"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Vesten – en trussel mod alle utopister

30. juni 2012 - Klumme af Melanie Phillips

Melanie Phillips

I anden del af sin artikel om Den nye intolerance tager Melanie Phillips et opgør de fanatikere, der betragter Vesten som en forhindring for deres drøm om et paradis på jord.

Den teoretiske partikelfysiker Stephen Barr bemærkede engang, at “materialismen” ikke er nogen videnskab, men snarere en filosofisk retning defineret ved troen på, at der ikke findes andet end materie. Han tilføjede, at det er en “lidenskabelig ideologi” – med en hensigt. 

“Dens tilhængere,” sagde han, “ser det sådan, at videnskaben har en mission, der går ud over bare det at undersøge naturen eller opdage fysiske love. Deres opgave er at frigøre menneskeheden fra al slags overtro, særlig i form af religiøs tro.” 

Den skole, der hævder, at “materialismen forklarer alt”, er altså mindre optaget af at forklare verden – hvilket er videnskabens egentlige formål – og mere optaget af at forandre den. 

Idealsamfundet

Dette går helt tilbage til det 16. århundrede og til videnskabens far, Francis Bacon, der mente, at hensigten med videnskabelige undersøgelser ikke var at fremme kundskab, men at frembringe et idealsamfund.

Hop videre til det 19. århundrede, og Auguste Comte fremsatte “positivismens” doktrin. Videnskaben skulle erstatte den europæiske kristendom i et forsøg på med fornuftens hjælp at frigøre menneskeheden fra den “vilkårlige” vilje hos et fuldkomment væsen, der henviste mennesker til slaveri.

Comte lagde positivismen åbent frem som en religion med forskerne som det nye præsteskab. Og som menneskehedens præsteskab ville positivisterne ikke tillade nogen afvigelse fra den ene åbenbarede sandhed. De alene skulle bestemme, hvad folk skulle tænke.

Der ville ikke findes nogen tankens eller samvittighedens frihed i form af dissens.

Men her er pointen: Comte ville erstatte religionen med fornuften. Men han mente også, at kundskaben måtte være erfaringsbaseret. Og eftersom erfaringer er subjektive, løsrev hans tænkning uundgåeligt sindet fra objektiviteten – og dermed til slut også fra videnskaben.

Vejen til irrationalitet 

Resultatet blev, at den såkaldt “rationelle” positivisme hovedkulds kastede sig ud i den dybeste irrationalitet, efterhånden som Comte lovpriste fetichismen, eller dyrkelsen af genstande, der blev tillagt åndelige kvaliteter.

På lignende måde viser også mikroorganismerne fra verdensrummet – eller de “små grønne mænd”, der skal have sået de første frø af liv på jorden – hvordan den videnskabelige ateisme går direkte over i irrationalitet og absurditet ved at gøre en fetich ud af materielle forklaringer.

Scientismen [guddommeliggørelsen af videnskaben, red.], materialismen, miljøbeskyttelsesideologien og alle de andre sekulære ideologier hævder at være baseret på indiskutable sandheder.

I virkeligheden manipulerer, vrider og vender de alle sammen på beviserne for at begrunde og “bevise” deres hovedideer. Ubegrundede overbevisninger bliver dermed præsenteret som aksiomatiske sandheder.

Fordi de forkynder den eksklusive sandhed, må de desuden for enhver pris opretholde løgnen i sin helhed. Al uenighed må derfor modarbejdes ved hjælp af tvangsmidler. På den måde bliver kundskaben tvunget til at vige for magten. Fornuften erstattes af mobning, trusler og undertrykkelse af debatten.

Kulturel totalitarisme

I det 20. århundrede lød både kommunismens og fascismens politiske totalitarisme som et ekko af kirkens førmoderne despoti, idet de præsenterede sig som forkyndere af et altomfattende verdensbillede, der ville knuse al uenighed.

Men efter at både kommunismen og fascismen blev besejret, er Vesten faldet for en tredje variant over samme tema: ikke en religiøs eller politisk, men en kulturel totalitarisme.

Mens den religiøse totalitarisme var ensbetydende med kirkens herredømme, og den politiske med “almenviljens”, indebærer den kulturelle totalitarisme det enkelte individs suverænitet.

Med privatiseringen af moralen, som gør enhver til sin egen moralske autoritet, er Vestens love og traditioner, der er forankret i kristendommen og den jødiske bibel, kommet under angreb.

Uden nogen mening eller orden i verden er enhver sin egen herre. Den moralske og kulturelle relativisme hører til dagens orden.

Ethvert forsøg på at give en kultur eller livsstil forrang frem for andre er illegitimt. Subjektiv individualisme er den eneste åbenbarede sandhed. Den vestlige civilisations gamle orden skal ødelægges og enhver uenighed slås ned.

I lighed med den moderne islamisme, gjorde middelalderens kristendom kort proces med enhver uenighed ved at omvende mennesker eller tage deres liv.

Vestlige venstreorienterede gør det ved at benytte sig af social og faglig udfrysning og ved at indføre ulighed for loven. Det er en slags sekulær inkvisition. Og storinkvisitorerne findes blandt intelligentsiaen – universiteterne, medierne, juristerne samt den politiske og professionelle elite.

De har ikke bare systematisk undergravet de vestlige samfunds grundlag, men prøver af alle kræfter at undertrykke enhver indsigelse eller protest.

Venstrefløjens lange march

Det er vanskeligt at overvurdere den indflydelse, som de venstreorienterede læresætninger har på vores kultur.

De udgør den indiskutable ortodoksi indenfor den akademiske verden, der er hjemmebase for de venstreorienteredes “lange march gennem institutionerne”, som de har koloniseret med forbløffende succes.

De har desuden formået at flytte det politiske tyngdepunkt, således at alle, der ikke deler disse værdier, defineres som ekstreme.

Venstrefløjen mener nemlig ikke, at dens sekulære, materialistiske, individualistiske og utilitaristiske værdier repræsenterer et bestemt synspunkt, men godheden selv. Intet anstændigt menneske kan derfor modsætte sig dem.

Enhver, der gør det, er automatisk “højreorienteret”. Faktisk behøver sådanne modstandere ikke nødvendigvis at være fortalere for nogen ideologisk position.

Men venstrefløjen kan ikke acceptere en sådan mulighed. På manikæisk vis deler den verden op i to modstridende og gensidigt udelukkende lejre: de gode og de onde.

Og på den måde fremstiller de det eneste alternativ til dem selv som en dæmonisk politisk lejr, hvor alle udfordrere automatisk bliver sendt hen.

Eftersom alt, hvad der ikke er til venstre, er til “højre”, og eftersom “højre” per definition er ondskab, bliver konsekvensen, at enhver, der drager en hvilken som helst agterudsejlet venstredoktrin i tvivl, stemples som “højreorienteret” og dermed helt hinsides sømmelighedens grænser.

Ingen diskussion

Derfor kan der ikke være nogen uenighed eller diskussion i det hele taget. Kun ét syn på verden er tilladt, og alle andre skal undertrykkes eller knuses.

Og fordi alt, hvad der er ondt, er “højreorienteret”, og alt, hvad der er “højreorienteret”, er ondt, er alle, der støtter Israel eller amerikanerne i Irak, som stiller sig skeptisk til menneskeskabt global opvarmning, som modsætter sig multikulturalismen eller utilitarismen, støtter kapitalismen eller er troende kristne, ikke bare onde, men “højreorienterede”.

Under en opfølgning på vores samtale om de “små grønne mænd” [omtalt i klummens første del, red.], gav Richard Dawkins endnu et eksempel på det, som jeg snakker om.

I et foredrag hos American Atheists’ Association, der i hovedsagen var et angreb på en kristen matematikprofessor, som er en af hans skarpeste kritikere, hævdede han også – fejlagtigt – at jeg havde citeret ham selektivt i den hensigt at forvrænge det han havde sagt.

I virkeligheden var det ham, der fejlciterede mig ved at tillægge mig noget, som en anden havde skrevet. Hvorom alting er, for at dramatisere min syndighed i sin fulde dybde og opsummere, hvad jeg og matematikprofessoren havde gjort, viste han tre ord på skærmen. Ordene var “At lyve for Jesus”.

Akkurat som venstresiden antager, at alle onde mennesker er “højreorienterede” og alle “højreradikale” er onde, så Dawkins med andre ord ud til at tro, at alle, der tager til genmæle mod scientismen og nyateismen, er onde kristne.

Da jeg faktisk er jøde, er jeg ikke helt sikker på, hvor det placerer mig på skalaen over nederdrægtighed.

Stadig optrapning

Dawkins’ stjerne er måske dalende, fordi hans ekstremisme er begyndt at skurre selv blandt tidligere fans. Men heksejagten på folk, der udtrykker uenighed med den sekulære ideologis åbenbarede sandheder, optrappes stadig .

Tilhængerne af det utopiske tusindsårsrige tror, at de kan skabe en fuldkommen verden, hvis de sande troende renser verden for urenheder.

Fra den franske revolutions Velfærdsudvalg [Comité de salut public, red.] til Irans moralpoliti, fra Stalins udrensninger af oppositionelle til britiske og amerikanske love mod “hadkriminalitet”, har utopister af alle afskygninger indført tyranniske regimer for at redde verden ved at befri den fra råddenskab.

Symmetrien i dag er lige så åbenlys, som den er slående.

I en tid, da radikal islam forsøger at rense verden ved at erobre den og oprette Guds rige på Jorden, prøver også Vesten at rense verden ved at skabe et sekulært utopia, hvor krig hører fortiden til, hvor fordomme, had og egoisme udryddes fra menneskets hjerte, hvor fornuften erstatter overtroen, hvor menneskeheden lever i harmoni med Jorden, og hvor al splittelse vil blive afløst af broderskab mellem mennesker.

Diskrimination som den ultimative forbrydelse

Resultatet er blevet en kultur, hvor uretfærdigheden florerer og moralen er ophævet. Efter at "diskrimination" er blevet ophøjet til den ultimative forbrydelse, og selve ideen om et hierarki af kulturer, trossystemer eller livsstil anses for at være diskriminerende, kan selvbestaltede “offergrupper” aldrig gøre noget galt, og flertalskulturen aldrig noget rigtigt.

Ethvert objektivt belæg for skade, som disse “offergrupper” er ansvarlige for, fejes under gulvtæppet. Det eneste, der tæller, er at de ikke må udsættes for dårlig samvittighed eller for nogen ulempe, selv om den skyldes deres egne handlinger.

Handlinger, der før i tiden blev marginaliseret eller betragtet som grænseoverskridende, bliver nu berømmet.

Enhver fortaler for normdannende værdier bliver aktivt diskrimineret. I fordomsfrihedens navn skal man udelukkende dømme og fordømme dem, der går ind for moralopfattelser baseret på de etiske koder i Bibelen.

I anti-diskrimineringens navn skal man udelukkende diskriminere mod dem, der mener, at alle skal følge de samme regler. I frihedens navn skal de, der prøver at forhindre den i at udvikle sig til det absolutte anarki og således gøre skade på andre, nægtes friheden til at gøre det.

Synd, skyld og frelse

Men der er en yderligere, mærkværdig omstændighed: Det sekulære, post-religiøse Vesten indtager ikke bare en kvasi-religiøs holdning, men en specifikt kristen. Kristendommens fortælling handler om synd, skyld og frelse.

Og pudsigt nok er det akkurat de vestlige sekularisters underliggende mønster.

Ifølge venstrefløjen er Vesten skyldig i at udnytte de fattige, de marginaliserede og de undertrykte.

Storbritannien må gøre bod for imperialismens og racismens synder. Israel må gøre bod for kolonialismens og racismens synder. USA må gøre bod for imperialismens, slaveriets og racismens synder.

Ifølge miljøbeskyttelsesideologerne er Vesten skyldig i forbrugerisme, grådighed og en luksus, der har givet den meget mere end den behøver. Det skal der gøres op med, og Vesten må vende tilbage til en enklere og strengere, førindustriel livsstil.

Og for sine synders skyld bliver Vesten straffet med krige og terrorisme.

Vesten “fik som forskyldt” på grund af sine talrige misgerninger. USA er ansvarlig for den islamiske terrorisme, der myrder uskyldige amerikanere. Israel er ansvarlig for den palæstinensiske terrorisme, der myrder uskyldige israelere.

Og Storbritannien er ansvarlig for radikaliseringen af britiske muslimer samt attentaterne mod busser og undergrundsbanen, der kostede snesevis af uskyldige briter livet, fordi landet har støttet USA og Israel foruden at være skyldig i “islamofobi”.

Arvesynder

Som et resultat af al denne synd og skyld længes den vestlige progressive sjæl efter bod og frelse. Ved at vælge Barack Obama som USA’s præsident ville amerikanerne forløse deres lands arvesynd af slaveri og racisme.

Ved at dæmonisere Israel vil det kristne Europa forløse sin arvesynd af antisemitisme. Ved at kæmpe mod kuldioxidudslip vil miljøbeskyttelsesideologer forløse den arvesynden, der skyldes menneskets eksistens.

For de videnskabelige materialister er synden, der skal forløses, ikke begået af mennesket mod Gud, men af Gud mod mennesket.

Deres fortælling er, at det ufordærvede menneske blev fordrevet fra fornuftens have, da det spiste af religionens forbudne frugt – som nu må udrenses af verden for at skabe menneskets rige på Jorden.

Og målet for alle disse apokalyptikere og utopister, religiøse som sekulære, er Vesten.

Som Ian Buruma og Avishai Margalit skriver i deres bog Occidentalism, bliver Vesten set på som en trussel, “ikke fordi den tilbyder et andet værdisæt, men fordi håbet den giver om velstand, individuel frihed og det almindelige livs værdighed, tager luften ud af alle utopiske aspirationer.

Den vestlige liberalismes anti-heroiske og anti-utopiske natur er den værste fjende for religiøse radikale, teokrater og folk, der søger efter renhed og heltemodig frelse.”

Derfor vender tilhængere af utopia sigtekornet mod Vesten – fast besluttede som de er på at fjerne alle forhindringer for deres projekt.

For miljøbeskyttelsesideologerne består denne hindring i industrialiseringen. For videnskabelige materialister er det religionen. For overnationale utopister er det nationen.

For anti-imperialister er det den amerikanske ekceptionalisme. For den vestlige intelligentsia er det Israel. Og for den islamiske verden er det hele den ikke-islamiske verden.

Oversættelse: Document.no, Else Rydal og Lars Hedegaard.

Første del af Melanie Phillips' klumme blev bragt i Sappho den 15. juni.


Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg