straf for frafald i islam. ... Straffen finder kun sted på dommedag' (Al-Sharq al-Awsat, 25. juni 2007). Men da han vendte hjem, og alle de arabiske og egyptiske medier citerede hans udtalelser, afviste han blankt og mente, at frafald fra islam selvfølgelig skal straffes med døden.
Det samme gjorde al-Qaradawi, da han i en fatwa opfordrede alle muslimer til at føre hellig krig mod amerikanerne og deres allierede i Irak og sagde, at selv civile er tilladte mål (www.elaph.com, 13. juni 2005). Han har ligeledes opfordret til og retfærdiggjort drab på alle jøder i Israel, selv gamle, kvinder og børn, da han betragter alle som besættere (http://www.ahewar.org/debat/show.art.asp?aid=72359).
Senere hævdede han, at medierne havde fejlciteret ham.
Vil man have dialog, må man starte med selv at åbne sig.
Og i hvert fald må man holde op med at lyve.
