"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Bannon i Oslo: ”Hvis I ikke kæmper for jeres land – så mister I det”

15. maj 2019 - Artikel - af Aia Fog

Og publikum fik, hvad de kom efter: en regulær tour de force gennem baggrunden for Trumps valgsejr, finansverdenens svigt, globaliseringens trusler, nationalstaternes betydning og hvorfor EU aldrig kan lykkes som føderalt projekt, truslen fra Kina og ikke mindst: hvorfor det er så vigtigt at kæmpe for sit land.

 

”Når amerikanerne er gode, så er de bare SÅ meget bedre end os” hviskede min ene rejsekammerat til mig, da vi for tredje gang rejste os og sammen med en fuld sal i Oslo Militære Samfund gav Præsident Trumps tidligere rådgiver og valgstrateg, Steve Bannon, stående ovationer.

Han var i Norge i sidste uge og havde først været i Bergen inviteret af Nordiske Mediedagar, en årlig konference for mediefolk. Her var stemningen mildt sagt skeptisk, for ikke at sige fjendtlig. Således udtalte Bergens borgmester, Marte Mjøs Persen fra Arbejderpartiet, at ”Der hviler et tungt ansvar på Nordiske Mediedage, når de inviterer en af dem, der taler for fascisme i verden i dag.” og Sofie Marhaug fra Rødt Bergen sagde: ”Det er naivt og sensationalistisk af Nordiske Mediedage at gøre en så farlig politisk figur til hovedattraktionen på mediedagene.”

En helt absurd defamering af en de største konservative stjerner i verden, og det siger dybest set også mere om afsendernes indskrænkede uvidenhed om politik og demokrati.

Til gengæld var der begejstring og stor lydhørhed, da Steve Bannon dagen efter talte i Oslo ved et møde arrangeret af det norske Document. Og publikum fik, hvad de kom efter: en regulær tour de force gennem baggrunden for Trumps valgsejr, finansverdenens svigt, globaliseringens trusler, nationalstaternes betydning og hvorfor EU aldrig kan lykkes som føderalt projekt, truslen fra Kina og ikke mindst: hvorfor det er så vigtigt at kæmpe for sit land.

Her et lille udpluk af nogle af mødets hovedtemaer:

 

Om finanskrisen i USA:

De selskaber, der selv var skyld i finanskrisen, dem, der sad med de økonomiske masseødelæggelsesvåben, gik i panik, da det hele ramlede og trak stikket. Og de gjorde det på den almindelige borges bekostning. De ødelagde selve grundlaget for civilsamfundet og det, der holder det sammen, arbejder- og middelklassens drivkraft og mening: at man ved hårdt arbejde kan lægge til side og på et tidspunkt få råd til at købe et hus og økonomisk tryghed i alderdommen.

Det er derfor 75% af unge under 30 i dag er så tiltrukket af socialismen: de ejer intet og vil ikke komme til at eje noget. De er allerede 30% bagud i indkomst i forhold til, hvad deres forældre var på samme tidspunkt i deres liv. De kan ikke planlægge en fremtid med stabilitet og pension i det løsarbejder-samfund, der karakteriserer den globaliserede arbejdsmarkedskultur. Derfor gælder det om at flytte forsyningskæderne tilbage til Japan, USA og Europa.

 

Om Kina:

Det kinesiske system er ægte fascisme: det er statskapitalisme kombineret med en totalitær, enevældig regering. Kina er Gulag: kineserne er hårdtarbejdende, men de er slaver, for hvis de ikke var det, ville de fjerne den firewall deres ledere har lagt om al digital information. I en digital verden betyder firewall´en alt og det vil definere jeres liv de næste 10-20 år. Denne kamp er global. 5G og Huawei er Folkets Befrielseshærs tech group. Kineserne ved, at 5G ikke er et led i en lineær udvikling af teknologi, men at den vil dominere alle teknologiske fremskridt i fremtiden. Information og data er det nye plutonium og det kan omdannes til våben. Det ved kineserne alt om, og Trump er den første, der tager kampen op mod Kina.

 

Om venstrefløjen og hvad vi står over for:

Når de angriber en på ens identitet, når de gør identitet til omdrejningspunktet – så vinder vi. Men vi skal være fokuserede og vedholdende, for de arbejder hver dag. Når Trump tabte i 2018, så var det fordi Demokraterne arbejdede hårdere end ham.

Tag AOC (Alexandria Ocasio-Cortez): hun ved ikke meget, og det hun ved, er helt forkert, men: for kun et år siden arbejdede hun som bartender. I dag er hun den 3. mest magtfulde politiker i USA. Hun har vilje, vedholdenhed og kampånd.

Vi har ideerne. Spørgsmålet er, om vi også har kampånden. Det nytter ikke noget at krybe sammen i fosterstilling, fordi man bliver hånet og angrebet.

Se tilbage på jeres familier og på, hvad de har ydet for, at I kan være her i dag. Tænk på deres ofre. Vi skylder vores historie lige så meget som vi skylder vores fremtid. Tænk derfor på alle dem, der er gået forud for jer. Dem, der gav jer retsstaten og alle dens institutioner. Dem, der gav jer frihed og velstand.

Hvis I ikke kæmper som frie mænd og kvinder for jeres land, jeres samfund og jeres institutioner – så mister I det. Og det er hverken racistisk, nationalistisk, xenofobisk eller homofobisk at sige det.

Det er udtryk for anstændighed og respekt. Og demokrati.

 

Steve Bannon har sagt ja til Trykkefrihedsselskabets invitation til at komme til København og tale. Hold øje med selskabets hjemmeside og facebook-side for flere oplysninger.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg