"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Milepæl i kampen for ytringsfriheden

28. juli 2010 - Artikel - af Lars Hedegaard

Rachel EhrenfeldMed "Rachels lov" har den amerikanske kongres sat en stopper for islamisk injurieturisme.

Tirsdag den 27. juli vedtog Repræsentanternes Hus i USA enstemmigt den såkaldte "Speech Act", hvis formål er at beskytte amerikanske forfattere og udgivere mod de juridiske konsekvenser af åbenlyst grundløse injuriedomme afsagt i lande, hvis borgere ikke nyder samme stærke beskyttelse af ytringsfriheden, som den, der garanteres den amerikanske grundlovs første forfatningstillæg ("First Amendment").

Hidtil har såkaldte "injurieturister" kunnet ramme amerikanske forskere, forfattere og journalister ved at få dem dømt ved udenlandske domstole – typisk i England – og dermed undertrykt deres ret til frit at publicere på tryk eller elektronisk.

Forud for afstemningen i Repræsentanternes Hus havde det amerikanske Senat – ligeledes enstemmigt – vedtaget loven. Den afventer nu kun præsident Obamas underskrift for at træde i kraft.

Et slag mod engelsk kolonialisme

Den nye lov – der også går under navnet "Rachels lov", fordi den tager udgangspunkt i en engelsk domstolskendelse mod den amerikanske forsker Dr. Rachel Ehrenfeld – beskytter amerikanske forfattere og udgivere mod udenlandske domstolsafgørelser, der underminerer det Første Forfatningstillæg. Desuden vil loven holde de forfulgte økonomisk skadesløse for de omkostninger, som injurieturisterne har påført dem.

Sappho talte med Rachel Ehrenfeld en time efter lovens vedtagelse i Repræsentanternes Hus.

"Fra nu af kan vi uden frygt publicere alt, hvad der kan dokumenteres. Loven er et lammende slag mod Englands kolonialistiske forsøg på at påtvinge os deres retsorden."

Rachel Ehrenfeld, der sidder i Det Internationale Trykkefrihedsselskabs rådgivende råd, understreger, at loven støttes af både demokraterne og republikanerne. Det er i øvrigt den eneste lov, der er enstemmigt vedtaget i begge Kongressens kamre i denne kongressamling.

Lovens baggrund er Ehrenfelds bog "Funding Evil: How Terrorism is Financed – and how to Stop it", der blev udgivet i USA i 2003. Heri dokumenterede hun, at den saudiske milliardær Khalid bin Mahfouz har finansieret al-Qaeda, Hamas og andre terrororganisationer. Mahfouz svarede ved at anlægge injuriesag mod Rachel Ehrenfeld i London vel vidende, at den engelske injurelovgivning i udgangspunktet favoriserer den forurettede part. Som forventet dømte den engelske domstol i Khalid bin Mahfouz' favør. Ehrenfeld blev pålagt en kæmpebod på 30.000 pund. Desuden blev hun beordret til at undskylde, trække sine afsløringer tilbage og betale Mahfouz betydelige sagsomkostninger.

Tidligere havde Mahfouz brugt samme skræmmetaktik for at tvinge over 40 forfattere og en udgiver til at give offentlige undskyldninger og trække lignende afsløringer tilbage.

Rachel Ehrenfeld nægtede at anerkende den engelske domstols jurisdiktion, da hun ikke boede i England, og da hendes bog hverken var udgivet eller markedsført i England.

Som sit juridiske figenblad henviste London-dommeren til, at der via nettet var solgt 23 eksemplarer af Ehrenfelds bog i England.

Demokratiets hjørnesten

Rachel Ehrenfeld satte sig nu i spidsen for en kampagne, der førte til, at staten New York, hvor Ehrenfeld bor, i 2008 vedtog sin "Libel Tourism Protection Act”, "Loven til beskyttelse mod injurieturisme". Den gav New Yorks domstole jurisdiktion over udenlandske sagsøgere af New Yorks forfattere og udgivere.

Siden vedtog syv andre stater lignende love, og nu er Rachels lov altså blevet amerikansk lov.

I Senatet blev The Speech Act fremlagt af formanden for retsudvalget, den demokratiske senator Patrick Leahy fra Vermont, og republikaneren Jeff Sessions fra Alabama.

"Ytrings- og pressefriheden er hjørnestene i vores demokrati," sagde senator Leahy ved fremlæggelsen. "De tillader en karsk debat og en udveksling af tanker, der former vores politiske proces. Udenlandske injuriesager underminerer denne udveksling af informationer. Selv om vi ikke kan ændre udenlandske love, der lægger deres isnende hånd over ytringer, som nyder beskyttelse i vores land, så kan vi sikre, at vore domstole ikke bliver redskaber til effektuering af fremmede domsafgørelser, der underminerer den amerikanske First Amendment og ordentlig retspleje."

Under sin fremlæggelse i Senatet hyldede senator Leahy Rachel Ehrenfeld: "Jeg ønsker at udtrykke min anerkendelse af Dr. Rachel Ehrenfeld, der selv har været offer for et injuriesøgsmål i Storbritannien, og som har været mægtig forkæmper for, at kongressen skulle skride til handling."

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg