"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Den pakistanske grooming gang, der blev væk

25. januar 2023 - Artikel - af Aia Fog

Historien om Ellie Williams´ falske voldsanklager mod en gruppe mænd i Barrow er også historien om, hvor vigtigt det har været at lukke munden på Tommy Robinson. Så vigtigt, at man villigt har ladet det være på bekostning af de ofre, han har hjulpet og som man nu anklager ham for at piske en stemning op imod. 

I 2020 lagde 20-årige Ellie Williams fra Barrow i Cumbrien billeder op på Facebook af sig selv forslået og mishandlet til nærmest uigenkendelighed – ifølge Ellie Williams af en gruppe pakistanske mænd, der havde groomet og udnyttet hende siden hun var 12 år gammel. Sagen bredte sig lynhurtigt på de sociale medier, og det hele eksploderede, da Ellie Williams pludselig blev varetægtsfængslet: var det myndighedernes forsøg på at skjule forbrydelser eller undertrykke sandheden om voldsmændene?

Tommy Robinson tog til Barrow med en kameramand for at finde ud af – og dokumentere -  hvad der var op og ned i sagen, men blev hurtigt stoppet af det stedlige politi og forhindret i at undersøge og dokumentere noget som helst, ligesom han blev pålagt ikke at udtale sig om børnemishandling i hele grevskabet Cumbrien – som han for øvrigt ved samme lejlighed blev forment adgang til. De engelske mainstreammedier, politikere og magtfulde meningsdannere toppede op med påstande om, at Tommy Robinson var taget til Barrow med en horde af professionelle demonstranter udelukkende for at piske en hadefuld stemning op.

I dag, mere end 2 år senere, har sagen fundet sin afslutning ved, at den unge kvinde, nu 22-årige Ellie Williams, er blevet dømt for falske anklager mod de navngivne mænd, der nu er formelt renset, men som Tommy Robinsons seneste dokumentar, ”The Phantom Rape Gang” viser, med store sociale og psykologiske omkostninger. Især for den påståede leder af den fiktive bande, Mo Rammy.

For mens Tommy Robinson ifølge engelske medier skulle have rendt rundt i Barrow og pisket en hadefuld stemning op, sad han i virkeligheden og interviewede de mænd, der var under anklage, hvilket er bemærkelsesværdigt på flere måder:

For det første underbygger det hvad Tommy Robinson påstår er sin erklærede mission: at finde ud af sagens rette sammenhæng. Optagelserne viser da også, at han meget hurtigt bliver opmærksom på, at der er noget, der er helt galt og at meget tyder på, at Ellie Williams ikke er det mest pålidelige vidne, da hendes baggrund rummer 9 tidligere anmeldelser af mænd for voldtægt – uden beviser til at understøtte anmeldelserne.  

For det andet er det spektakulært, at de overvejende pakistanske mænd – og ikke mindst Mo Rammy, som påstået leder af en grooming gang, inviterer Tommy Robinson ind for at lade sig interviewe af ham, der om nogen personificerer afsløringen og udredningen af det vidtforgrenede netværk af pakistanske grooming gangs i England. Det vidner om den store popularitet og tillid Tommy Robinson nyder i de dele af det engelske samfund, som ingen i virkeligheden gider beskæftige sig med, og som de såkaldt herskende klasser betragter med lige dele væmmelse og irritation.

For det tredje er langt hovedparten af optagelserne til The Phantom Rape Gang lavet i 2020, hvor alle andre – og i særklasse de medier og den venstrefløj, der synes besat af at gøre Tommy Robinson til en ikke-person – havde travlt med at udskamme, defamere og forfølge de selvsamme mænd, der nu er renset for alle anklager om trafficking, vold og voldtægt af Ellie Williams. Havde Tommy Robinson ikke fået mundkurv på, ville disse mænd have været sparet for meget.  

Selv i dag, hvor sandheden er kommet frem, fortsætter mainstreammedierne med at lyve om Tommy Robinsons rolle. Også herhjemme, hvor Berlingskes Poul Høi har dækket Ellie Williams-sagen i flere artikler og konsekvent kolporteret påstande, der er det pure opspind. I en artikel fra 13. januar i år skriver Poul Høi bl.a.: ”Hvorfor reagerede mange mennesker så dramatisk og voldeligt på anklagerne uden først at undersøge, hvor de kom fra? Hvorfor iagttog de ikke hvem, der brugte anklagerne politisk, for eksempel højreekstreme som Tommy Robinson?”

Som nævnt kunne meget have været undgået, hvis Tommy Robinson ikke havde fået mundkurv på i 2020 – men det har tydeligvis været vigtigere at lukke munden på ham end at få sandheden hurtigt frem. Og det er det fortsat: ingen mainstreammedier omtaler ”The Phantom Rape Gang”, selvom den er et vigtigt dokument om en frygtelig sag og selvom ”The Phantom Rape Gang” giver mindst lige så vigtige førstehåndsberetninger om, hvordan det er at være anklaget og forfulgt for noget, man ikke har gjort. Beretninger, som de færreste andre medier har kunnet eller villet bringe.

Dermed føjer ”The Phantom Rape Gang” sig til den hurtigt voksende række af dokumentarer fra Tommy Robinsons hånd, der bevidst ignoreres. Selv de fem timelange afsnit af dokumentarserien ”The Rape of Britain” med hjerteskærende interviews af ofrene for de virkelige grooming gangs og afdækning af politikorruption og myndigheder, der bevidst ser den anden vej, blev fortiet og overset af stort set alle medier.

Ikke desto mindre står Tommy Robinson med sine dokumentarer midt i skabelsen af et sammenhængende, stort og vigtigt samtidsværk om konsekvenserne af den pågående befolkningsudskiftning og Englands kollaps som rets- og velfærdsstat. Det er en omfangsrig og deprimerende beretning fra det England, der ellers aldrig får lov at komme til orde, men som Tommy Robinson giver mæle. Og samtidig er det indirekte en fortsat beretning om ham selv, og om de hindringer han konstant får lagt i vejen i bestræbelserne på at få ham til at holde mund og forsvinde.      

Hvor længe det vil lykkes at fortie og undertrykke beretningerne fra den del af befolkningen, der bærer de tungeste byrder er fortsat uvist. Til gengæld står det fast, at i modsætning til alle hans modstandere og fjender, vil Tommy Robinson og hans indsats gå over i historien.

 

Tommy Robinson besøger Trykkefrihedsselskabet den 1. april. The Phantom Rape Gang kan ses i sin fulde længde her:

https://rumble.com/v26ny0a-the-phantom-rape-gang.html?fbclid=IwAR3dyw8K5OWfkJtk3BnHROYAPSY8SE37sVatmjuxL3GhTLYN6c9Kc_NmB2k

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg