Onsdag den 3, maj lagde den ukrainske ambassadør i Danmark en række fotos på ambassadens Facebookside, der dokumenterede ødelæggelserne efter (endnu) et russisk granatangreb i Kherson, og det er stærke sager, men som følgeteksten siger (i oversættelse):
”Verden har brug for at se og vide dette.
En togstation og en overfart(?), et hus, en isenkræmmer, et supermarked, en tankstation – ved du, hvad der forener disse steder? Det blodige spor, som Rusland efterlader med sine granater, dræber civile i Kherson og Kherson-regionen.
21 mennesker er blevet dræbt i øjeblikket! 48 sårede! Alle civile! På en ufuldstændig dag! I én region! Jeg kondolerer til ofrenes familie og venner.
Vi tilgiver aldrig de skyldige. Vi vil besejre den onde stat og stille alle gerningsmænd til ansvar!”
Og man forstår til fulde vreden og fortvivlelsen, når man ser billederne af døde og sårede. I supermarkedet i Kherson var mænd, kvinder og børn ved at foretage dagens indkøb, da russerne angreb, og nu kan man se liget af en mand ligge på gulvet i supermarkedet mellem støv og væltede indkøbsvogne med en dyb flænge i den blottet mave og ved siden af ham, halvt gemt under en væltet indkøbsvogn, der stadig rummer de varer, der aldrig nåede kassen – liget af en anden mand.
Et andet billede viser en chokeret mor siddende på gulvet i supermarkedet med sin ca. 7-årige søn, En redder har tydeligvis lige givet dem en flaske vand. De er begge blodige og grå af støvet og mindre end en meter bag kvindens ryg, kan man se hovedet af en dræbt mand hvilende på en jernbjælke. Hans øjne er åbne, men de ser tydeligvis ikke længere noget.
Et tredje billede er taget uden for. Midt på vejen ligger liget af en kvinde. Det kan man kun se, fordi tøjet er halvt flået af kroppen, så hendes mave og overkrop er eksponeret og man kan se hendes BH. Ellers er det ikke muligt at køns- eller aldersbestemme hende, for hovedet er skudt helt i stykker.
Der er så meget gru i de billeder, at jeg i både første og anden omgang slet ikke så det mest makabre: en mand liggende på gulvet i supermarkedet. Han er blevet ramt, så ¼ af kraniet er brækket af og ligger som en lille skål ved siden af hans hovede, hvor man nu kan se hjernemasse og blod.
Det er frygtelige og oprivende billeder, men det er ikke desto mindre dokumentation af krigens rædsler og Ruslands overgreb på civile ukrainere – og dermed også en nødvendighed. Et billede siger jo mere end tusind ord.
Lad det derfor være sagt med det samme og så tydeligt, som muligt: disse billeder er en nødvendig dokumentation af krigens terror, som den ukrainske ambassadør har offentliggjort med rette og som man bør se, hvis man kan tåle det – og ellers lade være. Præcis som Kim Møller med rette dokumenterede den islamiske terror, da han lagde et foto på Uriasposten af et af ofrene for et islamisk terrorangreb i Notre Dame katedralen i Nice, som gerningsmanden havde forsøgt at skære hovedet af.
Der er ingen forskel på konsekvenserne af russisk terror og islamisk terror, så hvorfor er det forbudt at dokumentere det ene og ikke det andet? Hvorfor skal der tages særligt hensyn til ofrene i det ene tilfælde og ikke det andet? Hvorfor bliver Kim Møller idømt 3 måneders betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste for at dokumentere islamisk terror, mens den ukrainske ambassadør frit kan dokumentere russisk krigsterror på Facebook?
De der har fulgt med ved, at Kim Møller langt fra er den eneste, som er blevet retsforfulgt og dømt for at dokumentere muslimsk vold og terror: debattøren Jaleh Tavakoli, Snaphanens Steen Raaschou og journalist og regions-politiker Erik Høgh-Sørensen er blandt de andre islamkritikere, som staten systematisk forsøger at lukke munden på ved at rejse den ene straffesag mod dem efter den anden for at gøre præcis hvad den ukrainske ambassadør – med rette – gør: dokumentere virkeligheden.
Derfor overvejer Trykkefrihedsselskabet sammen med Kim Møller at anmelde den ukrainske ambassadør til politiet for overtrædelse af straffelovens § 264d. Samme bestemmelse som en efterhånden lang række nationalkonservative og islamkritikere er dømt efter. Sker det, vil det ikke være ud fra et ønske om at kriminalisere terror-billederne fra Kherson, men for at dokumentere vores påstand om, at staten de facto udøver censur over for borgere med bestemte politiske holdninger.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
