"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sandheden og dens pris

27. januar 2011 - Artikel - af Eva Herman

Eva Herman talte for en fuld sal. Foto: Steen Raaschou Onsdag aften talte Eva Herman i Trykkefrihedsselskabet. Læs hendes foredrag om en karriere, der gik i ruiner, da hun tog hul på kritikken af kønsneutralitet og kønsmainstreaming. Alex Ahrendtsens har oversat.

Dyrebar sandhed

Godaften, mine damer og herrer,

Aftenens foredrag hedder: Sandheden og dens pris. Et emne, som vel har eksisteret til alle tider og over alt på jorden. Sandhed kan blive så dyrebar, at nogle betaler den med den højeste pris: med sit liv.

Tidligere skete det ikke sjældent, at man blev slået ihjel pga. sandheden. Sådan er det stadig i nogle lande.

Og derfor kan vi være glade, her i vores dejlige Europa – for her bliver man ikke myrdet for at have sin egen mening. Nå, okay, næsten ingen. Her foregår det anderledes.

Man bliver slagtet socialt. Og økonomisk. Og menneskeligt. Og så videre … Men for det meste slipper man fra det med sit liv i behold.

Sandheden bliver altid dyrebar, når ingen vil høre den. Eller: Når man gør løgn til sandhed, og man til sidst ophøjer løgnen til en almengyldig sandhed.

Indtil for få siden troede jeg, at man i det store og hele talte sandt overalt – naturligvis med enkelte undtagelser. Jeg har i næsten tyve år læst nyheder op på Tagesschau i den bedste sendetid – på ARD klokken 20.

Og gennem disse tyve år har jeg virkelig været af den overbevisning, at alt, hvad jeg har læst op foran kameraet, har været sandheden. Ligesom jeg var overbevist om, at man på stationen følte sig forpligtet på sandheden.

Mine chefer og foresatte … kollegerne … journalisterne … Det gik jeg naturligvis ud fra, med det ansvar …! Nuvel, nogle gange bliver man hevet langsomt ud af sine illusioner, andre gange hurtigere. I mit tilfælde var det en blanding.

En virkelig historie

Jeg vil fortælle Dem en historie, som virkelig er sket. Den er sand. Og den kostede temmelig meget. For mig. Som De kan se, lever jeg. De kan forvisse Dem om, at jeg har det godt. Men sådan har det ikke altid været.

Historien begyndte i 1997. Jeg blev som 39-årig – for første og eneste gang – gravid. En skøn omstændighed, hvis man altså glæder sig til barnet.

Sådan var det helt og aldeles i mit tilfælde. Igennem længere tid havde jeg ønsket mig familieforøgelse. Men tiden havde manglet. For jeg var en såkaldt karrierekvinde.

Jeg havde ikke kun lejlighed til at læse nyhederne op på Tysklands største fjernsynsstation med et seertal på gennemsnitligt 10-12 millioner – hver aften.

Jeg var også vært på mit eget talkshow! Jeg fik ansvaret for store shows – ligeledes mit eget quizshow gennem mange år og meget meget andet.

Når mange kvinder i dag taler om deres ”karriere i erhvervslivet”, så ved de færreste af dem, hvad en karriere virkelig betyder - hvordan den føles, og frem for alt hvad den forlanger af et menneske.

Jeg kan i særdeleshed tale med om det ved disse samtaler om karrierer. Denne karriere blev mere og mere uinteressant. Sådan følte jeg det, for hver dag min mave voksede.

Mine tanker ændrede sig. På den ene side var den store glæde ved mit barn. Men jeg vidste: Du må fra nu af være der for dit barn. I mit indre formede jeg beroligende billeder:

Bedstemoderen flytter ind i huset og overtager opsynet med barnet. En aupair kunne man også ansætte. Jeg kunne arbejde mindre for at få mere tid til mit barn.

I fjerde måned sov jeg for første gang over mig. Jeg lå lunt og godt i sengen og drømte om mit spædbarn, da min chefredaktør ringede og vredt skældte mig ud.

Da jeg ikke kunne få mig selv til at undskylde, selvom jeg virkelig aldrig har været et uhøfligt menneske, fornemmede jeg, at der lige havde ændret sig noget grundlæggende: Min selvopfattelse. Havde jeg ikke som kommende mor, i denne udviklingsfase, hvor livet vågnede i mig, ret til at drømme om mit barn? Var det virkelig så slemt ikke at møde op på arbejdspladsen?

Jeg indrømmer, at disse tanker i dag virker temmelig vidtløftige – og virkelig urealistiske. Men i dag er jeg heller ikke gravid.

Andre prioriteringer

Og hermed er vi nået frem til et vigtigt punkt: Gravide kvinder bliver til andre mennesker. Deres prioriteringer ændrer sig grundlæggende. Hvad hjerneforskningen sågar beviser gennem utallige studier og undersøgelser: Ved hjælp af hormonproduktion som fx det lykkefrembringende og samtidigt tryghedsskabende oxitycin.

Gravide kvinder skal af natur forandre sig. De får ansvar! Lige som faderen i øvrigt. Der skulle efter sigende også findes gravide fædre …

Farmand kan i denne tid ikke gøre meget, bortset fra at være kærlig og mest mulig hensynsfuld.

Moderen beslutter, hvordan hun vil spise. Hun opgiver at ryge og drikke et glas vin om aftenen af hensyn til barnets sundhed. Hun bærer ikke tunge ting længere, bevæger sig roligt, hun søger den dejlige lyse stemning, hun synger meget og ønsker sig fortrinsvist harmoni hele tiden. For at den lille i maven har det godt.

Alt dette gør gravide kvinder næsten af sig selv på grund af et urinstinkt. Hvis – hvis hun uhindret kan glæde sig over sit barn. Uden bekymringer om, hvordan hun fortsat kan sikre sin overlevelse. Uden problemer, uden skænderi og forhindringer.

Men hvis denne gravide kvinde er presset økonomisk, hvis hun er bange for ikke at klare sig, fordi pengene ikke rækker, fordi faderen ikke er der, fordi han måske tjener for lidt, og fordi hun derfor ved, at hun også efter sit barns fødsel hurtigt skal tilbage til arbejdet, så forløber det, allerede efter få måneders graviditet, helt anderledes.

Bitter bismag

Hvorfor fortæller jeg Dem alt dette? Fordi det er nødvendigt for virkelig at kunne forstå hele historien. Hele den forgangne misere handler i virkeligheden om det naturligste og mest normale i verden: Moderskabet.

Men begrebet ”moder” har de sidste 60-70 år, især i Tyskland, fået en ubehagelig bitter bismag. For vores historie har i nogle perioder virkelig ikke udviklet sig særlig godt.

Jeg beder Dem om forståelse for, at jeg ikke kommer nærmere ind på dette, for alene at nævne disse ord kunne forårsage ukontrollerede voldsomheder i morgendagens presse.

I nogle lande er moderbegrebet ved at blive afskaffet. I Schweiz ændres ”mor” og til forælder – det blev også foreslået i Europa-Parlamentet.

I USA fjerner man for tiden ligeledes begreberne ”mother” og ”father” fra samtlige offentlige papirer og erstatter dem med Parent 1 og Parent 2. Tja, og det er ikke en vittighed, men sådan vil det sikkert også snart ske her.

Men, nej, for himlens skyld: Ikke alle kvinder skal have børn for at være lykkelige. Men når hun så får børn, så … Der findes en rigtig god sætning, som den berømte svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgren engang har sagt, og som jeg tilslutter mig:

”Enhver kvinde skal have et arbejde, studere, når hun vil, gøre karriere. Men når børnene så kommer, så burde hun i det mindste de første år have tid nok til dem og ikke tænke: Sikken skændsel, at jeg nu må sidde hjemme.”

Hvorfor er det at være moder blevet så svært i den vestlige verden? Fordi det er gammeldags. Det er imponerende, hvad nogle årtiers propaganda og mediemanipulation kan gøre ved et samfund, der engang var sundt.

Under dække af modernitetens udvikling er familie- og sociallovgivningen løbende blevet ændret skridt for skridt, så det i dag er så godt som umuligt, at én indkomst er nok til at ernære en familie.

Skilsmisse-, bidrags- og skattelove – det er alt sammen familiefjendtligt. For Big Brothers plan er: Ødelæggelsen af familien. Derfor skal kvinder bildes ind, at de skal frigøre sig. Fra mændene. Dermed bliver kønnene hidset op imod hinanden.

Om alle disse ting havde jeg i løbet af min strålende karriere ikke gjort mig synderlige tanker. Men nu var de pludselig blevet midtpunktet for mig. For det lykkedes mig næsten ikke at aflevere mit lille, kønne, kloge barn til fremmede hænder.

Jeg længtes efter ham, efter hans lugt, hans latter, hans pjuskede hoved. Hvert TV-show blev til en tålmodighedsprøve. Enhver rejse i verdenshistorien til et mareridt.

Ja, nogle mødre rammer det særligt hårdt. Jeg ville helst være blevet hjemme. På den side … På den anden side vidste jeg, det ville betyde, jeg var færdig.

Andre ville have indtaget pladsen: Der var mange, der lurede på at overtage min Tagesschau-stilling … mine quiz- og ARD-programmer. Haj i farvandet: Haps! Væk er stillingen. Som overalt!

For hver dag, der gik, måtte jeg fastslå, at jeg sad i saksen. Jeg kiggede mig omkring, begyndte at undersøge: Hvordan gjorde de andre kvinder?

 

Eva Herman med oversætteren Alex Ahrendtsen. Foto: Steen RaaschouEva Herman med oversætteren Alex Ahrendtsen. Foto: Steen Raaschou

 

 

Selvrealiseringsdebat

Jeg skrev en bog, i hvilken jeg interviewede berømte kvinder fra fjernsynet om emnet børn og karriere: Enten havde de på grund af karrieren ingen børn, eller så havde de børn og problemer med karrieren.

Skyldfølelse, sorg, daglige logistikmirakler, skyndsomhed og stress – sådan så det ud. Jeg undersøgte: Love, tilbud og muligheder.

I mellemtiden var jeg dybt optaget af emnet om små børns behov, fordi det interesserede mig. Om deres vuggestueophold virkelig blev håndteret uden problemer af dem, ligegyldigt hvor små de var.

Derfor deltog jeg – med mit barn på armen – i kongresser med internationale relationsforskere, interviewede psykologer og spædbørnsforskere.

For i hele denne selvrealiseringsdebat konkluderede jeg hurtigt, at det evig og altid handler om den moderne kvindes behov. Men ingen spørger, hvor meget små børn overhovedet kan tåle at blive passet af fremmede, fra hvilken alder og hvor længe. Det drejede sig aldrig om begreber som kærlighed, ømhed og nærhed.

Længslen efter moderen, som det lille barn oplever, ophører aldrig. Senere, når det bliver voksent, ændrer smerten sig ikke sjældent til – ligegyldighed.

En vigtig ting, som de fleste erhvervsaktive kvinder, der lader deres børn passe af fremmede, ikke tænker på, er derved følgende:

De første tre år er de vigtigste i et menneskes liv. Det er de år, der præger barnet. Alt, hvad man lærer i den tid, forbliver, indtil livet slutter. Godt som dårligt. Nærhed såvel som afstand. Kærlighed såvel som ligegyldighed.

Et spædbarns behov overalt på jorden er: Mor! Det vil ganske enkelt hen til den person, der i egen krop gennem ni måneder har båret på det, hvis latter, lugt og stemme barnet er dybt fortroligt med. Naturen gør alt for, at en mor let kan forstå, hvem der i de første år er udvalgt til dette barn. Hun er den eneste, der kan amme det.

At den moderne industri fremstiller kunstigt mælkepulver, skyldes det såkaldte fremskridt, som dog snarere lader os skride frem og væk fra det, der er naturligt og normalt.

Naturen giver mødre en særlig hormonblanding, for at hun kan opbygge en livslang binding til sit barn. Og denne binding kan frem for alt kun skabes og fæstnes i disse første tre år. Til moderen såvel som til faderen.

Opstår denne livsvigtige binding ikke, følger der risikofaktorer med børnene såsom skilsmisse, vold, fattigdom, alkohol eller misbrug; og fare for børnenes fejludvikling vokser dramatisk.

Ikke bare barndom og ungdom bliver sværere, men især den senere tid, når mor og far er blevet ældre og børnene voksne. Millioner af gamle mødre venter stadig om søndagen med friskbagte kager på deres voksne børn – for det meste spiser de selv kagen.

Mange store børn har ikke behov for at se mor og far, fordi bindingen mangler. Et fænomen, der er meget udbredt, og som sørger for floder af tårer.

Forstår De? Det handler jo om meget meget mere end om selvrealiseringen af den moderne kvinde. Det handler om hele samfundet. Hvad ser vi i dag? Triste børn, stressede overanstrengte mødre og fædre, ensomme gamle forældre.

Bekymrende udvikling

Signalerne på den manglende binding, som vores samfund dagligt udsender, er efterhånden ødelæggende. Har De lyst til at høre et par stykker?

I Europa er antallet af skilsmisser fordoblet inden for de sidste tyve år

  • Skilsmissesmerten, der vedvarende skærer i børnenes sjæle, når mor og far går fra hinanden; følgerne, der opstår heraf – de fører til generationers manglende bindinger med sig.
  • De tilfældigt sammenbragte børn fra skilsmissefamilier i såkaldte sammenbragte familier, hvor der kun sjældent opstår den fred, man håbede på, stiger og stiger
  • Enlige forældre, som er fuldstændigt overanstrengte på grund af opdragelsen, stiger mere og mere. Hermed vokser fattigdommen i Europa dramatisk
  • De stadigt lavere fødselstal (for øjeblikket gennemsnitligt omkring 1,35 – her i Danmark noget højere – nok fordi man får tvillinger her J), der gør Europa uegnet til at overleve
  • Næsten 40 % af mændene indtil 40 års alderen ønsker ikke at gifte sig og ikke at have hverken børn eller ansvar
  • Det samme gælder for mange kvinder – de fravælger børn og vælger arbejdslivet til (omkring 40 %)
  • Depressionsraten, der stiger epidemisk. Ifølge de seneste målinger lider en tredjedel af alle europæere af psykiske forstyrrelser
  • Børns epidemiske bulumi og anoreksi, der er psykologisk betinget, stiger voldsomt
  • De unges voksende volds- og hærværksexcesser stiger eksplosivt. Ifølge oplysninger fra nyhedsportalen Europe Online er flere og flere forældre bange for deres børn. De klager over vold og mishandling fra deres børn.
  • Den stærkt stigende alkoholindtagelse og druk, til man besvimer, hos børn og unge er ikke længere et storbyfænomen, men er en del af tidsånden overalt.
  • Kvinder overhaler mænd, piger hægter drengene af, kvindeligt og mandligt står irriteret og krigerisk over for hinanden

 

Alt dette er tegn på vores moderne tid! Kærlighed og hensynsfuldhed går tabt. Bindinger ødelægges.

De ideologiske arkitekter

Den, som i dag tror, at ligestilling og kvinder på arbejdsmarkedet er en moderne bedrift, skulle ulejlige sig med at finde ud af, hvor disse tanker for første gang blev omsat til politiske programmer, hvem der var igangsætterne og hvilke følger dette havde for samfundene.

Den, som i dag taler om, at vi uden problemer kan sende småbørn i vuggestuerne, må vide, hvilke følger det har. Og selv om det for de fleste mennesker er noget selvfølgeligt efter at have gjort det i årtier, betyder det jo ikke, at det også må være sandheden.

Allerede den franske digter Jean Cocteau sagde: ”Man må ikke forveksle sandhed med flertal.”

Vi må derfor kigge på to citater fra det oprindelige udgangspunkt. For det første hos politikeren Friedrich Engels, der blev født i 1820, og som sammen med Karl Marx udviklede og udarbejdede den berømte marxisme og kommunismens doktriner. Han sagde:

”Kvindens beskæftigelse på fabrikken opløser nødvendigvis familien fuldstændigt, og denne opløsning får de mest demoraliserende følger for samfundets nuværende tilstand, der hviler på familien, både for ægtefolk som for børnene. En mor, der ikke har tid til at passe sit barn, at vise det de mest almindelige kærlighedstegn, kan ikke være mor for dette barn, hun må blive ligegyldig over for det, behandle det uden kærlighed som et helt fremmed barn, og børn, som vokser op under sådanne vilkår, vil for familien senere være fuldstændig spoleret, fordi de kun har lært et afsondret liv at kende …”

Her følger udtalelsen fra en tidligere socialistisk-kommunistisk kommissær for uddannelse i det daværende Sovjetunionen, Anatoli Lunacharski (1875-1933), som han for næsten hundrede år siden lagde for dagen. Ordret sagde han:

”Vores nuværende opgave er at ødelægge familien og at fjerne kvinden fra opdragelsen af deres børn. Når vi har oprettet godt organiserede børneafdelinger i vores fællesskabshuse, bliver det helt sikkert sådan, at forældrene af sig selv vil sende børnene derhen, hvor kvalificeret personale vil overvåge dem. Derved vil udtryk som mine forældre og vore børn utvivlsomt blive brugt mindre og erstattet af begreber som de gamle, børn, spædbørn.”

Mikhail Gorbatjov tog 80 år senere meget klar stilling i sin bog Perestrojka om de sovjetiske tiltag over for familien, som staten gennem årtier havde forandret og ødelagt. Med udsigten til brudte familiestrukturer og 40 mio. alkoholikere, vold og kriminalitet skrev Gorbatjov følgende:

”Vi har indset, at mange af vore børn og unges adfærdsproblemer – i vores mor, dannelse og produktion – for størstedelen er forårsaget af, at familiære relationer er blevet løsere og ansvarsfølelsen i familien forsømt. Dette er det paradoksale resultat af vore seriøse og politisk retfærdiggjorte ønsker om på alle områder at ligestille kvinden over for manden.”

Så vidt de ærlige ord fra en anerkendt politiker, der er blevet kendt verden over for sit mod til at genoverveje tingene.

I Rusland findes der i dag næsten ingen vuggestuer længere, det samme gælder Tjekkiet. USA og England er på tilbagetog … Tror De virkelig, vi fortsat kan tillade os at undgå disse problemer, idet vi overhovedet ikke taler om dem, endsige forsøger at løse dem fornuftigt? Idet medierne ikke beretter om dem? Nej! Selvfølgelig ikke.

En storm af forargelse

Jeg begyndte at skrive bøger om dårligdommene. Jeg udgav en bog om nødvendigheden af, at spædbarnet bliver ammet så længe som muligt. Svaret fra et stort dagblad var en halvsides artikel, hvori man satte spørgsmålstegn ved mit mentale sundhed.

Sammen med en børnepsykolog skrev jeg en bog om, hvordan man med nænsomhed og kærlighed får børn til at sove. På redaktionen spurgte man mig, om jeg var blevet skør.

I foråret 2006 blev et essay af mig offentliggjort i tidsskriftet for politik, Cicero. Overskriften lød: Er kvindefrigørelsen en fejltagelse?

Nu brød der en sand storm af forargelse løs. Sammen med talrige kendisser, som jeg alle sammen kendte godt, blev jeg angrebet voldsomt af Tysklands førende feminist, Alice Schwarzer.

Hun blev interviewet af det berømte blad Der Spiegel, hvori hun placerede mine teser mellem stenalder og moderkors [Hitlers udmærkelse til kvinder med mange børn, o.a.].

På spørgsmålet, om hun ikke var bekymret over den demografiske krise, svarede Schwarzer: ”Vi skal jo ikke længere skænke Føreren et barn.”

Der var den for første gang; sammenligningen med Det tredje Rige. Det var jo netop Det tredje Rige, som havde befordret og indført de feministiske metoder med at skille moderen fra barnet. Jeg havde skrevet udførligt om disse katastrofale og familieødelæggende forholdsregler i flere bøger.

Enten kendte disse mærkelige mennesker ikke til det, eller så ønskede de bare at svinge vildt med nazi-køllen, fordi de vidste, hvad den ville medføre. For den, der én gang bliver nedlagt af den, rejser sig ikke igen. Eller meget sjældent, som vi vil se.

Det bedste middel til at forhindre nogen i at komme til orde er at defamere ham. Det var lige præcis, hvad der skete: Først blev jeg i offentligheden nedgjort som en blondine, der var ved at slå for store brød op over et samfundspolitisk emne, som for længst var uddebatteret. Men derefter var jeg ikke kun blond og dum, men også brun.

Alice Schwarzer ville have mig væk, mobbe mig væk, gjort mig tavs. Jeg skulle aldrig mere have mulighed for at igen at tale om dette for hende ubehagelige emne.

Og derfor planlagde hun en hemmelig kampagne. Ved hjælp af en nyhedsmail, hvori hun opfordrede sine avisabonnenter til at skrive til Tagesschau og bede dem om at fyre mig.

Jeg ville aldrig have fået noget at vide om det, hvis en kvinde, som jeg ikke kendte, ikke havde sendt denne mail til mig med bemærkningen om at træde varsomt.

Mine NDR-chefer var påvirket af kampagnen: Hvis jeg fortsat trådte frem med mine støvede teser, ville jeg ikke kunne arbejde som Tagesschau-oplæser, hed det. Fra den dag varede det nøjagtig tre måneder, før jeg forlod nyhedskanalen for altid.

Allerede forfatteren Esther Vilar, som i halvfjerdserne med sin bog Den dresserede Mand havde offentliggjort samme tanker som jeg, blev forfulgt og ødelagt af selvsamme Alice Schwarzer, andre feminister og frem for alt af medierne.

Hun forlod til sidst Tyskland, efter man havde jaget og ydmyget hende, rodet hendes hus igennem, overfaldet og slået hende ned.

Den næste beslutning skulle altså tages: Hvad skulle jeg gøre? Holde op med oplysningsarbejdet over for resten af verden? Umuligt! Jeg  valgte at sandheden frem for arbejdet.

Mange mennesker befinder sig allerede i anden eller tredje generation af børneinstitutionsmentaliteten, så deres indre ur med de helt naturlige behov næsten er holdt op med at gå. At sætte dem i gang igen kræver enorme kraftanstrengelser.

Men at de overhovedet skal sættes i gang igen, forstår de fleste ikke engang mere. Den indre stemme sover … Sådan forandres ikke kun det enkelte menneske snigende, men et helt samfund.

Eva-princippet

Det ville jeg ikke tillade. Jeg elsker mit land. Jeg elsker menneskene. Jeg elsker livet. Mange skæbnesvangre sammenhænge blev tydeligere og tydeligere for mig.

Derfor udgav jeg min næste bog, den berømteste: Eva-princippet! Bølgerne slog højt! Uddrag i store dagblade, debatter i radio, fjernsyn, aviser og internet. Medierne var ensrettede. De var enige: Eva Herman er skør. Hun bliver slagtet.

I den venstreorienterede avis taz blev min bog til Eva Braun-princippet. Atter blev der kastet nazi-begreber efter mig.

Jeg er et troende menneske. Uden hjælp fra min Skaber havde jeg ikke stået alt dette igennem, uden støtten fra min familie heller ikke. Da nogle kristne foreninger inviterede mig til at holde foredrag, skrev aviserne: Nu holder hun foredrag hos kristne fundamentalister.

De havde lige så godt kunnet skrive, at jeg talte til terrorister, det ville være det samme: Blond, dum, brun, fundamentalistisk, uberegnelig. For hvordan kunne man være så tåbelig og frivilligt at opgive en strålende karriere til fordel for sådanne tanker?

På trods af alt dette var jeg aldrig fortvivlet: Min tiltro til at være på rette vej var urokkelig. Min mor, som er meget ligetil og jordbunden, sagde hele tiden til mig: ”Barn, glem aldrig, at du ikke er kommet til denne verden som offer.”

På bogmessen i Frankfurt var der kun to overordnede ting på tapetet, da min bog blev offentliggjort: Indien og Eva-princippet. Jeg blev interviewet i dagevis: Italienske medier talte med mig, spanske, engelske, argentinske, russiske, fra den arabiske verden udspurgte mig journalister fra Al-Jazeera … Kort sagt, det var en kæmpe mediebegivenhed.

Den ophidsede journalist

Da en radiojournalist fra Frankfurt trådte ind i mit lille messerum, mødte jeg et typisk tilfælde, et eksempel, der gælder for hundredtusinder af kvinder. Den ca. 35-årige journalist kom ind, satte sin mikrofon på bordet og begyndte at tale.

Hun sagde, jeg havde rusket godt op i landet med mine uforståelige teser. Og det var uforskammet at give kvinder så dårlig samvittighed. Kvinden hidsede sig mere og mere op, indtil hun til sidst stod foran mig og råbte.

Da jeg så mit snit til at sætte ind mellem hendes opbragte sætninger, sagde jeg helt roligt til hende: ”De er meget vred. De skriger ubehersket ad mig. Det er bedst, at De forlader lokalet. Og så tænk derefter i ro og mag over, hvad det er, der får Dem til at miste fatningen på den måde. For min mor sagde engang til mig: Den, der råber, har uret! Søg efter årsagen, det bør De finde ud af.”

Derefter lod jeg hende være. Hun løb skrigende efter mig. Jeg tilføjede: ”De kan henvende Dem til mig igen, når De har behersket Dem.”

Og hun vendte tilbage. En til to timer senere stod hun foran mig og græd. Hun undskyldte og forklarede mig, at hun var i midten af trediverne, var ved at bygge sin karriere op, men ønskede sig på den anden side børn og led af en skrækkelig stress. Jeg havde ramt hende på sit blødeste punkt med min bog.

Jeg vidste, at jeg var slået ind på den rette vej. Og at jeg måtte fortsætte ad den. Ligegyldigt, hvor meget skøre mediefurier rasede imod mig. For den, som tænder for sine naturlige følelser, ved selvfølgelig, at hvert ord er sandt.

Og dommens dag kommer alligevel: Alderen, ensomheden, døden. Alt dette melder dog sin ankomst meget tidligere. Derfor væk med skyklapperne.

Køns-mainstreaming

Også noget andet driver mig: Jeg havde hørt om kønsmainstreaming.

Hvad er det?

Til Deres oplysning er begrebet kønsmainstreaming blevet udbredt over hele verden siden den fjerde kvindeverdenskongres i Peking 1995, først og fremmest gennem politiske tiltag i hele verden.

Også i Tyskland og Danmark bliver kønsmainstreaming – i mellemtiden som bindende beslutninger – effektueret på alle offentlige, samfundsmæssige og politiske niveauer.

Ikke en gang 8 % af EU-borgerne kender til dette tiltag. For her virkeliggøres, hvad den tidligere formand for Europarådet, Jean-Claude Juncker, udtalte i Der Spiegel i 1999:

”Vi beslutter noget, stiller det ud i rummet og venter på, hvad der vil ske. Hvis der ikke bliver ballade og oprør, fordi de fleste slet ikke forstår, hvad der blev besluttet, så fortsætter vi – skridt for skridt, indtil det ikke er muligt at vende om.”

Kønspolitikken, som de fleste borgere ingen anelse har om, planlægger gennemgribende forandringer af hele menneskeheden og spenderer for tiden ufattelige pengesummer på det.

De sørger for den nye og gryende forståelse for ”det moderne menneske”, at forskellene mellem dreng og pige, mellem mand og kvinde ikke har med naturen at gøre, men er tillærte roller.

Når man ser nærmere på det, må man dog konkludere, at der i virkeligheden bag alt dette gemmer sig en hensynsløs feminisme. Det bliver solgt som ligeberettigelse eller ligestilling, men er i virkeligheden en ensidig promovering og favorisering af kvinden til ulempe for manden.

Et eksempel er kvindekvoten, som er besluttet i næsten hele Europa.

I Europa fastlægges kvindekvoter i virksomhedsbestyrelser. Virksomhederne river sig i håret, for så vil kvaliteten falde.

Om særlige rettigheder til mænd eller udjævning af typisk diskrimination af mænd, som der findes mere og mere af, har endnu ikke fundet vej ind i de offentlige tekster om kønsmainstreaming.

Alt dette behøver ikke nødvendigvis være retfærdigt, for manden har jo i lang tid haft fordele. Og kvinderne blev tidligere – indrømmet – i mange henseender undertrykt.

Og derfor hedder det i det forpligtende kønsdokument: ”Forskelsbehandlingen kan vise sig at være nødvendig for at udligne fortidens og samtidens diskrimination.”

For at ligestille kvinde og mand må dagens politik gennemgribende afskaffe kønsforskellene. Kønsbegrebet er udtjent, i stedet har vi fået kønsneutralitet. Og ethvert menneske kan skifte køn, hvis det vil.

Kønsmainstreaming betyder kort og godt: Kønnenes afnaturalisering. Fuldstændig tvungen og radikal forandring af samfundet. Al magt til kvinden. Forandring af manden.

Hvert menneske er altså – ifølge den europæiske unions begreb om kønsneutralitet, som også er nedfældet i Amsterdam-traktaten og hos FN – ved sin fødsel kønsneutral. Der findes i virkeligheden, som hidtil antaget, ikke pigen eller drengen.

Typisk mandlighed eller typisk kvindelighed udvikler sig ifølge kønsmainstreamingen kun ”kunstigt” gennem opdragelse og de sociale omgivelser, hovedsageligt ved forældrene, bedsteforældrene, børnehaver, skolen osv., altså de sociale omgivelser. Typisk mandlighed og typisk kvindelighed er tilsvarende fremover sexistiske.

Som det i nogle lande er almindeligt, bliver vore pas i nær fremtid også ændret: ”Køn” bliver til kønsneutralitet, og vi kan ikke vælge mellem to, men mindst fem forskellige begreber: Mand, kvinde, biseksuel, homoseksuel, transseksuel. Disse begreber kan og skal vi udskifte, som det passer os.

Her nogle eksempler på, hvordan kønsmainstreaming bliver virkeliggjort:

- EU har besluttet, at kvinder ikke længere må stå ved komfuret i fjernsynsreklamer, fordi det er diskriminerende og nedgørende for kvinder. Ren og skær sexisme!

  • - Den nye oversættelse af Die Bibel in gerechter Sprache fra 2006 er det første tysksprogede projekt, som gennemfører kravet fra feminismens anden bølge om kønsretfærdighed. Gud bliver til søster og mor, Jesus ligeledes.
  • - Fun & Care-børnehaver i Østrig giver de små piger pistoler og biler, drengene får kosmetiktasker og prinsessetøj.

Den, som stadig mener, han hører til de gammeldags og er en ægte mand, må tåle den politisk korrekte anklage om, at han er sexistisk! Også det typisk kvindelige findes ikke længere. Kvinder kan jo og skal (!) spille fodbold lige så godt eller blive forbundskansler.

Ligestilling hedder først og fremmest lighed – ligemageri.

Og familien? Den bliver afskaffet, ødelagt! Den kollektive pasning bliver målet for staten ved at bygge flere vuggestuer. Mennesket, en gang skabt af Gud, bliver skabt på ny af politikken: Som kønsbefriet, neutralt væsen, løst fra alle naturens bånd. Og er dermed blevet løst fra Skabelsesordenen.

Se, det vidste jeg godt. Kunne jeg da tie stille? Naturligvis ikke! Og derfor skrev jeg den næste bog: Noahs ark-princippet med undertitlen Hvorfor vi må redde familien.

Nazikortet

Ved pressemødet ved bogens udgivelse var der omkring 30 repræsentanter fra medierne til stede. Min forlægger og jeg bad mere end et dusin gange om, at vi denne gang ikke skulle opleve Hitler-antydningernes bitre bismag. Et dusin gange!

29 ud af 30 journalister forstod dette. Næste dag skrev de ganske vist ikke særlig begejstret, men ingen berettede noget skæbnesvangert. Bortset fra en kvinde fra Hamburger Abendblatt, Barbara Möller, som folk i branchen påstår har kontakter til Alice Schwarzer. Denne Barbara Möller skrev, at jeg havde lavet en udflugt til Det tredje Rige, hvor ikke alt havde været dårligt, men en del godt.

Man kan næsten ikke forestille sig, hvad der fulgte: På hjemmesiderne forivrede aviserne og journalisterne sig, næste dag var jeg på forsiden af Bild-Zeitung sammen med et billede af Adolf Hitler. Tekst: Eva Herman hylder Hitlers familiepolitik.

Min programchef ringede og spurgte, om jeg havde sagt sådan noget. Naturligvis ikke, var mit svar. Jeg forsøgte at forklare, men han ville ikke rigtig høre på det.

Min forlægger sendte med det samme en edsvoren garanti til kanalen, hvori han sagde, at jeg på ingen måde havde hyldet Det tredje Rige, men at det modsatte havde været tilfældet. Min sagfører ringede til NDR. En mærkelig stilhed mødte os alle.

To dage efter den skæbnesvangre artikel – i mellemtiden blev jeg jaget af pressen gennem hele landet – stod jeg på en teaterscene i Østtyskland.

Jeg var ordstyrer ved et arrangement om brystkræft med ca. 500 kræftramte kvinder, som for det meste sad med tørklæder på hovedet blandt publikum. På scenen var der sagkyndige og læger.

En gang imellem, mens der blev vist kortfilm, løb jeg ud i omklædningsrummet. Jeg kiggede på min mobil. Min chef havde ringet igen. Jeg skulle ringe tilbage, hvad jeg gjorde med det samme.

Et andet citat, angiveligt af mig, var blevet offentliggjort, men som jeg aldrig havde sagt. Om jeg havde udtalt mig sådan, spurgte han. Naturligvis ikke! Jeg har altid sagt det modsatte! Jeg ville ringe til ham senere, fordi jeg skulle på scenen igen. Stop, sagde han, lige en ting til. NDR skiller sig af med Dem.

Tja, så hurtigt gik det! Jeg stod uden arbejde. Men det var ikke kun mit arbejde. Troværdighed i offentligheden, seriøsitet og min ære havde man forsøgt at ødelægge for altid. Jeg forlod ikke mit hus i ugevis. Så stor var min frygt for, at folk ville tro på, hvad de havde set i medierne.

Da jeg en dag så endelig vovede mig ud for at gå en tur i skoven med hunden, sprang koldsveden frem på panden, da jeg mødte de første mennesker. Mit hjerte galopperede.

Det var virkelig ikke nogen opbyggelig tid. Næsten alle mennesker, bortset fra ganske få, havde vendt mig ryggen. Arrangementer, der var booket, blev aflyst. Begrundelse: Vi samarbejder ikke med nazister.

Alle medier havde skrevet af efter denne Barbara Möller. Ingen undersøgte, hvad jeg virkelig havde sagt. 29 ud af 29 af de tilstedeværende journalister sagde intet, korrigerede ingenting. Jeg forsøgte at få fat på båndoptagelserne, men fjernsynskanalen ville ikke af med dem.

 

 

 

 

 

 

 

Smidt ud af TV-show

Jeg ville aldrig have haft mulighed for at dementere, hvis jeg ikke fjorten dage senere havde modtaget en e-mail fra en anonym journalist med en lydfil, hvor man kunne høre originalcitatet.

Jeg offentliggjorde med det samme originalcitatet på min hjemmeside, sendte pressemeddelelser ud, fik en lavet en sproglig analyse, men ingen bragte den. Ikke en sjæl berettede om det.

Fire uger efter min fyring blev jeg så inviteret til at deltage i et kendt tysk talkshow: Johannes B. Kerner. Han ville give mig mulighed for at forklare mig, hed det. Min sagfører sendte originalcitatet til redaktionen.

Så fulgte rædselsscenen, som efterhånden næsten fem mio. mennesker har set på blandt andet YouTube. Et aftalt spil, hvor jeg blev henrettet kollektivt af fire opblæste politisk korrekte mennesker og en pseudovidenskabsmand. Mareridtet sluttede med, at værten tog afsked med mig for rullende kamera. En regulær udsmidning.

Medierne havde en ny skandale, men denne gang havde borgerne været opmærksomme. De var vrede, ikke på mig, men på mediemøllen. De så uretfærdigheden, fornemmede, at her var der noget råddent på spil.

Mine damer og herrer, de sidste tre år har jeg brugt en betragtelig del af mit liv på at føre retssager mod medierne. Enhver, som har hævdet, at jeg havde hyldet Det tredje Rige, har måttet imødese en stævning. Jeg har ikke tabt nogen af retssagerne, men tværtimod vundet dem alle.

Årsagen, Barbara Möller, må aldrig nogensinde hævde noget lignende igen. Hun har indtil videre måttet betale 10.000 euro. Axel-Springer-Verlag blev dømt ad to gange til at betale 25.000 euro.

Pressebureauer, fjernsynskanaler, politikere som fx vores nuværende forbundspræsident har alle modtaget domme og domsudtalelser og må aldrig igen sige, hvad de har påstået.

Wilhelm Busch sagde: ”Sandheden er for klog til at blive fanget.”

Sådan ser jeg det også. Sandheden er evig. Og viis.

De ensrettede medier

Mine damer og herrer, jeg har i mellemtiden skiftet side. Min tiltro til de offentlige medier er næsten forsvundet. Jeg har på egen krop oplevet, hvordan store, betydningsfulde medier skriver af fra små aviser uden at undersøge sagen, fordi historien lød sensationel og lod sig sælge åh så godt.

Disse angiveligt seriøse journalister opfinder i dag størstedelen af deres nyheder og skandaler selv. Tilbage står medieofre, som ikke altid har det held at have et fast holdepunkt i livet gennem støtte fra familien og deres tro.

Menneskeskæbner, hele interesseforeninger, bliver i dag ødelagt hensynsløst. Ikke kun i Kina og Rusland. Men også her i hjertet af Europa.

Mit arbejde finder ikke længere sted hos mainstream medierne. Jeg har arbejdet et års tid hos KOPP-Verlag, hvor jeg også har udgivet min bog Die Wahrheit und ihr Preis. Vi har udviklet vores egen nyhedsudsendelse, KOPP-Nachrichten.

Hver dag, fra mandag til fredag, sender vi en nyhedsudsendelse med nyheder, som ikke bliver bragt af de andre medier, fordi de er politisk ukorrekte. Det er nyheder, som åbner Deres øjne. www.kopp-online.com

På dette forlag er der ansat en del mennesker, som har format, viden, mod og åndelig fleksibilitet. Ingen skriver her en artikel med færdigsyede meninger for at narre læseren.

Naturligvis har nationens politisk korrekte også angrebet mig for dette. Det er fantastisk, hvad man beskylder KOPP-Verlag for: Det er et forlag for sammensværgelsesteorier.

Dette forlag er imidlertid kun en eneste ting: uafhængig. Og det irriterer en masse såkaldte journalister. Måske fordi de hver eneste dag skal fløjte pinafore, som for længst hænger dem ud af halsen.

Jeg er for længst blevet klar over, at man skal passe på med sammensværgelsesteorier. Sådan som upopulære tanker om familie- og indvandringspolitik ikke sjældent bliver slået i hartkorn med nazislagord, så gør de politisk korrekte kolleger sig umage med at affærdige tidligt erkendte sandheder som ”sammensværgelsesteorier”.

Det lykkes dem heldigvis sjældnere og sjældnere, fordi sandheden mere og mere går op for menneskene. Sandheds ånd bryder efterhånden igennem.

Jeg vil gerne her henvise til den tidligere Spiegel-redaktør, den finanspolitiske journalist Harald Schumann fra Berliner Tagesspiegel, som for nylig har udtrykt, hvad mange ansatte i mediebranchen tænker. Han kritiserede den roste tyske pressefrihed i medierne voldsomt.

Han fremhævede, at når journalister i vores land havde undersøgt og skrevet en fremragende artikel, betød det på ingen måde, at den så også automatisk blev bragt i dagbladene.

Ofte blev artiklerne tilpasset, hvis indholdet ikke passede ind i chefernes indstillinger, hensigter og interesser. Den mangeårige Spiegel-redaktør pegede på, at kollegerne ofte ikke måtte skrive sandheden. Det havde han selv oplevet på egen krop gennem mange år på Spiegel og kendte også til det fra andre redaktioner.

Sandheden blev ofte bøjet, fordi chefer og forlæggere ville have deres eget verdenssyn gengivet. Ifølge den finanspolitiske journalist manglede der en indre pressefrihed.

Vi har i Tyskland eksempler som Thilo Sarrazin, der skrev en bog om faren ved dårligt integrerede muslimske medborgere. Man behøver ikke være enig i alle hans synspunkter, men han har ramt mange mennesker lige i hjertekulen med sine bekymringer.

Mine damer og herrer, det faktuelle, som vi er ved at afskaffe, består. Også selvom medierepræsentanterne stadig ikke er særlig motiveret til at rapportere om det.

Dødsensfarlig dekadence

Vi bevæger os med syvmileskridt hen imod en dødsensfarlig dekadence. Vi bliver et samfund, der spænder ben for sig selv.

Untergang des Abendlandes – en vision? Men nej da! Vi befinder os midt i selvsamme udvikling som det gamle Rom, det antikke Grækenland, det gamle Ægypten oplevede …

Alle højtudviklede kulturer, der ligesom os besad nok intelligens og udsyn til i tide at erkende, hvor farligt et lystbetonet liv og en stræben efter materielle goder er. De findes for længst ikke mere, og alle kiggede på hinanden, mens de gik under.

Den, der tror, at løsningen kommer med hjælp fra regeringerne, partierne, EU eller medierne, tager fejl, mine damer og herrer!

Den, der er for køns-mainstreaming, er imod børn, imod mand og kvinde og imod skabelsesordningen.

Den, der har erhvervsaktive kvinder som højeste mål, vil forsømme kærligheden. Hvem kan hjælpe os? Kun en ting:

Selvstændighed. Selvstændig tænkning. At prøve selv. Ikke viljeløs opgivelse og trækken på skuldrene. Bevægelse. Bevægelse i ånden, i sjælen. Hvad er vi rede til at give? Hvad vil vi ændre frivilligt? Ville vi også en gang imellem opgive at tage på ferie? At bruge færre penge?

Så vi får mere tid til vore børn, til familien? Lærer vi igen kærligheden at kende? Ønsker vi det overhovedet? Bytter vi mig-mig ud med fællesskabet? Er vi rede til at give mere end at tage?

Vi har mistet kærligheden, mine damer og herrer. Næstekærligheden, kærligheden til børn, kærligheden mellem mand og kvinde. Kærlighed til vore forældre.

Men dette samfund har ikke råd til at opgive kærligheden. Og det har ikke råd til, at mennesker, som tager disse tanker til sig, bliver forfulgt og samfundsmæssigt diskrimineret. Det er på tide at vågne op.

Lad mig afslutte med nogle ord af den berømte filosof Arthur Schopenhauer. Han sagde:

”Livet er kort, og sandheden virker fjern og lever længe – lad os derfor sige sandheden.”

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg