"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

De fængslede bahai ledere i Iran

19. juni 2009 - Den løbende - af Helle Merete Brix

Mens verdens øjne hviler på Iran og de voldsomme demonstrationer mod det islamiske regime, kan der være grund til at minde om 7 mennesker, der ingen mulighed har for at deltage i de folkelige protester: De syv fængslede bahai ledere, der i mere end et år er blevet holdt fængslet i det berygtede Evin fængsel uden for Teheran.


Shayad monumentet i Teheran fra 1971 ses ofte på TV
i disse dage, når der vises billeder af voldsomme
gadedemonstrationer. Arkitekten var - bahai.

Mens verdens øjne hviler på Iran og de voldsomme demonstrationer mod det islamiske regime, kan der være grund til at minde om 7 mennesker, der ingen mulighed har for at deltage i de folkelige protester: De syv fængslede bahai ledere, der i mere end et år er blevet holdt fængslet i det berygtede Evin fængsel uden for Teheran.

De hedder Behrouz Tavakkoli, Saeid Rezaie, Fariba Kamalabadi, Vahid Tizfahm, Jamaloddin Khanjani, Afif Naeimi og Mahvash Sabet.

Det danske Bahai samfund, der har til huse i Hellerup, sender løbende presemeddelelser ud om de indespærrede baha`ier. Af den seneste fremgår det, at de fængslede bahai ledere ikke på noget tidspunkt er blevet præsenteret for et formelt anklageskrift eller har haft mulighed for at møde deres advokat, den verdensberømte menneskerettighedsaktivist og nobelprismodtager, Shirin Ebadi.

Anklaget for spionage

Anklagen mod de syv mennesker lyder på spionage for Israel. Det er ikke en ualmindelig anklage mod bahai, hvis hovedkvarter ligger i den israelske havneby Haifa. Tilhængerne af religionen, der blandt andet har ligestilling mellem mænd og kvinder som et grundprincip, regnes i det islamiske Iran for en art kættere. De nægtes arbejde og de forfølges med den begrundelse, at de udgør en sikkerhedsrisiko eller slet og ret er najiis - urene.

Hvor medlemmer af bahai under shahens regime officielt ikke kunne få arbejde i staten, så kunne det alligevel lade sig gøre, da der var stor mangel på veluddannet arbejdskraft. Der blev således ansat ganske mange baha`ier i det offentlige, også i højtstående stillinger. 

Siden den islamiske revolutions i 1979 har der været myrderier og systematiske overgreb på trossamfundets medlemmer. I hundredevis har været fængslet. Mere end 200 bahai blev henrettet efter den islamiske revolution og tusinder fik frataget deres jobs og deres pension. Så vidt vides er ingen bahai blevet henrettet siden 1998.

Spredning af fordærv på jorden


Revolutionens leder ayatollah Khomeini
iværksatte systematiske forfølgelser af bahai

Tidligere i år fik familierne til de fængslede baha`ier besked om en mulig ny anklage - "spredning af fordærv på jorden". Det indebærer trusler om dødsstraf under den gældende lov i den islamiske republik.


De fængslede bahai ledere

USA udtalte marts i år i FN bekymring over, at nogle muslimske lande bruger ideen om religiøs bagvaskelse til at retfærdiggøre blandt andet "restriktioner på ytringsfrihed". På vegne af EU talte Canada og Tjekkoslovakiet ved samme lejlighed om nødvendigheden af at beskytte religiøse minoriteter, også i muslimske stater. Både den canadiske og den tjekkiske repræsentant udtrykte bekymring for de syv baha´ier, der sidder fængslet uden rettergang.

I 1983 forbød den iranske regering alle bahai institutioner. De syv fængslede baha`ier udgjorde en uformel koordinationsgruppe. Den blev ifølge det danske bahai samfund nedsat med regeringens vidende for at hjælpe med at håndtere forskellige behov hos Irans 300.000 medlemmer af bahai samfundet. Dette antal gør bahai til Irans største religiøse minoritet.

Der er omkring 300 medlemmer af bahai i Danmark.

Sappho følger udviklingen om de fængslede baha`ier. Se også: www.bahai.org

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg