”Så skete det virkelig. Jeg blev den første journalist i den frie verden, der skulle opleve at blive grillet af en officiel inkvisitor fra regeringen pga. Muhammedtegningerne”.
Sådan opsummerer Ezra Levant den kuldegysende oplevelse, han blev udsat for af den canadiske menneskeretskommission i 2008.
To år før havde han som redaktør af tidsskriftet The Western Standard genoptrykt Muhammedtegningerne som første nyhedsmedie i Canada.
Det havde fået den pakistansk-fødte imam Saharwardy til at indgive en klage over Levant til en af Canadas menneskretskommissioner, der håndhæver landets hate speech-lovgivning. Ifølge imamen var tegningerne blasfemiske.
”Jeg forventer en formel undskyldning fra The Western Standard. Vær venlig at hjælpe mig.” Sådan lød Saharwardys bøn. Og i stedet for at kassere den med et overbærende smil, tog menneskeretskommissionen den dybt alvorligt.
Hele apparatet blev sat i gang mod Ezra Levant, der senere fandt ud af, at menneskeretskommissionen havde brugt i alt 900 dage og ikke færre end 15 regeringsansatte på sagen imod ham.
I sin bog om sagen, ”Shakedown” beskriver Ezra Levant, hvordan han i første omgang havde svært ved at tage Saharwardys klage alvorligt. Den var simpelthen for absurd.
Men efter nogen tids vantro henvendte han sig til sin advokat, der oplyste ham om, at det mest almindelige i sager som disse er, at folk giver op, betaler og kommer med er undskyldning. Ingen er nemlig nogensinde blevet frikendt for en sådan menneskeretsanklage.
Ezra Levant kunne altså have valgt at krybe til korset. Han valgte det modsatte: Den 13 februar 2008 var det så, han blev indkaldt til et indledende forhør på baggrund af Saharwardys klage mod ham for at overtrådt Koranens blasfemi-forbud. Forhøret skulle foregå bag lukkede døre og han måtte kun have en enkelt bisidder og sin kone med.
Der var nemlig ikke tale om en rigtig retssag, men om en forundersøgelse, der skulle afgøre, om Levant skulle stævnes for sine krænkende udtalelser.
Først overvejede han at boykotte processen ved at nægte at møde op. Men gjorde han det, ville de ansatte i menneskeretskommissionen have ret til at ransage hans kontor og fjerne alle dokumenter og filer af relevans for sagen.
Så hellere møde op. Men ét krav stillede han: Han ville have lov til at optage forhøret.
Afhøreren, en midaldrende kvinde ved navn Shirlene McGovern gik nølende med til at lade Levants kone video-optage seancen. Det skulle McGovern senere komme til at fortryde. Blot få dage efter at Levant havde lagt videoen på You Tube var afhøringen blevet set af 400.000 mennesker og havde skabt et stormvejr i medierne.
Se selv videoen! Her ser vi krystalklart konfrontationen mellem en grænseløs stat, der i det godes navn vil styre borgernes tanker og holdninger, og en lidenskabelig modstander af denne bløde form for totalitarisme.
Tankeforbrydelser
McGovern indleder forhøret med at spørge, hvad Levants intention og hensigt var med at trykke Muhammedtegningerne. ”Hvorfor er det et relevant spørgsmål”, replicerer Levant skarpt.
”I en afhøring som denne spørger jeg altid, hvad intentionen og hensigten med offentliggørelsen af en given artikel er”, svarer Mcgovern beroligende.
Svaret beroliger langt fra Levant, som senere kommenterer: ”Denne ene sætning sammenfatter hele kommissionens frihedsfjendtlige natur. Den ide, at en regering kan trække en redaktør ind og forhøre ham om hans politiske opfattelse var åbenbart ikke spor usædvanlig for denne kvinde. Det var snarere en dagligdags foreteelse.”
Det ryster Levant, men svækker ikke hans modstandsvilje, så hendes spørgsmål udløser følgende salut fra hans side:
”Vi trykte de tegninger for at gøre brug af vores umistelige rettigheder som fribårne canadiere til at trykke, hvad fanden vi vil, uanset hvad fanden du mener om det!
Jeg har nok givet mere end 200 grundige interviews om denne sag, hvor jeg har givet en gennemtænkt og nuanceret fremstilling af baggrunden for publiceringen af tegningerne. Men det eneste jeg har at sige, når det er staten, der spørger, er at jeg publicerede de tegninger, fordi det er min forbandede ret at gøre det.”
Mcgovern, der tydeligvis er vant til en anderledes defensiv attitude hos sine afhøringsofre, virker helt paf oven på denne kanonade, men Ezra Levant bliver ved: ”Det taler for sig selv, at du vover at spørge en redaktør i Canada i regeringens navn, hvad hans politiske tanker er. Det viser, at du er på jagt efter en tankeforbrydelse.”
Tankeforbrydelse – med dette orwellske ord er vi ved kernen ikke bare i denne sag, men i alle hate speech-sager. Når det ikke længere er handlinger, men holdninger, staten vil straffe, lægger den en klam statslig hånd på borgernes sjæl og stækker al ægte åndsfrihed.
Det var det Ezra Levant forstod og derfor han valgte at give igen, velvidende at det ikke bare var ham, men selve åndsfriheden, der var på anklagebænken. Derfor bad han nærmest om at sagen ikke ville blive droppet. Som han sagde til den mere og mere udslukte McGovern:
”Jeg har ikke tænkt mig at nedtone sagen og sige, at mine intentioner med tegningerne var de bedste, så vær sød at slippe mig af krogen.
Jeg er ikke racist, jeg er ikke anti-muslimsk, men selv om jeg var, havde jeg al mulig ret til at offentliggøre det, jeg ville, også selv om det krænker imamen.
Uanset om jeg vinder eller taber denne sag, har jeg allerede tabt. Jeg har spildt umådelige mængder af tid og umådelige mængder penge på den. Det allerværste er det signal, sagen sender til andre medier i landet: Hold fred med de radikale muslimer, for ellers vil de sende jer de statslige censorer på nakken og I vil være nødt til at gå igennem hele den proces, jeg har været igennem.”
Og som afskedsalut:
"Jeg forbeholder mig ret til at bruge den maksimale grad af ytringsfrihed og til at være maksimalt krænkende og såre de følelser, jeg har lyst til at såre. Det var ikke det, jeg gjorde i dette tilfælde, hvor de eneste, der blev krænkede var nogle få tyndhudede, vrede imamer. Men det er ikke det faktum, men derimod min ret som en fri mand, der skal frikende mig.
Alligevel håber jeg, du vil bringe sagen videre, så den ender i en retssal og jeg håber det vil skabe den politiske skandale, den fortjener.”
You Tube-sejr
Ude ved computerskærmene jublede canadierne over dette strålende, ubange forsvar for ytringsfriheden og vreden vendte sig mod McGovern. Ikke mindre end ti dage senere tilkendegav menneskeretskommissionen, at McGovern havde opgivet sagen og også den kronisk krænkede imam trak i hast sin klage tilbage.
Allervigtigst: Offentligheden havde fået øjnene op for hate speech-lovgivningens egentlige natur og siden da har den været under fast beskydning i den canadiske offentlighed. Sidste sommer blev en del af den, den berygtede paragraf 13 så omsider afskaffet.
På lørdag modtager Ezra Levant Sappho-prisen.
Det er svært at forestille sig nogen, der mere har fortjent den.
