"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

En eftermiddag i Malmø

28. oktober 2012 - Artikel - af Katrine Winkel Holm

TFS-bestyrelsesmedlem Aia Fog blev overfaldet og fik æg i håret, da hun gik til møde med Geert Wilders.Æg, skub, slag og ukvemsord mødte medlemmer fra Trykkefrihedsselskabet bestyrelse, da de lørdag gik til møde i det svenske Trykkefrihedsselskab i Malmø. Her får venstreekstremisterne lang snor af politiet. Læs Katrine Winkel Holms førstehåndsberetning.

 

Det første, vi bemærkede, da vi steg ud af taxaen, var helikopteren, der hang højt oppe over os. Det næste, det fjerne, men taktfaste råb: ”Inga rasister på våra gator.”

Begge dele sikre tegn på, at vi var på vej det rigtige sted hen: Til idrætsanlægget Kockum Fritid i Malmø, hvor Geert Wilders skulle tale i Tryckfrihetssällskapet.

På bästa malmövis”

Politiet var massivt tilstede, deres neonfarvede uniformer kunne ses langt væk, men foran dem stod en sort mur af råbende AFA'er: ”Antifascistisk aktion” (Antifa), der havde indkaldt til aktion på Facebook med følgende ordlyd:

”På lördag samlas vi utanför Tryckfrihetssällskapets lokaler en timme innan deras möte börjar, för att välkomna rasisterna på bästa malmövis. Det gör vi genom kreativa och fantasifulla inslag som att kasta frukt och färg, skrika slagord och bua ut rasisterna när de kommer.  

Det betyder, at ”vi fysiskt kommer att ställa oss i vägen för mötesdeltagarna."

Stille sig i vejen for mødedeltagerne var det, de gjorde – og det, politiet lod dem gøre.

Da vi, fire kvindelige medlemmer af det danske trykkefrihedsselskab, nærmede os de sortklædte skrighalse, henvendte jeg mig til en lille pluskæbet racistråbende person og spurgte, hvorfor han kaldte mig racist.

Det gav anledning til en flodbølge af skældsord:

”Nazisvin! Dit fede fascistsvin! Gå hjem til flæskedanmark! Luk grænserne!”

Men reaktionen var ikke kun verbal.

Pludselig var Aia Fog og jeg helt omringet af sortklædte personer, og da jeg forsøgte at gå videre, stoppede en af dem, en høj mand, mig med ordene:

”Du skal ikke gå ind der!”

Han blokerede vejen for mig, mens en anden puffede. Samtidig blev Aia slået to gange, én gang i baghovedet, og fik ligesom Kit Louise Strand smidt æg efter sig.

Det var stemningen ved denne demonstration , Sydsvenskans udsendte beskrev som ”relativt lugn”.

Du provokerer dem ved at gå derhen”

Vi søgte tilflugt ved politiet og spurgte opbragt, hvorfor de tillod demonstranterne at blokere for deltagelse i mødet.

Politiets reaktion var smilende – og passiv.

Da vi var sluppet ind bag afspærringen og dermed var fri for yderligere voldelighed fra de sortklædte, blev vi mødt af linsen fra en mand, der fotograferede hver eneste mødedeltager.

Efter at have fjernet det værste æggeklister og sundet os lidt inde i salen ovenpå denne intimiderende oplevelse, gik vi tilbage for at tage sceneriet lidt nærmere i øjesyn.

Jeg gik hen til fotografen og spurgte ham, hvad han hed, hvem han arbejdede for, og hvad han skulle bruge billederne af mødedeltagerne til.

 Fotografen. Var det Kennet Hansen, der samme aften frydede sig over æggene i Aia Fogs nakke? FOTO: Aia Fog

Han ville kun besvare det sidste spørgsmål :”Det er interessant for offentligheden, hvem der kommer til mødet med Wilders”.

Samme aften lagde en Kennet Hansen ovenstående foto af Aia på Antifas facebookside med ordene: ”Malmø kan ægge li' racister”

111 Antita-facebookmedlemmer syntes godt om Kennet Hansens hyldest til udemokratiske metoder.

Efter vores ordveksling fortrak fotografen - sandsynligvis Kennet Hansen - fra sin faste plads, fordi min tilstedeværelse havde udløst en byge af æg fra de sortklædte bag afspærringen.

Mens vi stod i æggeregnen – jeg kom hjem med æggehvide i håret - kom politiet hen til os og bad os meget høfligt om at gå tilbage.

”Du provokerer dem ved at gå derhen”, sagde Ewa-Gun Westford, presseansvarlig i Skåne politi, til mig.

”Hvordan kan jeg provokere ved at gå hen og tale med en fotograf? Det er ikke mig, der kaster med æg”, spurgte jeg.

Westford smilede et pænt smil og gentog sit svar:

Det var mig, der provokerede ved at gå hen og tale med fotografen og hun tilføjede, at politiet havde travlt, og at det var vigtigt for dem at holde parterne adskilt.

Samme Westford udtalte tidligere på ugen, at Wilders var en person ” med vældig ekstreme synspunkter”. 

”Ordnede forhold”

Til Sydsvenskan udtalte Westford senere, at de, der vil demonstrere, skal have lov til det, så længe det sker under ordnede forhold.

Den demonstration, Antifa lavede udenfor Kockum Fritid havde ikke noget med ordnede forhold at gøre.

Og det havde fra begyndelsen ikke været hensigten, at den skulle forløbe under ordnede forhold, hvad politiet kunnet have orienteret sig om i forvejen på Facebook.

Venstreekstremisterernes æggeforbrug var stort. FOTO: Aia Fog

Hvis de var klar over, at Antifa ville blokere adgangen og dermed forsamlingsfriheden, kan jeg konstatere, at de intet gjorde for at stoppe Antifa i deres anti-demokratiske, dvs. genuint fascistiske forehavende.

Derimod påstod de, at jeg, den ikke-voldelige part, ”provokerede” demonstranterne, fordi min tilstedeværelse udløste æggekast.

Langt fra København

Sikkerhedsprocedurerne ved selve mødet var også forunderlige.

Før vi fik lov at komme ind i mødesalen, blev vi omhyggeligt kropsvisiteret, ligesom vi måtte efterlade alle vores tasker i entreen. Politiet ville ikke tage nogen chancer.

Men efter Wilders' tale og mens han endnu stod og talte med journalister i salen, fik vi alle lov til at gå ud og hente tasker og rygsække ind i salen.

Det ville ikke have været vanskeligt for en jihadist at have smuglet en pistol ind i en rygsæk og have taget livet af Wilders.

Der er langt fra København til Malmö.

De to gange, Wilders har talt i Trykkefrihedsselskabet i København, er alt foregået civiliseret og ordentligt.

Uden demonstrationer, uden intimideringer, uden vold og æg, ligesom politiets sikkerhedsprocedurer under hele mødet har været i top.

I Malmö var det radikalt anderledes.

Når kun 100 af de 300 tilmeldte til mødet endte med at dukke op, kan forklaringen bl.a. være, at de færreste havde modet til at skulle mase sig igennem Antifa's sorte mur af voldsparat hadefuldhed for bagefter at blive hængt ud med foto på nettet som racist.

Man skal være meget stålsat for at orke at gå gennem det blot for at høre en mand tale. Så hellere følge mødet hjemme på sin computerskærm.

Selv om politiet efter vores episode gjorde lidt mere for at beskytte de ankommende mødedeltagere, var deres berøringsangst overfor Antifas SA-metoder påfaldende.

Så længe politiet på den måde tillader anti-demokratiske kræfter at folde sig ud på ”bästa malmövis”, vil forsamlingsfriheden have ringe vilkår i Sverige.

 

Læs Geert Wilders tale her

Se Aia Fogs beretning på Uriasposten

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg