"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Regeringens argumentation for indgreb i ytringsfriheden bygger på løgn og manipulation

19. august 2023 - Artikel - af Michael Pihl

Statsminister Mette Frederiksen og socialdemokratiets politiske ordfører Christian Raabjerg Madsen ville forleden IKKE besvare spørgsmålet, om regeringens kommende indgreb i ytringsfriheden også vil kunne ramme satiretegninger. Det er dybt bekymrende for ytringsfriheden. Statsministeren bøjede også af ved pressekonference forleden og talte udenom på spørgsmålet fra Joachim B. Olsen; om hun kunne komme med konkrete eksempler fra historien på, at det nogensinde har stillet nogen bedre, at man har efterkommet ønsker fra voldelige ekstremister? 

Det fik den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp til at kalde det: ”Bekymrende at den danske statsminister Mette Frederiksen (i kommende lovforslag) ikke vil afvise at forbyde satiretegninger af profeten Muhammed”.  

Måske har vi den mest autoritære regering i nyere tid?  

Også fordi en stor del af regeringens argumentation for kommende indgreb i ytringsfriheden bygger på direkte løgn og manipulation:  

  1. Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen har begrundet et juridisk indgreb med argumentet; at Danmark og Sverige ellers kommer til at stå isoleret tilbage og at alle andre lande har forbud i stil med, hvad regeringen nu planlægger. Det er usandt. I Norge og Holland hersker retstilstande, der minder om den nuværende danske. Dermed fremstiller regeringen Danmark som mere isoleret end det i virkeligheden er. Det er løgn og manipulation. 
  2. Regeringen påstår, at koranafbrændinger ikke er en ytring: ”Jeg anerkender ikke, at det er en religionskritisk ytring at brænde hinandens bøger” – har Mette Frederiksen udtalt. Men Ifølge Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet, er afbrænding af en religiøs bog dog i høj grad at betragte som en ytring: ”Efter gældende dansk ret vil en koranafbrænding i princippet og som udgangspunkt blive betragtet som en ytring, der er tilladt, hvis den i en given sammenhæng ikke er forbudt”, udtaler han til Weekendavisen (09.08) 
  3. Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen har påstået, at det skulle være forbudt i Danmark at brænde andres flag og derfor bør man heller ikke kunne brænde koranen. Men det argument bygger også på usandhed og manipulation. Lektor Jakob v.H.Holtemann udtaler: ”Jeg mener ikke, det er en korrekt gengivelse, Jakob Ellemann kommer med. Bestemmelsen har så vidt ses ikke været anvendt siden 1936, blandt andet med det argument, at ytringsfriheden vejer tungere”. Politiet tillod afbrændingen af et israelsk flag under en palæstinensisk demonstration i Vollsmose i 2000, fordi det havde ”karakter af en politisk meningstilkendegivelse” og i juli stillede en iraner sig op foran den israelske ambassade i en gengældelsesaktion mod Rasmus Paludan, hvor han satte ild til følgende genstande: Bibelen, Toraen samt tre forskellige flag: det svenske, det israelske og det danske.  

 

Foto: ft.dk

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg