"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Det er nu hadtale at påstå, at alle kommer til verden mellem en kvindes ben

26. oktober 2021 - Artikel - af Aia Fog

På trods af deres begrænsede antal har BLM og LGBTQ+ segmentet erobret magt i en sådan grad, at de kan tvinge store virksomheder i knæ og bringe kunstnere til fald for at sige almindeligheder om køn hudfarve og intelligens. Selv virksomheder som Netflix, der i forvejen har lagt fladt ned for woke-bevægelsen gør det ikke godt nok, med stand-upperen Dave Chapelle som seneste eksempel

Den stærkt totalitære og evidens-resistente woke-bevægelse er efterhånden blevet så magtfuld, at det på lange stræk er lykkedes den at gøre absolutte sexuelle minoriteter til normen og sætte race over kvalifikationer: på flere amerikanske universiteter er kvalificerede unge hvide og især asiatiske ansøgere således blevet nægtet optagelse til fordel for mindre kvalificerede sorte unge, så universiteterne ikke kan bebrejdes at være bærere af hvidt overherredømme.

Det er ikke bare grotesk racediskrimination, det giver selvsagt både på kort – og især langt – sigt enorme problemer for det akademiske niveau og dermed for udviklingen i de vestlige samfund.

Intet sted har woke-bevægelsen og det såkaldte Alfabet-segment (LGBTQ+++) dog haft så stor gennemslagskraft som i underholdningsindustrien. Det er efterhånden umuligt at finde en film eller en tv serie, som ikke både har homosexuelle og sorte blandt karaktererne, og de er ofte skam-presset ind i historien på de mest urealistiske måder. Det mest absurde eksempel er Netflix-serien Bridgerton, et historisk drama, der foregår i 1800-tallets London. Historisk er dog misvisende, for den engelske dronning bliver spillet af en sort skuespiller og det vrimler med sorte medlemmer af den engelske adel.

Men selvom Netflix er villig til at gå til yderligheder for at imødekomme woke-bevægelsens krav, er det ikke nok. Senest arrangerede Netflix´ transkønnede ansatte (oh yes – det er også blevet et ansættelseskriterium) en såkaldt ”walkout”, hvor de forlod deres arbejde for at demonstrere mod deres arbejdsplads sammen med andre transkøns-aktivister. Netflix´ brøde? En af streamingtjenestens direktører, Ted Sarandos, havde formastet sig til at forsvare udgivelsen af stand-upperen Dave Chapelles seneste show ”The Closer” ved at sige, at der ikke var noget i Chapelles show, der opfordrede til vold.

Men det var der, mente Netflix´ egne transkønnede ansatte samt de små 100 demonstranter, der var mødt op i solidaritet med de krænkede Netflix-ansatte. Og det mente hele det let-krænkelige, intolerante og anti-liberale Alfabet-segment, som de seneste uger har gjort, hvad de kunne for at få Dave Chapelles show fjernet.

Hvad er det så, der ifølge Alfabet-segmentet og deres støtter er så grænseoverskridende forfærdeligt, at det opfordrer til vold? Sikkert hele Dave Chapelles indstilling til det køns-amokløb, der hærger især USA, men også hele den (dekadente) del af den vestlige verden, men især én udtalelse har bragt sindene i kog: Dave Chapelle formaster sig nemlig til at påstå, at alle mennesker er kommet til verden mellem en kvindes ben.

En fuldstændig korrekt og, skulle man tro, harmløs observation, som ikke desto mindre er blevet til hadtale og voldsopfordring blandt den lille gruppe mennesker, der af uransagelige årsager har tilranet sig al magt og definitionsret, når det gælder køn og race.  

Demonstrationen foran Netflix´ domicil og de rasende reaktioner på nettet har naturligvis fået  Ted Sarandos til at vakle: ”Jeg begik en stor fejl” udtalte han i forbindelse med medarbejder-demoen, og det er sikkert kun et spørgsmål om tid før Dave Chapelle må set sit show fjernet fra Netflix.

Indtil videre ligger det der dog, og herfra skal der lyde en opfordring til alle om at støtte Chapelle ved at se hans show – og like det. Stemmer som hans er stadig få, for det er de færreste, der kan tåle det pres og den udskamning Alfabetsegmentet og BLM udsætter kunstnere for, der tør sige, at det ikke kun er sortes liv, der har betydning, men alles liv, og at der kun findes to biologiske køn, hvoraf kun det ene kan føde børn.

 

 

 

 

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg