"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

”De hader vores frihed”

9. december 2022 - Artikel - af Kit Louise Strand

Ja, den er ikke meget længere: Dogmatiske, selvhøjtidelige og totalt blottet for humor er de ude af stand til at acceptere vores opfattelse af satire og latter som ”et redskab for sandhed og frihed” og samtidigt et effektivt middel i kampen mod… fanatisme.

 

Den franske advokat, Richard Malka har ret:

Retssagen mod de 14 personer, der blev tiltalt og dømt for at have hjulpet Kouachi-brødrene, Chérif og Saïd samt Amedi Coulibaly med at begå deres udåd mod Charlie Hebdo og det jødiske supermarked, Hyper Cacher tilbage i januar 2015, lignede ingen anden.

Mere end en placering af skyld og bestemmelse af straf for de tiltalte, handlede retssagen om at kaste lys på terroristernes koordinerede bestræbelse på en tilintetgørelse af den Anden. Det anderledes. Alt det, de ikke kan lide. Ikke blot jøden, men også ytringsfriheden og humoren personificeret ved holdet bag Charlie Hebdo.

Satiremagasinet repræsenterer om nogen den frie, kunstneriske og fandenivoldske ånd, der insisterer på retten til at håne, spotte og latterliggøre alle opblæste narhoveder og udstille totalitære kræfter, der afviser det anderledes og selve fundamentet for den franske republik – og resten af den frie verden, for den sags skyld.

Forlaget Ellekær har netop udgivet en dansk oversættelse af Le droit d’emmerder Dieu (Retten til at mobbe Gud), der var Richard Malkas afsluttende fremstilling i den flere måneder lange retssag i slutningen af 2020, på vegne af den forurettede part, Charlie Hebdo.

Malka, der selv skriver satire, bl.a. for nævnte satiremagasin, ønskede samtidig at lade procedureindlægget stå som ”en hyldest til det oplyste, muntre og frie liv.”

Det er lykkedes.

Det 79 sider lange indlæg (tilføjet en kronologisk oversigt over begivenhederne 2004-2020 samt noter) er interessant læsning, om end de fleste, der kerer sig om vores mest fundamentale frihedsrettighed, ytringsfriheden, kender alle argumenterne.

Nærer man stadig sin tvivl om berettigelsen og dybden af JPs 12 Muhammedtegninger, der ud over mordet på Theo van Gogh året før ”startede hele balladen”, bør man især anskaffe sig Malkas procedureindlæg, hvor han bl.a. svarer på den kritik, der har været rettet mod Charlie Hebdo: (…) ”Men det man kræver af os, er med andre ord, at vi giver afkald på retten til at gøre nar af fanatismen. Det kan vi ikke. Det ville være en anerkendelse af perversiteten, en hyldest til bedrageriet, en fejring af skændigheden.

Det kan vi ikke, for vi er Charlie, og vi har en særlig historie.”

Netop genindførelsen af straf for blasfemi, som flere - også i Frankrig - har advokeret for, for at sikre ro på bagsmækken, batter ikke noget. Intet. Og hører overhovedet ikke hjemme i et demokrati! Som Malka minder om, har Østrig hverken været en ”ond” kolonimagt eller afskaffet forbuddet mod blasfemi, men er dette til trods ikke gået ram forbi hvad terrorattentater angår. Og enhver reduktion af vores frihedsrettigheder efter salamimetoden ville blot være endnu en bekræftelse af Churchills ord ”An appeaser is one who feeds a crocodile, hoping it will eat him last”.

Er det ikke satiretegninger de krænkes over, vil der opstå andre anledninger.

Advokaten citerer en tidligere tilhænger af Islamisk Stat, Sonia Mehri for i retten at skære baggrunden for islamisternes forbrydelser i den vestlige verden ud i pap:

”De hader vores frihed.”

Ja, den er ikke meget længere: Dogmatiske, selvhøjtidelige og totalt blottet for humor er de ude af stand til at acceptere vores opfattelse af satire og latter – her refererer Malka meget relevant til Rosens Navn af Umberto Eco – (…) som ”et redskab for sandhed og frihed, et så kraftfuldt middel til kamp mod fanatisme, at denne afhandling [Aristoteles andet bind om latter i afhandlingen, Poetikken] er den farligste i verden.”

Og så fatter fanatikerne heller ikke, at (…)”Hellige” skrifter er kun hellige for dem, der tror på dem”, som chefredaktøren, Charb skrev i sit manus til bogen, Hvordan de som råber islamofobi i virkeligheden går racisternes ærinde, der blev færdigt d. 5. januar 2015 - to dage før han mistede livet i terrorattentatet.

Men eet er fanatikerne, noget andet apologeterne blandt os: dem skåner Malka heldigvis ikke i sit procedureindlæg: polemisk og sarkastisk spidder han franske politikere på begge fløje for deres fejhed [læs: frygt] og hykleri, og mange nominelt intellektuelle røster i den offentlige debat og det franske kulturliv får udstillet deres ufattelige kynisme – og had. Selveste Pave Frans, den fremmeste frontfigur for politisk korrekthed, bliver 12 dage efter det rædselsvækkende blodbad i redaktionslokalet hos Charlie Hebdo, hvor et dusin mennesker fik stukket en kalasjnikov i panden og blev mejet ned, og lige så mange såret, citeret for at sige: ”Hvis en nær ven taler grimt om min mor, kan han regne med at få en knytnæve i ansigtet, og det er normalt. Man skal ikke provokere andres tro.”

Jo, det er lige præcis hvad vi skal, Frans! Og vi skal blive ved. Og ved. Og ved.

Lige indtil den dag tiøren falder for alle tøsefornærmede muslimer, og de erkender storheden i ytringsfriheden og tolerancens indbyrdes forhold.

De islamiske terrorister, der er uden for pædagogisk rækkevidde, og hvis end game er vores totale underkastelse og destruktionen af selve fundamentet for den frie verden, må vi sende hen, hvor pebret gror.

 

 

Artiklen har været bragt i 24NYT