Påskeferien er forbi, og selvom de fleste danskere nok har været mere optaget af påskeugens frokoster og æggepustning med ungerne, så markerer påskedagene kirkens vigtigste højtid og mest centrale budskab. Besynderligt nok har vi i Danmark ligesom så mange andre protestantiske lande ikke tradition for at markere påsken i det offentlige rum på samme måde som vi markerer julen med lys og pynt i gader og butikker – og det er en stor fejl. Ikke alene på grund af det ulogiske i at nedtone påskebudskabet i det offentlige rum, når vi nu bruger så meget krudt på at markere julen, men fordi en offentlig festligholdelse af påsken ikke bare minder os selv om vores kulturelle fundament og værdigrundlag – den sender også det samme utvetydige signal til herboende muslimer om, hvilke grundpræmisser, der er gældende for det samfund, de har valgt at slå sig ned i. Når vi i påsken går og putter med den højtid, der bærer vores kultur og henviser den til kirken (hvor de færreste kommer) og frokostbordet, så signalerer vi kulturel svaghed og en tom bane, som andre med et mere håndfast forhold til deres religion og ideologi kan spille på.
Og det har de så sandelig gjort til overflod – og endda med ”vores” velsignelse: for i år falder ramadanen og påsken sammen og der findes stort set ikke den vestlige hovedstad eller storby, hvor muslimerne ikke har bemægtiget sig det offentlige rum med lysinstallationer for med ønsket om ”ramadan mubarak” eller ”glædelig ramadan” at promovere islam i vor midte.
Som det vil være mange bekendt, fik den islamistiske rapper, Isam B, 80.000 kr. af Nørrebro Lokaludvalg til en 18 meter lang ramadan-lysinstallation på Den Røde Plads på Nørrebro og den ubegribeligt naive kendis-kok Claus Meyer optrådte som islams og Isam B´s nyttige idiot og bagte ”ramadan-roulader” i lange baner for at fejre islams totalitære magtdemonstration i København.
Men gik man troede, at det kun var københavnerne, der rullede egen kultur tilbage for at give plads og penge til islam i bybilledet, så bliver man beroliget eller foruroliget – alt efter temperament – ved oplysningen om, at vi er i båd med næsten alle vore nabolande, der har opført sig lige så kultursuicidalt som vi:
I både Frankfurt og Køln blev der for første, men ikke sidste, gang tændt ramadanlys i byens rum og det samme gælder Oslo, hvor den norske hovedstad ikke bare hilste ramadanfejringen velkommen, men også spenderede over 1,5 mio. NOK på projektet, for som Oslos borgmester Eirik Lae Solberg siger, så er det ”…vigtigt at markere, at Oslo er en mangfoldig by. Det er vigtigt, at alle kan føle sig hjemme i Oslo og at også deres kultur og religion bliver værdsat af kommunen”.
I London har bystyret ikke været helt så rundhåndet, hvilket sandsynligvis ikke skyldes hverken manglende lyst eller vilje men simpelthen den omstændighed, at byen ikke har råd. Det har til gengæld en islamistisk multimillionær Asif Aziz, der i år har bekostet 30.000 ramadanlys på Oxford Street fra Hyde Park til Picadilly Circus og Leicester Square. Til gengæld for Asif Aziz´ rundhåndede bidrag til Londons fejring af ramadanen, tændte byens borgmester, Sadiq Khan, der selv er islamist, de mange lys i den allermest centrale del af byen.
På den baggrund er det nærmest spektakulært, at den svenske regering har undladt at byde ramadan-belysning velkommen i gaderne. Det lyder ganske vist en smule passivt, men er ikke desto mindre en ganske anden tilgang end den norske og den danske og den falder lige i slipstrømmen af den svenske regerings pure afvisning af at indføre et koranafbrændingsforbud som det danske. Svenskerne er således på afgørende områder som ytringsfrihed og islam tilsyneladende ved at foretage en form for Zeitenwende i hvad man må opfatte som et forsøg på at redde landet fra konsekvenserne af den kamikazekurs, der i årtier har dikteret masseimport af muslimer fra 3. verdenslande.
Det et sørgeligt faktum, at hverken vi eller vore nabolande har taget ved lære af de seneste 50 års forfejlede integrationsindsatser og anerkendt, hvad Sverige tilsyneladende har indset for sent: vi er dømt til at tabe kampen mod islamiseringen af vores samfund, hvis vi fortsat nægter at hævde vores egen kultur.
Lørdag den 13. april sætter Trykkefrihedsselskabet netop det svenske paradigmeskifte og det danske ditto til debat, og spørger om de to lande har byttet plads i værnet om ytringsfriheden – og om Sveriges nye stålsatte værn om ytringsfriheden og dermed også svensk kultur kommer for sent. Læs mere om arrangementet og om hvordan du kan købe billetter her: https://www.trykkefrihed.dk/kalender/212/215-debat-er-sverige-blevet-hardliner-i-forhold-til-islam-og-har-danmark-givet-op.htm
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
