"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Venstreradikale angriber ytringsfriheden

15. maj 2015 - ArtikelArtikel - af Nicolai Sennels

Autonome, der har været i aktion mod "For frihed". FOTO: Uriasposten

Venstreradikale har gjort det til deres mission at lægge hindringer i vejen for mandags-vandreture mod radikal islam, som Nicolai Sennels har arrangeret det sidste halve år. Politiets passivitet giver dem gode muligheder for at genere en lovlig og fredelig demonstration, fortæller Nicolai Sennels her

 

Det er en interessant oplevelse at stå midt i København og kritisere islam og Muhammed for fuld megafon hver eneste mandag efter arbejdstid. Nogle vil måske også kalde det ekstremt. Eller modigt.

Men det er ikke desto mindre hvad jeg har gjort siden d. 19. januar, hvor jeg sammen med et par bekendte startede den danske udgave af Pegida - og som nu efter påske har skiftet navn til For Frihed. Jeg vil kalde os en udskudt forpost for ytringsfriheden. Og vel Danmarks mest progressive kulturtilbud:

En mulighed for almindelige, demokratiske sindede voksne at gå på gaden med åbne ansigter gennem det centrale København med skilte, der fordømme Koranen og de mange former for vold den opfordrer til. For at vise islamisterne, at vi ikke er bange for dem. For at give mod og inspiration til vores medborgere. For at råbe vores politikere op om, at noget er helt galt.

Og for ytringsfriheden, der som bekendt trues af religiøse muslimer. Af uransagelige grunde har der dog næsten ikke været nogen reaktioner fra det muslimske miljø.

Den eneste anti-demokratiske modstand jeg har mødt, har faktisk være fra etniske danskere. Den er kommet fra kolleger, fagforeninger og politikere, der alle har gået imod mit levebrød som skolepsykolog. Og så de fra venstreradikale.

Sidstnævnte, samt politiets håndtering af disse, vil jeg gerne fortælle lidt om her.

Sten på vejen

Før vores aftendemonstrationer havde jeg kun ganske lidt kendskab til det venstreradikale miljø.

Jeg kom rigtig i nærkontakt med dem ved svinget ved Folke Bernadottes Allé og Ved Norgesporten d. 19. januar ved 18:30-tiden. Efter Cherif El-Aoyutys og mine taler ved Statens Museum for kunst var vi og omkring 350 andre på vej mod Den Lille Havfrue for at synge Nordhl Griegs sang Kringsatt af Fiender. Og der i svinget lå, midt på vejen, en brosten.

Den var glemt af de venstreradikale eller af politiet. Sidstnævnte havde været så venlig at genne førstnævnte væk kort før vores demonstration ankom. Vi kunne høre de frustrerede venstreradikale svagt nogle hundrede meter væk med deres kampråb "Ingen racister i vores gader".

Jeg var først noget forundret, for vi har altid taget klart afstand fra racisme. Aftenens hovedtaler var fra Egypten og jeg selv gik rundt med et "Nej til vold og racisme"-skilt i hånden.

Men venstreradikale lever i deres eget verdensbillede og har deres egne normer.

Danmark viser svaghed

Jeg er siden da blevet stadigt mere bekymret. Egentligt ikke så meget for de venstreradikale. For der vil altid findes forvirrede unge med et problematisk forhold til autoriteter.

Nej, det der bekymrer mig mest er vores demokratis reaktion. Herunder især politiets.

Jeg har set venstreradikale spytte på politiet, give dem fuck-fingre lige op i ansigtet, hive politifolk omkuld så de lå og rodede rundt nede på jorden, skubbe kæder af prustende politifolk baglæns og modsætte sig enhver ordrer fra politiet side. Alt sammen helt uden konsekvenser.

Og samtidigt med, at de venstreradikale har kunnet fortsætte deres kriminalitet lige for øjnene af ordensmagten, og imod den, har vi skullet vænne os til, at politiet mandag efter mandag omdirigerer og afbryder vores lovlige og fredelige demonstrationer for ytrings- og forsamlingsfriheden.

Politiets manglende indgriben overfor de store og meget voldsomme grupper af venstreradikale er ikke kun til gene for trafikken i byens centrum og de mange biografgængere (mange i følge med børn) og turister og fortorvscafegæster omkring Axeltorv.

Når politiet ikke anholder angriberne betyder det, at de kan fortsætte deres forsøg på at angribe os resten af aftenen og de efterfølgende mandage. Og vi er ikke kun unge, kampsportstrænede mænd. Der er også kvinder og ældre blandt os - flere er gangbesværede og over 70.

Slået omkuld

Mandag d. 27. april løb en venstreradikal ind gennem politiets noget hullede opdækning og slog en af mine veninder. Hun blev væltet voldsomt omkuld om måtte senere en tur på skadestuen. Diagnosen lød heldigvis kun på muskelsprængning, men det var en chokerende oplevelse, også for os andre, at vi faktisk er så sårbare overfor vold.

