Nogle ganske få dage før Bent Jensens værk om Den Kolde Krig i Danmark: ”Ulve, får og vogtere” udkom, var jeg inviteret til en privat middag, hvor otte ud af ni af gæsterne var journalister. Alle sammen ganske toneangivende og ”kendte” i branchen.
På et tidspunkt drejede samtalen over på Bent Jensen og hans kommende udgivelse.
Jeg vil nænsomt spare læserne for alle de rygmarvsreaktioner, den uvidenhed og de idiosynkratiske bemærkninger om Bent Jensens person i almindelighed og om den ulæste (!) bog i særdeleshed, som samtalen affødte, og i stedet kort postulere, at de levede ualmindelig pænt op til den myte om professoren, som Bent Jensens mange fjender med en vis succes har fået cementeret som almengyldige sandheder i de såkaldt progressive kredse:
Nemlig, at Center For Koldkrigsforskning var et bestilt borgerligt ”hatchet-job”, hvor konklusionen var givet på forhånd, og at lederen af det hedengangne CFKF er en korstogsfarende koldkriger, der udøver skinger heksejagt på de danskere, der bekendte sig til socialismen under Den Kolde Krig, ved at bedrive tendentiøs historieforskning og selektiv kildekritik.
Denne myte er en dokumenterbar løgn.
Samtalen, der altså tog sit udgangspunkt i løgnen, var derfor aldeles ulidelig i al sin indforståede, fimsede og uvidende form, og jeg tror vist nok, jeg gjorde mig ganske upopulær ved aggressivt at adressere nogle af de største tåbeligheder, hvilket jeg naturligvis vil skide på.
For nu at sige det på letforståeligt dansk.
Problemet med diskussionen er dog, at den er symptomatisk for al diskurs, der har med Den Kolde Krig og Bent Jensen at gøre, hvilket debatten efter selve udgivelsen af bogen jo demonstrerede med al tydelighed, noget jeg vender tilbage til om lidt.
Småborgerlighed
Men hvad er det, der får ellers besindige mennesker til at slå autopiloten til, når talen falder på Bent Jensen og Den Kolde Krig?
Hvad er det, der får disse kritikere til at udtale sig skråsikkert om både mennesker og emner, de i realiteten intet ved om?
Og i det tilfælde de rent faktisk ved noget, så at dæmonisere den mand, der fortæller historien?
Forklaringerne er mange. Og de hænger sammen. Den mest nærliggende er et pinligt og småborgerligt ønske om fremdeles at være en del af det gode selskab.
Disse såkaldt progressive mennesker er i virkeligheden små bange mennesker og åndelige lemminger, på ingen måde de sandhedssøgende avangardister de bilder sig selv og deres omgivelser ind.
I kender typen. Det er dem, der har alle de rigtige bøger på hylden. Men Ulysses er altid i ”mint-condition” med ubøjede kridhvide sider, og Dan Browns bøger? ”Ja, det er jo min hyggelæsning…”, griner de, og forsøger rødmende at rette de til ukendelighed krøllede bøger ud.
En anden forklaring ligger i, at flertallet af Bent Jensens kritikere er opvokset i den dræbende skygge af det forkvaklede såkaldte ungdomsoprør, hvor marxismens validitet ikke stod til diskussion, men var en del af den ilt, alle med vold og magt skulle indånde overalt på de højere læreanstalter.
De, der desperat holdt vejret, blev lagt for had og frosset ud i den akademiske kulde. Spørg blot David Gress eller Kai Sørlander, for nu blot at nævne to af Danmarks førende intellektuelle, der aldrig har fået den akademiske karriere, deres evner berettigede dem til.
Nej, de danske læreanstalter kan efter 1968 ikke siges at have været meritokratiske af natur.
Som værten til føromtalte middag ved en tidligere lejlighed underholdende har berettet om sit første semester på historiestudiet på Århus Universitet (1981):
”Das Kapital var den første bog på listen over bøger, vi skulle købe. Derudover så stod valget mellem følgende fire emner: Arbejderbevægelsens historie i Danmark, arbejderbevægelsens historie i England, arbejderbevægelsens historie i Tyskland og … arbejderbevægelsens historie i Frankrig.”
Den citerede person droppede sidenhen sine historiestudier og blev Danmarks mest prisbelønnede journalist nogensinde.
Uden moralsk kompas
Og en tredje forklaring er naturligvis psykologisk og selv-præserverende af natur. Personerne var en del af den subkultur, der hyldede kommunismen i alle dens totalitære afskygninger, og de har ikke haft det intellektuelle mod og den personlige integritet til selvransagende at gøre op med deres fortid.
Det er derfor mennesker som Ralf Pittelkow, Karen Jespersen, Mikkel Plum og Jannick Kofoed i mine øjne er nogle modigere enere.
De tilhører det forsvindende mindretal fra denne periode, der har været i stand til at ryste dette falske arvegods af sig og offentligt indrømme, at de tog fejl.
Mikkel Plum har ærligt og udleverende beskrevet, hvordan den ekstreme venstrefløj tænkte i sin fremragende bog ”Bombardér Hovedkvarteret” (Gyldendal 1998) og Pittelkow beskriver selv det revolutionære projekt i sin bog ”Mit liv som dansker” (People’s Press 2009) således: (sammenskrevet)
Projektets bærende idé – en revolutionær samfundsforandring – var ”galimatias”, et ”grotesk fantasiprojekt”, en undsigelse af det parlamentariske demokrati og indførelse af socialisme under vejledning af en selvoptaget (intellektuel) avantgarde. Nogle forbandt sig åbenlyst med de totalitære kræfter.
Jeg glemmer aldrig, hvad nu afdøde Ebbe Kløvedal Reich sagde til mig cirka år 2000, da jeg ringede for at spørge, om han ville deltage i en af mig planlagt tv-serie, der skulle tage sit udgangspunkt i den debat, som Bent Blüdnikow havde startet i Weekendavisen og videreført i Berlingske Tidende:
”Nej, det kunne jeg ikke drømme om at deltage i. Hvad er det egentlig, I vil…? Have mig til at tage et kors på ryggen og vandre op og ned af Strøget, mens I pisker mig offentligt for mine udtalelser om Mao og Kulturrevolutionen. Helt ærligt…!” (klik)
Jeg nåede aldrig at svare ”nej” og forklare, at en kortlægning af, hvad der fik mange anstændige mennesker, heriblandt regnede jeg i den grad Ebbe Reich, til at omfavne det totalitære, ville være umådelig interessant og lærerig.
Tv-serien blev aldrig til noget.
Man kan groft sagt dele Bent-Jensen-haderne op i tre grupper.
Den første er journalisterne fra middagsselskabet. Klakørerne. Den anden gruppering er de intellektuelle, det vil sige forfattere og faghistorikere. Den sidste gruppe består af ”de skyldige”, altså dem der var politisk aktive på den revolutionære venstrefløj under Den Kolde krig, og som ikke besad den integritet som de fire ovennævnte havde.
Der er en høj grad af sammenfald mellem grupperne, men personerne i disse lejre har én stor ting til fælles.
Alle har de mistet det medfødte moralske kompas, som jeg vil hævde, vi mennesker er født med. Hvis man barberer alle de mange og ofte belejlige mellemregninger væk og forsøger at lægge noget så sælsomt som en moralsk vinkel på hele denne problematik, så er fortællingen om Den Kolde Krig jo aldeles simpel.
Det var De Gode mod De Onde.
Længere er den ikke!
På den ene side stod de åbne vestlige demokratier, med alle deres mange og store fejl. På den anden side stod et af de mest undertrykkende og modbydelige totalitære systemer i menneskehedens historie.
Anfægter man dette postulat, er man allerede fortabt. Så benægter man en dokumenteret virkelighed. Så evner man ganske enkelt ikke at skelne godt fra ondt. Så er man helt og aldeles uden et moralsk kompas. Så er man i mine øjne ikke alene uhæderlig, men også irrelevant.
Den triste sandhed
Jeg vil intuitivt hævde, at hele balladen om Den Kolde Krig eksemplificeret i behandlingen af Bent Jensen i almindelighed og af hans nyeste værk i særdeleshed, i realiteten er uendelig banal.
Professoren er ”manden med den triste sandhed”. Budbringeren af dårligt nyt. Og vi ved alle, hvad der sker med den slags budbringere. De skal skydes.
Bent Jensen er forhadt, fordi der var så mange under Den Kolde Krig, der på den ene eller anden måde mere eller mindre aktivt og helhjertet støttede den kommunistiske totalitarisme i alle dens sekteriske afskygninger.
Især blandt dagens elite. Centraladministrationen, universiteterne og medierne er i dag fuldstændig overbefolket med ledere, der alle med rette kan føle sig dybt personlig ramt af Bent Jensens skriverier.
Derfor er han en koldkriger og en korstogsfarer. Og selvom jeg ganske må medgive hans kritikere, at Bent Jensen bestemt ikke er en bly viol, og er i besiddelse af et iltert temperament, især når han polemiserer i dagspressen, og en (pragtfuld) spids og velskrivende pen, så er det jo stadig fuldstændig underordnet det faktum, at det han skriver er lødigt og bygger på hæderlig omgang med troværdige kilder.
Kort sagt: At det han skriver er sandt!
Angrebene på professoren må derfor anses som værende psykoprofylaktiske af natur. Et forebyggende værn mod egne indre dæmoner, der konstant må stå på disse menneskers venstre skulder, og spørge dem: ”Hvorfor sagde jeg ikke selv fra…?”
At det forholder sig sådan kunne man direkte aflæse af de anmeldelser og af den debat om af ”Ulve, Får og Vogtere”, der var at læse i pressen i ugerne efter udgivelsen.
Partsindlæg
Generelt kan man om denne debat sige, at det til dels er lykkedes for Bent Jensens modstandere at reducere det hele til en ”kamp om Den Kolde Krig”. Hvor Ulve, får og vogtere” er de borgerlige og de nationalkonservatives partsindlæg, mens DIIS-udredningen var de mere besindiges, de kloges, udlægning af historien.
Det kunne man blandt andet direkte afkode i en artikel i Information af Lasse Jensen fra ”Mennesker og Medier”, hvor Hr. Jensen gjorde sig til pinlig dommer over de forskellige anmelderes faglige kvalifikationer, og nærmest gjorde grin med, at Claes Kastholm og Sven Ove Gade i henholdsvis Berlingske og Jyllands-Posten havde fået lov til at anmelde værket forudsigeligt positivt, mens han lå på maven for de historikere, der havde anmeldt værket (negativt) i Information og i Politiken. Især var han fidel over for Bo Lidegaard. 1
Underforstået: De borgerlige aviser havde endnu engang lavet et bestillingsarbejde ved at hyre en borgerlig cand. mag og en nationalkonservativ cand. merc. til at anmelde Bent Jensens værk, mens de progressive aviser hæderligt havde lavet ”rigtige” historikere anmelde bogen.
Som om faghistorikere skulle være bedre egnet til det end Kastholm og Gade. Hvilket akademisk hovmod. Hvilket ulideligt snobberi.
Men missionen er til dels lykkedes, fordi debatten reducerede ”Ulve, Får og Vogtere” til blot endnu et partsindlæg i debatten om Den Kolde Krig i Danmark.
Og denne udlægning skal Bent Jensens fjender ikke komme af sted med. Den er nemlig også løgn.
Ret til fortolkning
For mig har der altid været en række lighedspunkter mellem journalistik og historieforskning. Vi journalister er (burde være) at sammenligne med øjebliks-historikere.
Vores formål er at beskrive nuet, den øjeblikkelige virkelighed, så sobert, nuanceret og hæderligt som muligt. At holde et spejl op for samtiden ved brug af pålidelige kilder.
Historikeren er en slags fortids-journalist. Hans opgave er nøjagtig den samme som journalistens. Det er bare ikke nutiden, men den nære eller fjerne fortid, han har til opgave at berette om så sagligt, sobert og nuanceret som muligt.
Det, der adskiller de to professioner ud over tidshorisonten, er selve processen.
I den virkelige verden foregår journalistik desværre ofte således, at hvis en journalist har en tese, så kan han spørge ti såkaldte eksperter, og selv om de ni afkræfter tesen eller irriterende nok har en række kvalificerede nuanceringer, ja så offentliggør han uden blusel den tiende eksperts udsagn. Ham der uden videre bekræftede journalistens udgangspunkt.
Det er en ulykkelig tendens, der er voksende i disse år på grund af nyhedsstrømmens hastighed.
Sådan er historieforskning ikke. Selv om man skulle tro det, når man læste anmeldelserne af ”Ulve, Får og Vogtere”.
Historikeren er naturligvis lige så lidt objektiv som journalisten. Han har selvsagt sit eget syn på tilværelsen, og den hverken kan eller skal han fralægge sig.
Historikeren opsøger alle de tilgængelige kilder, han kan få fat i. Han udøver den nødvendige kildekritik, fremlægger de fakta, han kan få fat i, og derefter er han naturligvis i sin gode ret til at drage sine egne konklusioner. Til at fortolke historien.
Problemet med anmeldelserne af Bent Jensens værk er, at han ikke alene nægtes denne ret til fortolkning. Han beskyldes – helt i strid med dokumenterbare kendsgerninger – for at udøve selektiv kildekritik.
Uantastet, at CFKF rent faktisk har bedrevet langt mere kvalificeret forskning end historikerne i DIIS-udredningen, blandt andet ved at benytte sovjetiske arkivalier, noget som historikerne bag den langt mere bekostelige DIIS-udredning ikke har gjort.
Pinlig journalistik
Og er det i øvrigt ikke bemærkelsesværdigt, at de selvsamme mennesker, der dæmoniserer Bent Jensen og kalder CFKF for et borgerligt bestillingsarbejde, uden blusel inviterer en af hovedmændene bag DIIS-redegørelsen, professor Poul Villaume, i studiet for at diskutere Dragsdahl og Bent Jensen, helt uden at omtale mandens fortid på den alleryderste revolutionære venstrefløj (KA-ml).
For slet ikke at tale om en artikel i Information fra den 27. februar, hvor bladet interviewer selvsamme dybt, dybt inhabile Villaume om Bent Jensens værk. Interviewet slutter således 2:
Hvordan vil du overordnet set karakterisere Bent Jensens måde at skrive historie på?
”Det her værk er karakteriseret ved at have et ensidigt og unuanceret billede af Den Kolde Krig, hvor Bent Jensen udelukkende fokuserer på østsiden, på den sovjetiske side og på DKP, mens han stort set intet har at sige om den anden side i form af USA og Vestens politik. Af de hundredevis af bøger og artikler, jeg har læst om Den Kolde Krigs historie fra amerikanske, vesteuropæiske, russiske, østeuropæiske og danske forskere, har jeg aldrig læst noget så ensidigt og unuanceret. Selv inden for den tradition Bent Jensen selv tilhører, som man inden for koldkrigsforskning kalder traditionalisme, er han langt mere unuanceret end sine kollegaer i det store udland. Derudover er bogen så ekstremt polemisk og insinuerende i sin stil, og når man så går Bent Jensen efter i kilderne, så er der mange, mange steder, hvor hans kildebrug er højst tvivlsom. Det kan jeg godt komme med mange eksempler på, men det tror jeg ikke, du har plads til”.
Det er altså Informations måde at bedrive journalistik på. At interviewe en tidligere erklæret stalinist og redaktør af det sekteriske og voldsforherligende Arbejderbladet, der så sent som i 1976 offentligt begræd kritikken af Stalin i Sovjetunionen!
Det er okay at interviewe Villaume. Det er ikke okay at undlade at gøre opmærksom på mandens ideologiske ståsted, og det er direkte uhæderlig journalistik ikke at få en anden historikers syn på bogen med i samme artikel.
I Politiken har Niels Barfoed og Poul Nielsson også fået frit lejde. Førstnævnte beklikkede Bent Jensens referat af en middag på Politiken i forbindelse med den eksilrussiske forfatter og dissident Andrej Sinjavskij’s besøg i Danmark i marts 1975. Sidstnævnte kritiserede Bent Jensen for ikke at citere fra en bog, der udkom efter manuskriptet til ”Ulve, får og vogtere” for længst var afleveret.
Bent Jensen har svaret begge d’herrer fortrinligt. Sat dem eftertrykkeligt på plads. Men pointen er, at disse kritikpunkter er så uendeligt ligegyldige i det store billede. Udover at de er falske, så er de irrelevante i forhold til helheden. Alligevel får de spalteplads og overdrevet betydning.
Det samme kan siges om Bo Lidegaards anmeldelse, der simpelt hen var pinlig studentikos og postulerende.
Jeg har helt ondt af Lidegaard. Faktisk har han skrevet et par af de mest bemærkelsesværdige og fremragende bøger om nyere dansk historie, men han er åbenlyst qua sin stilling som chefredaktør for ”Organet for den højeste oplysning” (sic!) fanget i en politisk korrekt fælde, hvilket hans ikke-anmeldelse af ”Ulve, får og vogtere” så tydeligt bar præg af.
Man kan nærmest føle, hvordan han vender og vrider sig for at finde ordene. Anmeldelsen kan koges ned til, at den var et umælende skrig i skoven, hvor den lidende Lidegaard ikke kan gøre andet end til sidst at brøle: ”Det meste er sikkert korrekt gengivet (…) men tryg kan læseren ikke være”.
Jeg gentager: Det meste er sikkert korrekt gengivet, men tryg kan læseren ikke være. Med andre ord: Bent Jensens evne til at fortolke sine korrekte gengivelser er mere end tvivlsom. Tak for kaffe, Lidegaard!
Trusselbilledets betydning
Man kan noget forenklet sige, at betydningen af 1980’ernes fodnotepolitik for Danmarks tilknytning til NATO i virkeligheden er det altafgørende omdrejningspunkt får CFKF’s arbejde. Der er tusinder af andre emner, men alt leder mere eller mindre indirekte op til dette altafgørende tema.
De mere kulørte historier om, hvem der samarbejdede med KGB og Warszawapagten, og hvordan, er naturligvis også vigtige, men de fylder faktisk forsvindende lidt i selve værket. Under ti procent vil jeg tro.
I den sammenhæng bliver vurderingen af trusselsbilledet mod Danmark – både det interne, men i særdeleshed det eksterne – lige pludselig af helt vital betydning. Det er alle de historikere, der har beskrevet perioden, ekstremt bevidste om.
Og en nærmere (kort) analyse af, hvordan henholdsvis DIIS-udredningen og ”Ulve, får og vogtere” bearbejder dette emne er derfor yderst relevant. Og - viser det sig – også en fortrinlig parameter til at sammenligne henholdsvis DIIS-udredningens og ”Ulve, får og vogtere’s” kvaliteter på.
Man skal nemlig bemærke, at såfremt det kan påvises, at trusselsbilledet i dele eller hele af den beskrevne periode (1945-1991) var overvurderet, så følger implicit, at de mennesker, der sympatiserede og/eller direkte samarbejdede med, hvad der uigendriveligt og objektivt kun kan beskrives som ”fjenden”, pludselig og med et trylleslag optrådte mindre inkriminerede.
Altså: Hvis Sovjetunionen og Warszawapagten i realiteten ikke var en større fare for NATO og Danmark, så kan de mennesker, der af den ene eller anden grund modarbejdede NATO og den danske sikkerhedspolitik under Den Kolde Krig, ikke for alvor bebrejdes noget. De får et eller andet sted en form for moralsk ”helle”. Et fripas.
Bizar læsning
Efter at have slugt Bent Jensens i øvrigt ekstremt velskrevne værk gjorde jeg mig den ulejlighed at undersøge, hvad DIIS-udredningen egentlig havde at sige om trusselsbilledet under Den Kolde Krig.
Netop i erkendelse af, som beskrevet ovenfor, at denne vurdering er essentiel for hele debatten om Den Kolde Krig.
Det var fantastisk læsning. Bizart. På mange niveauer.
Her har vi to værker. Skrevet af nogle af landets påstået dygtigste historikere. Begge parter har haft god tid og gode ressourcer. (Den ene dog meget mere end den anden, men lad det ligge for nu).
I det ene værk - DIIS-udredningen - er konklusionen (forenklet af mig), at Sovjetunionen i særdeleshed i perioden op til og efter NATO’s dobbeltbeslutning i 1979 ikke udgjorde en reel trussel for NATO og dermed Danmark. Ja, ligefremt var militært underlegne. 3
I det andet værk er konklusionen, at Sovjetunionen i allerhøjeste grad udgjorde en reel trussel mod NATO og dermed Danmark. I hele perioden. Og i særdeleshed efter udstationeringen af SS-20 raketterne, der i en periode hævet over enhver tvivl gjorde Warszawa-pagten NATO militært overlegne, både konventionelt og nukleart, hvilket de i og nu
Hvordan kan faghistorikere nå frem til to så diametralt modsatte konklusioner? Er der udelukkende tale om valide, men forskellige, fortolkninger af tilgængeligt kildemateriale, eller har den ene – eller begge – en skjult dagsorden?
Jeg kan jo af gode grunde ikke komme ind på indersiden af historikernes hjerner. Jeg kan blot nøgternt konstatere, at de har hver deres ideologiske udgangspunkt, hvilket er legitimt.
Hvad jeg til gengæld objektivt kan forholde mig til er, at DIIS-udredningen i sine konklusioner talrige gange omtaler NATOs aggressive fremfærd i perioden, hvilket ”Ulve, får og vogtere” bestemt ikke gør.
Tværtimod bruger Bent Jensen mange kræfter på hensides enhver tvivl at dokumentere, hvordan den ene part – Warszawapagten - udelukkende opererede i offensive scenarier, mens den anden part – NATO - udelukkende opererede med defensive scenarier.4
Warszawa-pagtens offensive planer undsiges ikke af DIIS, dertil er dokumentationen ganske enkelt for overvældende.
Der, hvor vejene skilles, er i fortolkningen af om, hvorvidt de havde til hensigt at benytte disse offensive planer (for nu at gøre en lang historie meget kort). Og her er der objektiv og kvalitativ forskel på kildernes kvalitet.
Slående forskel. Og tænk sig engang. Her er det koldkrigeren og korstogsfareren, der har i særklasse bedst orden på sine kilder om dette helt, helt afgørende tema. Hvorimod DIIS-udredningen udelukkende forlader sin fortolkning sig på fjerde- og femtehåndsberetninger. 5
For mig er der ingen tvivl. Dæmoniseringen af Bent Jensen og reaktionerne på hans værk er et intellektuelt forræderi mod sandheden.
Jeppe Juhl er journalist og tv-producent
Noter
1http://www.information.dk/489310
2http://www.information.dk/489424
4Warszawa-pagten havde eksempelvis nul (0) minelæggere og seks gange så mange landgangsfartøjer som NATO. Dette taler for dig selv. UFV s. 172
5“Ulve, får og vogtere”: Kapitel 1, side 51, 52
