At dømme ud fra det, vi for tiden læser og hører næsten hver dag, kan det virke, som om Storbritannien er midt i en religionskrig.
Altså en krig mellem religion og ateisme. Professor Richard Dawkins, ateismens Savonarola, tordner jævnligt mod de troende.
Kristendommen er under belejring, siger kirken. Kristne bliver forhindret i at bruge kors på arbejdet, og de bliver holdt ude fra adoptionsudvalg.
Centralt i denne diskussion står antagelsen i anti-religionslejren om, at dette er en kamp mellem fornuft og obskurantisme, mellem rationalitet på den ene side og stupid uvidenhed og fordomme på den anden.
Samt, selvfølgelig, at anti-religionslejren står på fornuftens grund og dermed også intelligensens, videnskabens, fremgangens og frihedens, mens religiøst troende helst vil annullere oplysningstiden og bringe os tilbage til den mørke middelalder – til godtroenhed, overtro og sindets lænker.
Denne antagelse er baseret på en ekstra præmis: at Vesten i øjeblikket befinder sig i en fornuftstid.
Og langt hen ad vejen mener vi dette, fordi vi har puttet religionen eller troen i en boks mærket “Ufornuft”, skrevet med store bogstaver. Troen og fornuften, religion og videnskab antages at stå i et modsætningsforhold til hinanden. Der er ingen overlapning mellem de to.
De udelukker hinanden.
Dermed følger det, at folk, der er intelligente, ikke kan have nogen religiøs tro. De, der er religiøse, er enten åndssvage eller sindssyge. Ikke nok med det: religiøse mennesker er snæversynede, dogmatiske, intolerante og ubehagelige.
Folk uden religiøs tro har vidsyn, er åbne, liberale og helt igennem fantastiske personer, som du ville blive glad for at møde ved et middagsselskab. Ikke meget lægger en større dæmper omkring et fashionabelt middagsbord end en afsløring af, at en af de tilstedeværende tror på Gud.
Sekulære religioner
Jeg har et lidt andet syn på denne store splittelse i vores tid. Min opfattelse er, at selv om vi måske befinder os i en post-bibelsk og post-moralsk tidsalder, har vi ikke forkastet troen. Langt fra. Vi er bare begyndt at tro på noget andet.
Vores samfund har måske opgivet Vestens jødisk-kristne fundament til fordel for sekularismen. Men det har givet ophav til en mængde andre religioner. Sekulære religioner. Anti-religiøse religioner.
Disse er også baseret på et sæt dogmer. De praktiserer omvendelse. De involverer tro. Men i modsætning til den jødisk-kristne tænkning, som de søger at fortrænge, har disse sekulære anti-religioner ophævet sandheden og fornuften.
I tilgift vil jeg sige, at det var Vestens jødiske grundlag der, langt fra at afvise fornuften, først skænkede verden både fornuften og videnskaben.
Gud var mere tolerant
Gud er blevet erklæret død, og i hans sted er der kommet menneskeskabte ideologier – hvor folk ikke tilbeder et guddommeligt nærvær, men en idé.
Disse ideer, som ikke tåler nogen dissens, er uundgåeligt ophav til intolerance, faktisk også tyranni. De er i praksis langt mere tyranniske end den jødiske bibels Gud, som har sådan et dårligt rygte på sig for at være autoritær.
Han har det faktisk uhyre vanskeligt ved at få det, som han vil. Hans folk klager bestandigt, de nægter at gøre det, han beder dem om, giver ham skylden for alt muligt og kævler med ham hele tiden.
Men ideologier, der repræsenterer menneskers vilje, tvinger alt til at rette sig efter den herskende ide, som ikke kan modsiges. Det er ikke muligt at diskutere med sådanne ideologier.
Snarere end at være rationelle, hævder jeg, at de er det stik modsatte. De er aldeles ikke tolerante, men dybt uliberale. De er ikke åbne for andre ideer, men lige så dogmatiske som en hvilken som helst middelalderpave.
Faktisk minder disse ateistiske ideologier ikke bare om religion, men om middelalderens forfølgelser, heksejagter og inkvisitioner.
Små grønne mænd
Lad mig illustrere dette med en historie.
Efter en debat, hvor Richard Dawkins deltog for nogen tid siden, angreb jeg hans tro på, at oprindelsen til al materie højst sandsynligt havde været en helt spontan hændelse – hvilket altså betyder, at han troede, at noget kunne blive skabt af ingenting.
Siden dette var i strid med det videnskabelige princip om verificerbare beviser, som han siger bør styre al vores tænkning, virkede det som netop den type irrationalitet, han foragter.
I sin replik erkendte han, at jeg havde en pointe, men lagde til at den alternative forklaring – Gud – var mere utrolig.
Men så bemærkede han, at han ikke nødvendigvis var negativt indstillet til ideen om, at livet på Jorden var blevet skabt af en styrende intelligens – dog forudsat at en sådan intelligens var kommet til Jorden fra en anden planet.
Uden at gå nærmere ind på spørgsmålet om, hvordan denne udenomjordiske intelligens så var blevet skabt, sagde jeg, at jeg forstod, at han fandt “små grønne mænd” en mere plausibel forklaring på livets oprindelse på Jorden end Gud.
Mærkelig nok tog han overhovedet ikke dette pænt .
Imidlertid er Dawkins ikke den første forsker, der har haft denne opfattelse. Det er en teori, der blev fremmet af ingen ringere end professor Francis Crick, en af opdagerne af DNA-molekylet.
Selv om han var overbevist ateist, kunne Francis Crick ikke tro, at DNA-molekylet kunne have været et resultat af evolution.
I 1973 publicerede Crick og kemikeren Leslie Orgel en artikel i tidsskriftet Icarus, hvor de antydede, at livet kunne være kommet til Jorden med mikroorganismer fra verdensrummet.
Ifølge denne teori skulle mikroorganismerne være rejst med et ubemandet rumskib sendt til Jorden af en højere civilisation, som var blevet udviklet et andet sted for nogle milliarder år siden.
Rumskibet var ubemandet, fordi dets rækkevidde ville blive størst mulig på den måde. Livet begyndte her, da disse organismer blev sluppet ned i ursuppen og begyndte at formere sig.
Senere forlod Crick denne teori og vendte tilbage til ideen om livets spontane oprindelse gennem rent naturlige mekanismer.
Hvordan kan én, der er så tro mod fornuften, være så irrationel, at han nærer sådan en fantasi?
Svaret er dybest set at finde i det faktum, at de har afvist den religion, de foragter som irrationel. Religion, eller rettere sagt Bibelens religion, eller rettere jødedommen i hjertet af den, er fornuftens virkelige smeltedigel. De, der afviser Bibelens religion, forkaster selve fornuften.
Jødedommen er rationalitetens ophav
Så hvorfor lancerer jeg denne kontra-intuitive påstand om jødedommen som rationalitetens ophav?
Den konventionelle visdom er, at fornuftens og videnskabens rødder befinder sig i antikkens Hellas.
Nu bidrog Hellas utvivlsomt meget til moderniteten og til udviklingen af vestlig tænkning gennem tiderne. Ikke desto mindre var den græske tænkning i nogle vigtige henseender i strid med en rationel opfattelse af universet.
Grækerne, der forvandlede himmellegemer til guder, forklarede den naturlige verden med abstrakte, generelle principper.
Videnskaben voksede derimod ud af den til da ukendte idé om, at universet var rationelt. Og den tro blev givet os af 1. Mosebog, der fremsatte den revolutionerende påstand, at universet havde en rationel skaber.
Uden en sådan målbevidst intelligens bag universet, kunne det ikke have været rationelt.
Og dermed ville der ikke have været nogen plads til fornuften i verden, for der ville ikke have eksisteret sandheder eller naturlove, som fornuften kunne afdække.
Videnskabens forudsætning var, at universet var rationelt og sammenhængende, sådan at naturen optrådte i overensstemmelse med uforanderlige love.
Den anden afgørende faktor var Bibelens lineære tidsbegreb. Dette indebar, at historien var fremadskridende; enhver hændelse var af betydning; man kunne bygge på erfaringen. Derfor kunne man gøre fremskridt ved at lære mere om lovene i universet og hvordan dette fungerede.
Menneskets ideer
Det er faktisk ateismen, der har et iboende fjendtligt forhold til fornuften. I stedet for at tilbede Gud, tilbeder mennesket sig selv.
For at være mere præcis, blev menneskets ideer dets trosartikler. Med Gud kunne man skændes; derimod tåler menneskets ideer ikke nogen uenighed eller diskussion. Det er, fordi de i virkeligheden ikke er måder at forstå verden på.
De stiller ikke de store spørgsmål om, hvorfor jeg er her, hvad hensigten er med mit liv, eller hvordan jeg skal opføre mig på måder, som giver livet mening.
Ideerne som mennesker tilbeder, er i stedet ideer, som nogen har fundet på for at få magt over deres medmennesker.
De er ikke måder at forklare verden på, men at kunne kontrollere verden på. Derfor kan man ikke bestride dem eller argumentere mod dem. Der kan ikke findes noget alternativt sæt af påstande.
Der kan ikke være nogen debat. Sådanne ideer er et doktrinært trossystem, der handler om magt.
Faktisk har ateismen gennem sådanne ideologier givet os en tro, der afviser fornuften: Miljøbeskyttelsesideologien eller troen på naturens iboende harmoni; scientismen eller troen på at alt i universet har en videnskabelig forklaring; den moralske relativisme eller troen på at alle værdisystemer er ligesom alle andre; multikulturalismen eller troen på at ingen kultur kan have forrang frem for en anden; lighedsideologien eller troen på, at alle har krav på samme resultat uafhængigt af deres adfærd.
Alle disse ideer afviser fornuften. I stedet for at observere virkeligheden for at komme til en konklusion, starter de med den centrale idé og tvinger virkeligheden til at tilpasse sig den.
Alle disse ideologier er sekulære, og de undergraver et eller andet aspekt ved jødisk-kristen tro eller etik. Men det mærkelige er: de viser alle sammen sider ikke bare ved kristen religiøs tro – et sæt af læresætninger, en tro på at deres fortælling er den eneste rette vej, et instinkt for at missionere.
De har også egenskaber til fælles med den religiøse fanatisme i tidligere århundreder (samt fortidens og nutidens islam): troen på en fremtidig utopi, en religiøs tro på menneskehedens og det jordiske livs fuldkommenhed, ofte i sammenhæng med en apokalypse.
Det er en doktrin om kollektiv og total frelse, og denne fører uundgåeligt til en totalitær tankegang. Eftersom det er en indiskutabel doktrin for verdens fuldkommengørelse, følger det, at enhver dissident er ond og må knuses.
Utopiske fantasier
Det tages sædvanligvis for givet, at oplysningstiden satte en stopper for den type religiøs fanatisme, der var ophav til de grusomme religiøse forfølgelser i middelalderen.
Faktum er, at oplysningstiden simpelthen tjente til at sekularisere de utopiske fantasier. Dette var intet mindre end en del af oplysningstidens hovedidé: at oplysning ville gøre verden fuldkommen, og at “fremskridtet” var den nødvendige proces for utopiens opnåelse.
I det 18. århundrede skrev oplysningsfilosoffen Condorcet følgende:
“Det findes ingen grænser for forbedring af menneskeheden. Menneskets evne til perfektionering er simpelthen uendelig. …” I det 19. århundrede troede socialdarwinismens apostel Herbert Spencer på tilsvarende måde, at livet ville blive bedre hele tiden. Han skrev: “Fremskridtet er ikke en tilfældighed, men en nødvendighed. Det er helt sikkert, at ondskab og umoral vil forsvinde; det er helt sikkert, at mennesket vil blive fuldkomment.” Det var fornuften, der skulle befri os fra religiøs overtro og virkeliggøre menneskets rige på jorden.
Akkurat som Lenin mente man, at alt, hvad der fremmer revolutionen, derfor er godt, og alt, hvad der forhindrer den, er dårligt. I et utopisk og totalitært sind er der aldrig nogen gylden middelvej. Der bliver vendt op og ned på sandhed og fornuft for at få alt til at passe.
Apokalypsen
I modsætning til sovjetkommunismen er dagens massebevægelser ikke særligt politiske, men snarere kulturelle: anti-imperialisme, anti-amerikanisme, anti-zionisme, miljøbeskyttelsesideologi, scientisme, lighedsideologi, anti-racisme, multikulturalisme og tøjlesløshed som princip.
De er ikke bare kvasireligiøse bevægelser – missionerende, dogmatiske, fanatiske og med håndhævelsesmekanismer som dæmonisering og udstødelse for at komme af med eventuelle vranglærere.
De er også fremtidsutopiske, sågar apokalyptiske, i deres visioner om det perfekte samfund, og hvad der må ryddes af vejen for at opnå det.
De fremhæver forbrydelser begået af menneskeheden – undertrykkelsen af den tredje verdens folkeslag, udplyndringen af naturen, intolerance, krig – og tilbyder forløsning og frelse ved omvendelse til den sande tro.
Dissidenter er kættere, som indgår djævelske sammensværgelser mod den ene åbenbarede sandhed.
Eftersom man mener, at der umuligt kan findes fornuftige grunde til beslutningen om at invadere Irak, til Israels militæroperationer, fornægtelse af menneskeskabt global opvarmning eller standhaftig religiøs tro – da de er i strid med indiskutable og absolutte sandheder som anti-imperialismen, miljøbeskyttelsesideologien og den videnskabelige materialisme – må den eneste mulige forklaring være at finde i sammensværgelser blandt de nykonservative, jøderne, olieindustrien og kreationisterne, der står bag enhver hændelse.
I dagens samfund er venstreintelligentsiaen, miljøbeskyttelsesfanatikerne og darwinisterne det moderne svar på antikkens gnostikere: en præsteagtig utopisk kaste, hvis uovertrufne kundskab om de fuldkomne sandheder anbringer dem på et højere plan end resten af menneskeheden, altså vi almindelige dødelige, som må formanes om at ændre adfærd for at blive frelst fra bloddryppende apokalyptiske scenarier – krig og social uro, oversvømmelse, hungersnød, pest og folkemord, der kun bliver begået af religiøse fanatikere, aldrig af ateister (de mange millioner, der blev udslettet under Stalin eller Mao, bliver fejet af).
Takket være deres påståede videnskabelige troværdighed har miljøbeskyttelsesfanatikerne en eksklusiv tilgang til den sandhed, at planeten er i færd med at blive ødelagt.
De forkynder, at der er blevet syndet mod Jorden af kapitalismen, forbrugerismen, Vesten, videnskaben, teknologien og menneskeheden.
Det er først, når disse er blevet udrenset og materialismen i alle sine former forkastet, at Jorden vil blive reddet, og verdens iboende harmoni genoprettet.
Scientismen
På samme måde hævder Richard Dawkins fra sin position som naturvidenskabernes chefgnostiker, at alle må rette sig efter hans proklamationer, under trusler om at man i modsat fald vil blive bandlyst fra rationalitetens rige.
Ved forløsning af den arvesynd, som er religiøs tro, kan menneskeheden skabe et hedensk paradis, et anti-Eden uden krig, fordomme, forfølgelse, tyranni eller vold – ja, tilsyneladende uden plager af nogen slags.
Helvede erstattet af John Lennons himmel. Imagine!
Og religionen, der giver os John Lennons himmel, er materialismen – som har fået ateistiske forskere til at erstatte videnskaben med scientismen.
“Scientismen” er troen på, at der findes en materiel forklaring på alt i universet og det hinsidige. Selvfølgelig findes der – sådan som der altid har gjort – mange forskere, der også er religiøst troende, og som ikke ser nogen konflikt mellem de to parallelle sfærer videnskab og religion.
Faktisk synes de, at begge oplyser og uddyber hinanden. Scientister hævder derimod, at der ikke er plads til religiøs tro i det hele taget, for alt har en empirisk forklaring.
Således har kemiprofessor ved universitetet i Oxford, Peter Atkins, hævdet, at “der ingen grund er til at antage, at videnskaben ikke kan håndtere alle sider af tilværelsen”.
Men det er klart, at mange sider af tilværelsen ligger uden for videnskabens domæne – kærlighed, sans for skønhed, opfattelser om ret og galt.
Det er kun dogmatisme, der kan få en til at tro, at der ikke findes sådan noget som forståelse af æstetiske fænomener. Alligevel er det netop en sådan dogmatisme, der kommer til udtryk blandt forskere, der mener, at videnskaben definerer verden.
Da de ikke kan acceptere, at der findes spørgsmål, som videnskaben ikke kan besvare, mener de ikke, at den slags spørgsmål bør stilles i det hele taget.
Det faktum, at videnskaben ikke kan besvare spørgsmål om livets endegyldige formål, beviser, at der ikke findes noget endegyldigt formål.
Det faktum, at videnskaben ikke kan bevise Guds eksistens, beviser simpelthen, at Gud ikke eksisterer.
Melanie Phillips er en britisk journalist og forfatter og har senest udgivet bogen "The World turned upside down. The global Battle over God, Truth, and Power."
Artiklen stod oprindeligt at læse i det britiske tidsskrift Standpoint. Sappho bringer senere anden del.
Oversættelse: Document.no, Else Rydal og Lars Hedegaard.