Kort efter, under min tale, kiggede en af tilhører på mig med vilde øjne og pegede voldsomt på noget bag mig. Jeg vendte mig om og nåede lige at se en politimand indfange en venstreradikal, der var i gallop mod mig bag min ryg.

Han blev ikke anholdt, blot sendt tilbage til sine egne geledder, hvorfra han så resten af aftenen kunne fortsætte sin forstyrrelse af vores demonstration og sine angrebsforsøg. Statistisk set vil det en dag lykkes, hvis ikke politiet ændrer strategi. Man kan se det svagt i baggrunden omkring sekund 15-17 på videoen her.

Samme aften var det lykkedes de venstreradikale at lege kispus med politiet og dirigere os rundt i gaderne omkring Vesterport. Det er mit indtryk, at det kan lade sig gøre, fordi politiet vil undgå direkte konfrontation, herunder anholdelser.

Det endte med, at vores gruppe af fredelige og overvejende midaldrende demonstranter stod fanget midt i lyskrydset ved Kampmannsgade og Vester Søgade i en halv time. Det var ikke kun koldt. Det var også utilfredsstillende at blive omdirigeret fra vores oprindelige rute, som politiet endda selv havde udstukket til os.

Når man demonstrerer, gør man det jo for at blive set af offentligheden, og vi havde glædet os til at gå ned af Vesterbrogade og dele vores foldere ud og vise vores skilte og banner. Det kunne vi ikke få lov til af politiet. I stedet bad de os afbryde vores demonstration og gå tilbage til Axeltorv med uforrettet sag. Her udspillede endnu et drama sig.

For imens politiet havde travlt med at holde en stor gruppe voldsomme venstreradikale fra livet af os på Kampmannsgade havde en anden gruppe venstreradikale indtaget Axeltorv, hvor vi altid holder en kort afskedstale inden vi går hvert for sig. Her endte det med, at de venstreradikale fik lov at besætte det område, vi normalt taler ved, imens vi var henvist til et hjørne henne ved nogle cykelstativer og en udgangsdør fra en af Paladsbiografens sale.

Her stod vi så et kvarters tid, indtil politiet reorganiserede sig. De eskorterede vores gruppe på omkring 30 personer, hvoraf over halvdelen vel er over 50, ned på Vesterport, hvor de bad os springe på førstkommende S-tog og skynde os væk (det burde være de venstreradikale, der skulle være på flugt, ikke os...). Vi fik ingen politieskorte på S-toget, og jeg tog et af vores skilte op af tasken som jeg kunne forsvare os med, hvisvenstreradikale skulle formå at hoppe på toget senere på strækningen.

Det skete heldigvis ikke for os i det nordgående S-tog. Men desværre satte politiet en gruppe venstreradikale på samme sydgående S-tog, som nogle andre af vores meddemonstrater var blevet sat på på Vesterport, da det ankom til Hovedbanegården.

Her sprang de venstreradikale straks på de tre unge fyre fra vores demonstration. Angrebet viser med al tydelighed, at de venstreradikale er ude på at tæske os og ikke er bange for at gøre det, hvis de får den mindste chance.

Se video fra blokaden på Kampmannsgade her.

Ytringsfrihed?

Hvis politiet havde valgt at forpurre de venstreradikales planer, og ikke vores planer, var intet af dette sket. Så ville min veninde ikke have ondt i sin skulder i dag. Vi kunne have holdt vores taler uden at blive overdøvet af råb. Vi havde gået den rute, politiet selv har udstukket til os, og dermed blive set. Vores tre deltagere på det sydgående S-tog var ikke blevet angrebet. Og ytringsfriheden og forsamlingsfriheden ville være velbevaret. I stedet fik de venstreradikale endnu en sejr. Politiets manglende indgriben overfor de venstreradikale har efter sigende til formål at undgå konfliktoptrapning. Men de grundlovssikrede rettigheder taber. Og man behøver vist ikke som jeg have arbejdet 15 år med utilpassede unge for at vide, at dette ikke har nogen som helst konfliktnedtrappende virkning på hverken kort eller lang sigt.

Tværtimod.

Min professionelle vurdering er, at mange af disse unge er opvokset med svage eller fraværende autoriteter, og at politiets pædagogiske tilgang blot medvirker til at forstærke deres psykologiske og adfærdsmæssige mønstre. Derved taber alle parter.

 

Jeg ved ikke hvor mange love de venstreradikale bryder på sådan en aften. Straffeloven §137 må være en af dem: "Den, som søger at forhindre afholdelsen af lovlig offentlig sammenkomst, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år." Deres opførsel er kriminel og utilstedelig. Deres angreb på ytrings- og forsamlingsfriheden er fascistisk. Men den virkelige skandale er, at vores system lader det ske mandag efter mandag.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg